Vi befinder os i Frankrig, året er 1920 og det er to år siden Mathilde sagde farvel til sin forlovede Manech, da han drog ud til fronten for at forsvare fædrelandet. Mathilde beslutter sig for at forsøge at finde ham og i sin søgen finder hun en sergent, der har stiftet bekendskab med hendes kære Manech. Sergenten fortæller hende, at Manech er blevet sendt i døden med fire andre soldater, alle beskyldt for at have gjort sig ukampdygtige med det formål at blive sendt hjem fra den krig der synes at være uden ende, som et evigt mareridt.

Det slår imidlertid ikke Mathilde ud, hun er ikke typen der opgiver håbet. Efterhånden som hun begynder at undersøge sergentens historie nærmere, finder hun den ene løse ende efter den anden, som hun forsøger at samle. Hendes søgen bringer hende vidt omkring og hun får hjælp af sin onkel og tante, som hun har boet hos siden hendes forældre omkom, 16 år tilbage. Med penge fra forældrenes livsforsikring hyrer hun en detektiv, der også forsøger at assistere med opklaringen. Gang på gang synes håbet ude blot for at genopstå, i form af at en ny tråd dukker op. For hver lille bid af historien der bliver opklaret, bliver vi ført direkte til begivenhederne og langsomt bygges puslespillet af de fem soldaters skæbne op. Det er en spændende men noget kompliceret tilgang instruktøren har valgt, og det får indimellem én til at ønske man selv havde en privatdetektiv og onkel og tante siddende til at holde styr på hvilken af de karakterer – som tidligere i handlingen blev introduceret i 15 sekunder – der netop er hevet ind fra højre.

“En lang forlovelse” er baseret på en bog af Sébastien Japrisot og instrueret af Jean-Pierre Jeunet, der tidligere har stået bag mange flotte franske film, senest mesterværket “Amélie”. Jeunet har en helt unik visuel stil og hyrer ofte de samme dygtige skuespillere igen og igen, til at spille små, spøjse karakterer i sine film.

Mange andre elementer i Jeunets tidligere film går også igen, for eksempel er den måde han introducerer sine karakterer på og de små humoristiske flash-backs der uddyber dem, meget lig dem i “Amélie”. Dette udgør både en styrke og svaghed i “En lang forlovelse”, for selvom disse karakteristika fungerer ganske glimrende og er med til at tilføje charme til fortællemåden, er det svært ikke at komme til at tænke på “Amélie”. Det hjælper heller ikke på sagen, at samme skuespiller, den glimrende Audrey Tautou, spiller hovedrollen i begge film og at disse to karakterer minder enormt meget om hinanden.

Endnu et element der går igen i Jeunets film, er brugen af forskellige farvefiltre. I “En lang forlovelse” er det med til at adskille de to virkeligheder: Krigen der er lagt i grove, dystre og nedtonede farver mod resten af handlingen, der er lagt i et varmt gulligt skær. Det fungerer ret godt og hjælper til at alvorliggøre de ret realistiske og makabre krigsscener, der står i skarp kontrast til den ofte drømmende og spøjse verden udenfor. Filmen igennem håber Mathilde således, at det lykkes hendes udkårne at undslippe krigens tydelige rædsler, for at komme tilbage til hendes fredelige liv. Udover nævnte filtre, tilføjer Jeunet også en visuel overdådighed i form af rutchende kamerature der er med til at gøre den i forvejen meget følelsesladede handling endnu mere medrivende. Nogle steder bliver det dog for meget, da vi bliver præsenteret for en brand med slow-motion eksplosioner, der fungerer glimrende i film som “The Matrix”, men her virker ganske malplaceret. Dette hører dog til sjældenhederne – med “En lang forlovelse” har Jeunet tydeligvis gjort sit yderste for at tilfredsstille sanserne og det lykkes i allerhøjeste grad.

En udmærket film der både sætter gang i tanker og følelser. Den er dog ikke helt uden skønhedsfejl, for selvom Jeunets kreativitet i nogle scener rager højere end nogensinde før, kunne andre scener have nydt godt af at den kære franskmand lærte det gode engelske udtryk: less is more.

VideoEt helt utroligt billede præger “En lang forlovelse”. Det er en nydelse at se de smukke billeder præsenteret så flot, det er rent referencemateriale! Filmen bliver vist i anamorphic widescreen i det originale aspect ratio 2.40:1.

AudioFilmens lydside består af et fransk Dolby Digital 5.1 lydspor. Der er også mulighed for et ungarnsk af slagsen. Vi kommer hele spektret igennem og såvel baghøjtalere som subwoofer bliver udnyttet nær optimalt. Filmens dialog er også gengivet ganske klart fra centeren.

EkstramaterialePå disk 1 findes et kommentarspor af instruktøren på fransk med engelske undertekster. Jeunet virker yderst velforberedt og han når at komme ind på mange spændende anekdoter i løbet af filmen. Han lægger ud med at forklare at kommentarsporet kan fjerne filmens poesi og romantik og han advarer også mod spoilers. Det er rart at han har skænket en ekstra tanke til folk der aldrig har hørt et kommentarspor før.

Disk 2 indeholder primært “A Year at the Front”, en meget spændende 74 minutters bagom kameraet dokumentar, der dækker stort set hele produktionen af filmen, lige fra storyboarding, kulisser og casting, til make-up, lyd- og kostumedesign. Jeunet er naturligvis involveret i mange af beslutningerne og det er interessant at se ham spille med de kreative muskler.

Programmet “Before the Explosion” på 12 minutter går bag om en af filmens mange special effect scener. Her kan man se nærmere på brugen af computere, både til storyboards og i skabelsen af filmens effekter.

Dokumentaren “Parisian Scenes” er et 13 minutters kig på skabelsen af de flotte scener der finder sted i Paris.

13 slettede scener er tilgængelige, med kommentarspor af Jeunet, tekstet på engelsk. Derudover kan man også finde en teaser og den internationale trailer

Der er masser af ekstramateriale at gå i krig med på denne udgivelse. En ‘soundtrack promo’, der er omtalt bag på coveret, er dog ikke at finde blandt ekstramaterialet.

Jean Pierre Jeunets “En lang forlovelse” er en unik hyldest til fransk films poetiske realisme og markerer første gang, at den visionære instruktør arbejder med materiale, som bygger på virkelige begivenheder. Handlingen udspiller sig i skyggen af 1. Verdenskrig, og den varme humanisme, der gennemsyrede hvert et billede i “Amelie”, tørner her sammen med beskidt skyttegravskrig og døde unge mænd i hobetal. Det er melankolsk men meget smukt, og filmen er på trods af svagheder et fascinerende bekendtskab, der bør opleves på det helt store lærred.

Masser af nyt fra Vestfronten”En lang forlovelse” er en filmatisering af Sébastien Japrisots roman af samme navn, og den skildrer den unge Mathildes rejse til verdens ende for at finde sin tilsyneladende afdøde forlovede Manech. Fordi de har en meget stærk forbindelse gennem deres kærlighed, mener Mathilde at kunne føle, at han ikke er død, og hendes i starten spinkle håb udvikler sig gradvist til en regulær besættelse. Hun indleder et omfattende detektivarbejde for at komme i kontakt med personer, som kan hjælpe hende videre, og som i en lang række flashbacks forklarer, hvad der skete med Manech på slagmarken. Ifølge Jeunet er handlingen i filmen mere simpel end den var i bogen, og det kan vi kun prise os lykkelige for, idet den selv her kan være relativ svær at følge. Dette skyldes til dels også de mange forskellige navne som dukker op, og at et par af karaktererne undervejs tager hinandens identiteter.

Jeunet pepper den relativt banale historie op med vignetter af informationer om bl.a. Manechs soldaterkammerater, herunder hvad de holder af, og hvor de oprindeligt stammer fra. Vi oplever også Mathildes fødsel, og hvordan hun oprindeligt lærte Manech at kende. Ved at bevæge sig ud af disse tangenter bryder Jeunet godt nok fremdriften i handlingen, men det giver ham også mulighed for at flette en lang række finurlige detaljer ind i karakteristikken af personerne. Herved opnår filmen en tæt tekstur, og det unikke poetiske udtryk, der er instruktørens varemærke. Jeunets billeder er stiliserede og tindrende smukke med et stærkt præg af nostalgi, der gør iscenesættelsen af Frankrig anno 1920 anderledes og fuldstændigt fortryllende.

Skæbnen som fællesnævnerDer er to forskellige verdener i “En lang forlovelse”, hvoraf den franske landidyl og områderne omkring Paris er den ene, mens fronten ved Somme udgør den anden. Sidstnævnte er ét stort trøstesløst mudderhul, hvor rotterne står til knæene, og soldaterne sårer sig selv i håbet om at blive sendt hjem. Det hele er på grænsen til anarki, og som vi også oplever det i Stanley Kubricks “Paths of Glory” har soldaternes liv ingen værdi for de generaler, der befinder sig langt fra kampene og uden at blinke sender flere og flere i døden. En fuldstændig absurd situation som filmen præsenterer på en satirisk facon men med alvoren lurende lige under den skæve overflade. Følelserne stikker dybere end i nogen af Jeunets tidligere film, og for det meste lykkedes det ham at finde en fin balance mellem det lunefulde og alvorlige.

Døden associeres imidlertid ikke kun med slagmarkerne, og Jeunet gør meget ud af at vise hvordan den i høj grad også er en del af livet alle andre steder – en facet af tilværelsen nøjagtig ligesom kærlighed, sex og humor. Denne kontrast spejles i Mathildes karakter, der på mange måder er tragisk, men som også besidder en smittende vitalitet, selvom hun har mistet begge sine forældre og halter som følge af polio. Audrey Tautou er en god skuespiller og viser sig igen fra sin mest charmerende side i en rolle, der uden tvivl minder om den lidt barnagtige Amelie, men hvor trangen til underkastelse er skiftet ud med et stærkt fatalistisk livssyn. Det er håbet om at finde sin forlovede igen, som afholder Mathilde fra at gå til grunde, for uden ham ville hendes tilværelse ikke give nogen mening. Ud over Tautou optræder der også et udpluk af Jeunets faste franske skuespillertrup, herunder Dominic Pinon og Jean-Claude Dreyfus.