Sci-fi – nu (igen) for voksne

Science fiction har en lang, men ujævn historie på film. Siden Georges Méliès’ “Rejsen til Månen” fra 1902 har genren både begejstret, inspireret og ramt helt ved siden af. Efter en længere periode, hvor fantasyfilmen har domineret, er sci-fi kommet på mode igen. Hollywood-studierne har her kastet sig over en sci-fi-klassiker i håb om at komme først med den nye store franchise. Denne gang er det Orson Scott Cards serie om Ender Wiggin, der har leveret forlægget til det måske næste store Hollywood-hit.

I starten af filmen befinder vi os i et umiddelbart genkendeligt univers i en nær fremtid. Det er kun gradvist, at der introduceres mere åbenlyse fremtidselementer. I takt med at vi lærer om den verden, filmen foregår i, bliver det visuelle udtryk mere fremmed, og omgivelserne bevæger sig fra det naturlige til det kunstige. Filmens univers er gennem-militariseret. Tilsyneladende ledes menneskeheden af en militærjunta. Jorden blev invaderet af en alien-race nogle år før filmens handling. På trods af store tab lykkedes det at drive dem tilbage, men alt er nu sat ind på at opbygge en militærstyrke, der kan vende krigen til Jordens fordel.

Hovedpersonen Ender Wiggin går på en skole for unge genier, hvor alle drømmer om at blive udtaget til Battle School, som skal træne officererne til den forestående krig. Ender følges nøje af lederen af Battle School, spillet af Harrison Ford, der ser et enormt potentiale i ham. De værdier, som dette samfund værdsætter, er strategisk tænkning, kynisme og viljen til at gøre næsten alt for at opnå sine mål. Da Ender demonstrerer dem i overflod, ender han til sidst med at blive sat i spidsen for krigsindsatsen. Med sin brug af, hvad der reelt set er børnesoldater, tvinger filmen os til at konfrontere problemerne ved indoktrinering og propaganda, selv når de anvendes som middel imod en tilsyneladende entydigt ond fjende.

Det, jeg er mest glad for ved denne film, er, at den tydeligvis ikke er skrevet til et teenagepublikum. I forhold til mange filmatiseringer i de senere år, der er baseret på den enorme mængde litteratur, der også kaldes Young Adult Fiction (f.eks “Harry Potter”, “Twilight” og “Hunger Games”) tager “Ender’s Game” sit plot anderledes alvorligt. Næsten selvhøjtideligt. Her er intet romanceplot eller one-liners, og børnene er hverken de voksnes samvittighed eller sandhedsvidner. Det er nok en smagssag, om man synes, det er et frisk pust eller voldsomt bedaget. Personligt pustede filmen friskt på mig.

Børneskuespillere kan meget nemt falde igennem, når de ikke bare skal være nuttede, men de gør det alle imponerende godt i “Ender’s Game”. Asa Butterfield som Ender har en stor opgave med den altoverskyggende hovedrolle, men den løses til et 12-tal. Den eneste svaghed i filmen er, at jeg undertiden havde svært ved at knytte mig følelsesmæssigt til Ender, men jeg tror, det var et bevidst valg fra instruktørens side. Den mangel på indlevelse oplevede jeg også i filmens sidste tredjedel, hvor mange scener består af videotransmissioner eller holografiske projektioner. Her savnede jeg noget mere menneskeligt og ægte. Når filmen trods disse mangler lykkes, så er det ofte komponisten Steve Jablonskys fortjeneste. Hans musik tilfører patos og indblik i karakterernes indre verden.