En vidunderligt mærkelig nuance

Surrealistisk, fransk bog er filmatiseret meget fransk og surrealistisk af fransk, surrealistisk instruktør. Egentlig kunne jeg have sluttet min anmeldelse med den sætning. For mig og de, der har lige så sær filmsmag som mig, er det en uforbeholden anbefaling. Andre vil måske betragte det som en advarsel og tage deres forholdsregler. “En nuance af blå” er ganske vist en film, der kræver et særdeles godt fransk og et nogenlunde kendskab til filosoffen Jean-Paul Sartres værker for at fange alle referencerne, men for at nyde den kræves der kun et par øjne og lidt eventyrlyst.

Michel Gondry er efter et par mere traditionelle film (den dejlige “The We and the I” og den forglemmelige “The Green Hornet”) tilbage i den vilde og fabulerende stil, som mange af os har savnet. I forhold til “The Science of Sleep” er der dog denne gang lidt mere mening med galskaben. Stilen er her tydeligt et instrument for historien snarere end formålet med hele filmen. De vanvittige optrin, overdådige måltider og fascinerende omgivelser i starten af filmen står i skarp kontrast til det dystopiske univers, vi befinder os i ved filmens afslutning. Vi gennemlever et filmspektrum fra bagmanden bag “Amélie”, Jean-Pierre Jeunet, til den alvorstunge svensker Ingmar Bergman.

Filmen begynder i Colins taglejlighed i Paris, hvor han selv, vennen Chick, kokken Nicolas og ikke mindst musen Gouffé nyder livet. Da Chick meddeler, at han er blevet forelsket, beslutter Colin sig for også at blive det. Heldigvis møder han kort tid efter Chloé, og de to forelsker sig. De bliver hurtigt gift (med hjælp fra en sort pilotudgave af Guds søn ved navn Jetsus), men på bryllupsrejsen pådrager hun sig desværre en sjælden og smertefuld lidelse: der vokser en åkande i hendes lunger. Den eneste måde at holde sygdommen nede er at placere store mængder friske, yndige blomster i nærheden af Chloé, så åkanden sygner hen af misundelse. Det kræver dog store summer at holde hende forsynet med blomster, og Colins finanser er snart opbrugt og lejligheden har gennemgået en mutation til et muggent, indelukket kælderrum.

Filmen er baseret på en surrealistisk roman af Boris Vian, som man skulle tro var umulig at filmatisere. Ikke desto mindre er det blevet forsøgt to gange før. Gondrys visuelle univers giver dog en lethed og humor, som de to første film ikke umiddelbart synes at have haft. Det giver samtidig større tyngde til de mere tragiske dele af historien. På trods af at filmen uden tvivl vil blive anklaget for at være form uden indhold, vil jeg påstå, at disse faktisk komplementerer hinanden forbløffende godt. Den kulørte, legende stil i begyndelsen afspejler den sorgfri ungkarletilværelse, som Colin lever. Da Chloés sygdom gør ham mere og mere desperat og fortvivlet, suges alle farverne gradvist ud af filmen, kameraarbejdet bliver mere simpelt samtidig med, at der skæres ned på de visuelle effekter.

Det er en fornøjelse at se Gondry lege med filmmediet og ikke mindst at se ham lykkes så overlegent med sine eksperimenter. I Evigt solskin i et pletfrit sind” var de visuelt udfordrende scener drømmesekvenser og derfor modstillet den virkelige verden, som hovedpersonen vågner op i til sidst. I “The Science of Sleep” tog afprøvningen af grænser og legen med filmmediet magten fra historien, men i “En nuance af blå” er det, som om alt går op i en højere enhed.