Flertallet i den proppede sal med anmeldere var næppe kommet, hvis ikke det havde været for ham.

Filmz havde heller ikke sendt en anmelder for at se den lille debutfilm, hvis ikke den havde været instrueret af “Ringenes herre”-stjernen (og næsten-danske) Viggo Mortensen.

For der er langt fra Aragorn i “Kongen vender tilbage” og så til denne indie-indfølende generationsfilm, der har alle de rigtige meninger fra den opvakte del af USA.

Det er det, der vækker respekten for Viggo Mortensen, som nemt kunne score kassen hos de store i Hollywood (senest takkede han nej til en rolle i “Joker”). Men det interesserer ham ikke.

Mortensen er mere interesseret i smallere sager som “A History of Violence” og “Captain Fantastic”, hvis han da ikke lige bruger tiden på at fortælle såkaldt ‘vigtige historier’ som med “Green Book“.

Han er verdensstjernen, der går mere op i indhold end i billetsalg. Derfor var der rekordmange til visningen af den lille “Falling”.

Her er linjerne trukket skarpt op. Lance Henriksen er den forstokkede far fra det amerikanske hjerteland, som skal bo hos den liberale, homoseksuelle søn i Californien. Er de nu også så forskellige? Ja!

Den ene drikker – det gør den anden ikke. Ryger/ryger ikke.

Sønnen er alt det, som faderen ikke er. Han har Obamas ‘Hope’ på køleskabet, lyserød skjorte, multikulturel kæreste, der går på Picasso-udstilling og spiser pad thai til frokost.

Der er lagt op til konflikt og meninger, der brydes – eller primært råbes ud af far fra gamle dage.

Desværre har Viggo Mortensen skrevet faderen som dement. Han er ikke længere ved sine fulde fem – derfor er kampen ulige.

Derfor kan alle de mange senile angreb på sønnens livsstil affærdiges med et overbærende skuldertræk – det er sygdommen, der taler.

Sådan annullerer Mortensens manuskript opgøret, der bliver kogt op til i flashback-scener, hvor konflikten bygges mellem den traditionelle og moderne mand.

Faderen reduceres til én af Hillary Clintons ‘deplorables’, hvilket ender med at demaskere Viggo Mortensen som forudsigelig amerikansk venstrefløj, hvor alle republikanere afskrives som stakler.

Derfor er der intet på spil, da klimaks rammer, og de to mænd endelig bliver ærlige. For det er sygdommen og ikke faderen, som sønnen er ærlig over for.

Så selv om “Falling” bliver ‘poetisk’ pakket ind i blade i solskin, mangler Viggo Mortensens instruktørdebut den oprigtige nysgerrighed, som hans film ellers oftest indeholder.

Alligevel sidder jeg der også næste gang, at Viggo Mortensen instruerer en film – men kun fordi det er ham.