Drik ikke for meget.

Det er et godt sundhedsråd – og nogenlunde pointen med Thomas Vinterbergs hyggealvorlige gymnasielærerfilm.

“Druk” er langt fra toppen med “Festen” og “Jagten”, men beruset af banaliteternes kvaliteter.

Thomas Vinterberg har kløgtigt arrangeret “Druk” som en druktur. Først kommer rusen, derefter de gravalvorlige tømmermænd. Dagen derpå.

Det begynder med fire klasseskuespillere rundt om et dækket bord. Gymnasielærere – i historie, musik, idræt og psykologi.

Lommepsykologen lægger for med en tese: Mennesket virker bedst på en halv promille. En halv gør et helt menneske. Det må testes!

Med lommelærken med i timerne går det hele lettere. De unge lærer om Churchill, den drukkenbolt, der vandt 2. verdenskrig.

Mads Mikkelsens historielærer vinder ikke kun klasseværelset, men også sin svenske kone tilbage. Sammen har parret to store børn, hun har boet i Danmark i 10-15 år. Mindst.

Alligevel taler hun flydende Stockholm-svensk som alle andre ægtefæller komplet urealistisk gør det i danske film, som er støttet med svenske penge.

Her kunne “Druk” stoppe som en hjertevarm komedie. 0,5 i promille gør livet lettere. Men mere vil naturligvis have mere.

Herfra sender Vinterberg sine fire midaldrende mænd på forudsigelig deroute ud i nattelivet, hvilket om morgenen får en forsømt hustru til at oplæse manuskriptets replik: ’Jeg kan ikke kende dig længere'.

Sådan lyder en ægte Biografklub Danmark-film, hvor man efterfølgende er sikret lidt surt og sødt til gymnasielærer-diskussionen. Endda til halv pris.

“Druk” er bedst, når den provokerende modsætter sig en udskamning af den danske drukkultur, som her nærmest bliver rost.

Mere stedmoderlig bliver drukturen, da alvoren sætter ind. Her forvandler provokationen sig til en forsikringsreklame: Druk kan slå dig ihjel.

Den er dog næppe årsagen til nedturen, men derimod en giftig virkning.

Det er parcelhuset og det faste job, årene, som er gået, der har nedbrudt historielærerens ægteskab. Ikke en pilsner for meget.

Tørsten blev først slukket, da skaden var sket. Da virkeligheden skulle glemmes med en flaske vodka i inderlommen.

Den dansende slutscene er dog hele den jævne druktur værd. Her slippes Mikkelsen igen fri fra forsikringsreklamen, der advarer.

Han drikker, danser og lever – det må bare ikke blive for meget.