Kongeligt kammerspil

Der er formentlig kun få, som umiddelbart har mod på at se en filmatisering af et minimalistisk teaterstykke, hvis historie udfolder sig i 1960’ernes USA på blot en håndfuld locations (en stor del af filmen foregår sågar på ét enkelt kontor), der omhandler noget så trist som påstået børnemisbrug og er rig på snak. Den seneste tids mange hæsblæsende blockbusters har desværre reduceret mange biografgængeres tålmodighed og eventyrlyst i så høj grad, at dristige affærer som John Patrick Shanleys “Doubt” på flere måneder ikke engang indtjener en brøkdel af den sum, som sjælløse makværker som “X-Men Origins: Wolverine” skovler ind på ét døgn.

Det pudsige er ellers, at man får mere åndeløs spænding for pengene i “Doubt” end i halvdelen af sommerens blockbusters tilsammen. Dialogerne her slår flere gnister end megarobotternes kolliderende metaldele i “Transformers”. Og “Doubt” er simpelthen den perfekte modgift mod de ensartede metervarer, som okkuperer de hvide lærreder i øjeblikket. Her er en film, der hverken forventer eller forlanger, at seeren frakobler sine instinkter og blindt accepterer alt som kyllinger på kurs mod kødhakkeren. “Doubt” respekterer derimod tilskueren og indbyder publikum til at være direkte aktivt – til selv at tage stilling til dilemmaerne, til selv at granske nuancerne i skuespillernes præstationer og til selv at nå frem til en konklusion. “Doubt” kryber ind under huden på dig.

Dramaet finder ganske vist sted i 1964, men omdrejningspunktet er et højaktuelt emne: Sexmisbrug i den katolske kirke. Den frygtindgydende nonne Beauvier mistænker sit sogns nye præst, fader Flynn, for at have misbrugt den sorte alterdreng Donald Miller. Beauvier har ingen beviser – blot sin intuition og et mærkværdigt vidnesbyrd fra kollegaen søster James, som bemærkede, at Donald var nedslået og lugtede af alkohol efter et besøg hos Flynn. Er præsten et pædofilt bæst, der udnytter Donalds isolation til at forføre ham? Eller er Beauvier monstro så fortørnet over Flynns korstog mod kirkens stokkonservative værdier, at hun bare bruger rygterne som undskyldning for sit eget personlige korstog mod Flynn?

“Doubt” leverer ingen entydige svar på sine spørgsmål, så der er masser at debattere både før og efter rulleteksterne. Så snart man er sikker på sandheden, trækkes gulvtæppet væk under én. Det havde ikke været tilfældet, hvis rollerne ikke var blevet skildret af skuespillere, der mestrer kunsten at være tvetydig. Meryl Streep portrætterer Beauvier som en bidsk og frygtindgydende dame. Men hun lader også nonnens dybt begravede medmenneskelighed skinne igennem i korte glimt såsom i den rystende scene, hvor Beauvier taler med Donalds mor (en sensationel Viola Davis). Og Streep begaver også Beauvier med en humoristisk selvironi, som er livsnødvendig, idet den gør karakteren mere sympatisk, således at man aldrig fristes til at afskrive Beauvier eller hendes teorier.

Lige så iøjefaldende er en sød og rar, men også lettere foruroligende Philip Seymour Hoffman i rollen som Flynn. Sammen leverer Hoffman og Streep en pragtfuld opvisning i ufejlbarligt skuespil. Man glemmer helt at trække vejret under scenen, hvor Beauvier konfronterer Flynn med sine gisninger – også selvom sekvensen er over 10 minutter lang og blot afbilder tre personer, der står og taler med hinanden på et kontor. Og den fantastiske Amy Adams udgør filmens hjerte i rollen som den naive, idealistiske søster James, der ligesom seeren er fanget i striden mellem Flynn og Beauvier. Streep, Hoffman, Adams og Davis blev alle Oscar-nomineret, og flere af dem havde fortjent at få en guldlakeret statuette med hjem.

Ganske vist er “Doubt” baseret på et teaterstykke, der foregik på én kulisse og kun havde fire skuespillere på rollelisten. Men æstetisk er filmen på ingen måde kedelig – lydsiden, musikken og fotograferingen er udsøgt. Roger Deakins, en af vor tids absolut bedste fotografer, roterer jævnligt kameraet i et forsøg på at styrke følelsen af, at noget er galt… for at intensivere vores tvivl. Eksperimentet fungerer perfekt. Howard Shores underfundige musik dikterer heldigvis aldrig, hvad vi skal føle, og der kan ikke slynges nok superlativer efter den fantastiske 1960’er-scenografi. Filmens svagheder er fåtallige og forholdsvis betydningsløse: Flere af børneskuespillerne er ikke overbevisende, og slutningen virker lidt brat. Meget sås der tvivl om i “Doubt”, men filmens status som en af årets absolut bedste er uimodsigelig.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Gudskelov præsenteres filmens smukke billeder i god kvalitet på dvd. Billedet er ganske skarpt. Edge-enhancement forekommer i et lille omfang, men hverken komprimeringsfejl, udtværinger eller snavs figurerer. Mange scener foregår i dunkle lokaler, men kontrasten er så superb, at ingen detaljer nogensinde drukner i mørket, og de utallige varme og kølige farvenuancer gengives perfekt.

Audio

Diskens engelske Dolby Digital 5.1-mix skuffer en anelse. Lydsporet er forbavsende frontbaseret. Baghøjtalerne er så tavse, at den auditive atmosfære ofte fremstår mangelfuld og kedelig. Lydsidens vigtigste komponent, dialogen, er dog hele tiden tydelig, men lyder tit lidt hul. Støj forekommer aldrig, men under de mange scener med kraftigt uvejr får en række tordenskrald subwooferen til at brumme med manér, og vinden panorerer fint fra højtaler til højtaler.

Ekstramateriale

Før menuen dukker op, præsenteres man for trailere til “The Proposal” og “Drengen i den stribede pyjamas”. Fire udmærkede dokumentarer medfølger også (samlet varighed: ca. 44 min.), hvor instruktør John Patrick Shanley bl.a. diskuterer Howard Shores musik, sit manus’ moraler og besværet med at omdanne det oprindelige teaterstykke til en spillefilm. Shanley har også indtalt et superbt kommentarspor til filmen, hvorpå den velformulerede og underholdende auteur gennemgår alt fra sin opvækst i de kvarterer, som filmen foregår i, til filmens temaer, skuespillerhold og æstetik.

I tvivlens tunge skygge

Hvad der ikke mindst er så genialt ved “Doubt” er, at filmen handler om flere vidt forskellige historier alt efter, hvilken synsvinkel man anlægger, og det er temmelig sandsynligt, at to mennesker vil have hver sin opfattelse af, hvad præcis historiens tema er. De vil også på sin vis begge have ret.

Der er ikke blot en simpel sandhed i denne film, som er en filmatisering af John Patrick Shanleys skuespil, som han nu selv har bragt til det store lærred med dobbeltrollen som instruktør og manuskriptforfatter. Det er han sluppet ualmindelig godt fra.

“Doubt” udspiller sig 1964 i en katolsk skole og kirke i New York. Her styres eleverne med stensikker jernnæve af søster Aloysius, der i Meryl Streeps skikkelse svæver over børnene som en grib på udkig efter den mindste forseelse, som hun frådende kan kaste sig over. Den unge og reformvillige præst fader Flynn, spillet af Philip Seymour Hoffman, er stille utilfreds med det stramme menneskesyn og forsøger at vise eleverne et mere venligt og menneskeligt ansigt. Han kaster særlig sin opmærksomhed på den indesluttede Daniel, der som den eneste sorte elev føler sig ganske isoleret. Da opmærksomhederne bliver mere omfattende, begynder den unge søster James at have en ubehagelig mistanke om, at forholdet er af en ganske ubehagelig karakter.

Mistanken er om pædofili – selvom det aldrig bliver nævnt med et ord – og inden længe er søster Aloysius fuldt overbevist om, at en sådan episode faktisk har fundet sted. At føle sig sikker på noget er imidlertid ikke det samme som at vide, og som tilskuere er man mere i vildrede. Er søster Aloysius så overbevidst pga. sin menneskekundskab, som hun selv påstår, eller er det blot fordi hun så gerne vil have ret? Fra starten af betragter hun fader Flynn med slet skjult ubehag, og da en magtkamp mellem de to begynder at tage til – formidabelt illustreret i en scene, hvor den godmodige fader skødesløst tager hendes stol – leder hun måske blot efter en anledning til at fare i flæsket på ham.

Vi ved det ikke, og måske ved hun det knap nok selv, og selve tvivlen er fra starten af filmens egentlige emne, da faderen indleder filmen med en tankevækkende prædiken, der netop handler om manglen på vished. Dialogen og emnerne er da også fra begyndelsen gennemført med fuldstændig og nådesløs sikkerhed. Shanley ved præcis, hvad han vil opnå, og går direkte efter struben med en film, som allerede fra første minut tvinger tilskueren til at reflektere over handlingen.