Doctor Strange
Udgivet 26. okt 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Teorien om multiverset er en integreret del af Marvels “Doctor Strange”. Som den uendeligt vise The Ancient One viser, så er der et uendeligt antal universer at besøge, hvis bare man åbner sine øjne. Den køber neurokirurgen Stephen Strange selvfølgelig ikke lige med det samme. Ligesom alle andre her på Jorden ved han, at der kun er ét univers, der er værd at bruge tid på: Marvel Cinematic Universe. Den nærmest ufejlbarlige franchisemaskine, der er i fuld gang med fase tre. Det myldrer frem fra Lees og Kirbys næsten uendelige helte- og skurkekanon. Og med dem følger uendelige muligheder for at fortælle en historie. Desværre virker det, som om Marvel har lagt sig fast på en enkelt.
Det er jo selvfølgelig muligt, at “Doctor Strange” bare er “Iron Man” fra en alternativ dimension, hvor Robert Downey Jr. er Benedict Cumberbatch. Det er igen historien om et arrogant, rigt geni, der falder og rejser sig igen. Samme tur til østens mystiske riger. Samme ‘tøhø, det er Stan Lee’-cameo. Samme mundkusse. Eneste forskel er skurkens størrelse. Og det er altså ikke til fordel for “Doctor Strange” at bytte en ond forretnings-Jeff Bridges ud med den univers-ædende Dormammu. Marvel har fået en kedelig tendens til at gøre alle skurke til et gigantisk hul, der svæver over en storby. Som man siger om folk med store biler: Det er, fordi de har svært ved at få ideer til deres multidimensionale troldmands/superheltefilm.
Det episke sigte kan også aflæses visuelt. Effekterne (og “Doctor Strange” er tungt ladet med dem) er stort anlagte og opløser hver anden scene i spejlmosaikker og anden kalejdoskopisk synsbedrag. Der er nævekampe og eksplosioner som i enhver “Avengers”, men det sker ofte med hovedet nedad og kameraet på rundtur i fem-seks dimensioner. Det er tydeligt, at “Inception” ikke har levet forgæves, når hele bydele rejser sig i halvfems graders vinkler, og Stephen Strange astralprojicerer vandret rundt om sit eget legeme.
“Doctor Strange” sætter endnu en tegnestift i det gigantiske kort over Marvels univers. Undervejs krydser de endda selv listen af med et: ‘Avengers beskytter jorden mod fysiske angreb, troldmændene mod de spirituelle’. Tjek, forklaring modtaget. Vi kan rykke videre mod nye trusler og nye franchises – i biffen, på Netflix og på papir. Problemet med universer er bare, at de kan udvide sig så meget, at de kollapser. Det sker ikke endnu, ikke med “Doctor Strange”. Men den kombinerede vægt af et uendeligt antal selvreferende jokes og et uendeligt antal computerpixels kan en dag blive for meget. Der er mindst ét univers, hvor det er en mulighed.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet