En lang bibelplage

”Hvad er det for nogle fanatikere, der følger sådan en gud?” Spørgsmålet er faraoen Ramses’, men kunne lige så godt have været mit. Til Moses, der sammen med de hebraiske slaver tjener og tror på en gud, som gerne slår børn ihjel for frihedens skyld i Ridley Scotts ukritiske udgave af Anden Mosebog. Det er en øje-for-øje-skør film, der prædiker blind lydighed fra et visuelt alter af imponerende bibelske CGI-plager.

Cinevangelisme kaldes den variant af bibelfilmgenren, der fik et nymoderne gennembrud med “The Passion of the Christ” i 2004. Det er biblen på den indholdstrofaste facon, som i forårets “Noa” hvor Russell Crowes udvalgte udryddede Jordens befolkning, fordi Gud sagde, at han skulle. I “Exodus” er det Christian Bales Moses, der får et påbud fra oven i form af en vred dreng, som den gammeltestamentale gud taler igennem. Moses skal med alle midler (Læs: med sværd og en hær) tvinge sin ægyptiske papbror, Ramses, til at lade slaverne gå fri. Og det gør Moses så, fordi Gud siger det.

Dramaturgisk har Ridley Scott bygget “Exodus” op som sin egen “Gladiator”. Helten forvises til ødemarken af civilisationens skurk – her Ramses, der anser Moses som en trussel imod sin magt. Men helten vender som bekendt oftest tilbage for at tage et endeligt opgør. I “Exodus” er det bare ikke heltens egen idé. Moses har ingen dybere retfærdighedssans, der fortæller ham, at ingen bør leve som slaver. Faktisk finder han lykken i vildnisset med kone og barn. Men så ser han en brændende busk. Resten er bibelhistorie.

Slavisk skal vi igennem alle Egyptens ti plager fra blodigt vand over frøer til barnedød. En efter en. Det ser godt ud. Særligt i de majestætiske megatotalbilleder, der giver et imponerende vue over det gamle Egypten, imens pyramiderne bygges. Det er her “Exodus” kan noget. Det er kun her “Exodus” kan noget. Stoffet har ellers rigt potentiale for at søsætte et filosofisk dilemmaspil: Er det okay at dræbe og gøre ondt, hvis formålet er godt? De tanker har Moses meget få af. Han brokker sig marginalt, når Gud dræber og hærger med sine plager. Han retter bare ind som en totalitær lejesoldat uden anstrøg af psykologisk dybde.

Generelt er den sunde fornuft vendt 180 grader i “Exodus”. Målet helliger det voldspsykopatiske middel, og rationelle forklaringer latterliggøres til fordel for hokus pokus. Sagligt forsøger ægypterne at forklare de ti plager med logik og viden, men det gøres med et cinevangelistisk fnis. Ægypterne er latterlige metromænd med foruroligende meget eyeliner på, der tåbeligt forsøger at forklare verden med hjælp fra videnskaben. Moses har derimod regnet den ud. Han kender den store sandhed, han har troen, han ved, at Jorden er flad. Det var i øvrigt ægypterne, der som de første insisterede på, at Jorden skam var rund. Fjollet, hva? Lige så fjollet er parallellerne til Holocaust. De onde ægyptere ligbrænder hebræerne/jøderne efter de er slået ihjel af soldater, der marcherer som var de fra SS. Når nazikortet er trukket, så er alt åbenbart tilladt.