Højt at flyve…

Jeg ville med glæde betale 110 kroner blot for at høre Denzel Washington recitere telefonbogen fra A til Å i biografmørket. Så fandens fantastisk er den 58-årige skuespiller. Selv i et drama som “Flight”, der lægger ud med et brag, men hurtigt mister pusten, leverer Washington en præstation så gennemgående gribende, at han nærmest ene mand får de 138 minutter til at flyve af sted som et frikvarter. Blot med et forpint, forvrænget smil, en skælvende kæbe eller et subtilt ryk med sine blodsprængte øjne formår Washington at sige det, som ville tage de fleste andre skuespillere adskillige siders replikker at udtrykke. Så gør det ikke så meget, at John Gatins’ Oscar-nominerede manuskript ikke dykker tilstrækkeligt ned i sine rollers sindelag, for Washington har talentet til egenhændigt at lokke os med om bord på filmens rejse – nærmere bestemt rejsen ind til piloten Whip Whitakers sønderrevne sjæl.

Det er ikke engang et år siden, at “Flight” havde biografpremiere i USA, og filmens første akt er allerede lettere legendarisk. Her stifter vi bekendtskab med en udkørt Whitaker i en billig hotelsuite – stadig stærkt beruset efter en tydeligvis begivenhedsrig nat. Han når lige at nappe en bane kokain, før han skal ud på den lokale lufthavns baner og få sit fly i luften. Men selvom man skulle tro, at stoffer og sprut ville gøre selv den dygtigste luftkaptajn hamrende inhabil, lykkes det faktisk Whitaker at nødlande sit fly på en mark efter en katastrofal, mekanisk fejl, der kickstarter filmhistoriens måske mest nervepirrende flystyrt. En sansebombarderende sekvens præget af skingrende skrål og larmende alarmer, der får nakkehårene til at stivne som cement. 6 dør. 96 overlever.

Det ville dog være en overdrivelse at hævde, at filmens momentum styrtdykker samtidigt med Whitakers passagerfly, men historien kommer i hvert fald aldrig op i lige så høje luftlag som under filmens fængslende anslag. Efter ulykken finder myndighederne bevis på, at Whitaker havde en astronomisk promille i cockpittet, og imens Whitakers chefer kæmper for at standse efterforskningen, så de ikke bliver sagsøgt i hoved og røv, tager piloten sit liv som fordrukken, fraskilt familiefar op til revision efter at have stået ansigt til ansigt med døden.

Desværre har manuskriptforfatteren Gatins lidt svært ved at omsætte den revision til spændende drama. Sideløbende med Whitakers flyvetur krydsklipper filmmagerne til stofmisbrugeren Nicole (Kelly Reilly), som skændes med sin vrissende udlejer og opsøger stoffer hos sin pornoglade pusher – to mænd, der fremstår distraherende karikerede ved siden af Washingtons totalt troværdige toppræstation. Gatins lægger klart op til, at Nicole kommer til at spille en lige så prominent rolle som Washingtons plakatpryder, og at disse to lidende eksistenser skal hjælpe hinanden ud af mørket efter et tilfældigt møde. Men Nicole glider hurtigt ud i plottets periferi (hun er helt væk den sidste halve time), og scenerne med hende og Washington er for klichéprægede og banale. Da Nicole og Whitaker møder hinanden på hospitalet efter hans styrt og hendes overdosis, træffer de sammen en dødssyg kræftpatient (en brillant James Badge Dale, der gør stort indtryk med blot få minutters spilletid til rådighed), og her leverer hun den lommefilosofiske floskel ”han fik mig til at føle, at vi var de to sidste mennesker på planeten”. Jøsses, hvor corny…

På trods af Reillys brave indsats ender Nicole kun med at fremstå som et forceret forsøg på at styrke vores sympati for Whitaker gennem lidt påtaget, passionsblottet romantik. Der dykkes simpelthen aldrig nok ned i Nicoles forhistorie eller person. Værre er det med Whitakers overgearede dealer, Harling Mays, der er direkte malplaceret som et ugennemtænkt humoristisk indspark. Det skyldes ikke den veloplagte John Goodman, men snarere Gatins og instruktør Robert Zemeckis, der lader Goodman overspille til den helt store guldmedalje. En scene, hvor Whitaker får et tilbagefald, burde have været tragisk og knusende, men i stedet ender den snarere som upassende slapstick, hvor dygtige skuespillere som Goodman, Washington, Bruce Greenwood og Don Cheadle skaber sig til tonerne af kæk rockmusik.

Jeg får formentlig “Flight” til at lyde værre, end den er, men det er kun, fordi det er så frustrerende at se en potentielt pragtfuld film ende som noget halvordinært. Hvis dog bare Zemeckis havde været mere stilsikker… Men måske skal “Forrest Gump”-instruktøren bare finde rytmen igen på dramafronten efter i en årrække at have lavet computeranimerede familiefilm. Havde det ikke været for Washington, havde der været et distinkt skær af tv-film over “Flight”, men Washington er altså gudskelov med, og han er så selvsikker i pilotsædet, at man ikke kan undgå at beundre ham, og samtidig så sårbar i sprutinducerede pinsel, at man sidder klistret til skærmen og trygler ham om at tage kampen op med de indre dæmoner. Washington gør denne filmiske flyvetur værd at boarde på trods af en del turbulens.

Video

Præsenteret 1080p/AVC 2.40:1. “Flight” blev skudt i HD med Red Epic-kameraer, hvorfor man let og elegant kunne komprimere den digitale master og spytte den ud på en Blu-ray-disk. Derfor er transferet praktisk talt perfekt. Der forekommer ikke ét støvkorn, ikke én glorie og ikke ét tilnærmelsesvis uskarpt skud. Kontrasten er fænomenal, farvegengivelsen ligeså. Faktisk kan jeg ikke sætte fingeren på noget som helst.

Audio

Naturligvis er flystyrtet det helt store auditive højdepunkt i “Flight”, og her spænder DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet virkelig sine muskler. Paniske passagerer, alarmklokker, piskende regn og vibrerende plastik og metal fylder lydbilledet ud, og subwooferens dybe rumlen får gulvet til at ryste, hver gang vinden giver flyet tæsk. Lydmæssigt er resten af filmen dog mere nedtonet. “Flight” er først og fremmest er et dialogdrevet drama, og der er da heller ikke én eneste replik, som ikke kommer klokkeklart igennem via centerhøjtaleren. Den auditive atmosfære er altid overbevisende, og selvom jeg sjældent bed mærke i Alan Silvestris klaverdominerede score, er det glædeligt, at hverken musikken, lydeffekterne eller replikkerne nogensinde overdøver hinanden eller overdøves.

Ekstramateriale

Først og fremmest: Vent med at se ekstramaterialet, til du har set selve filmen, for slutningen bliver afsløret under interviewene i de medfølgende dokumentarer. Der er i alt fire af dem. I “The Origins of Flight” (11 min.) diskuterer hovedsageligt Denzel Washington, instruktøren Robert Zemeckis og manuskriptforfatteren John Gatins, hvorfor de havde lyst til at lave filmen. Både Washington og Gatins selv antyder, at manuskriptet er inspireret af forfatterens eget liv, men det er åbenbart ikke noget, som d’herrer har lyst til at tale nærmere om. Øv.

“The Making of Flight” (12 min.) er en desværre temmelig overfladisk og ultrakort gennemgang af filmens skabelse, mens “Anatomy of a Plane Crash” (8 min.) gennemgår optagelserne af flyvesekvensen og viser os de roterende kulisser, som skuespillerne blev spændt fast til. “Q&A Highlights” (14 min.) viser os nogle højdepunkter fra en spørgerunde med Zemeckis og flere af skuespillerne (desværre ikke Washington, som efter sigende var syg den dag), men desværre har man allerede hørt meget af det, der bliver sagt, i de andre dokumentarer, mens deltagerne også bruger en hel del tid på blot at komplimentere hinanden. Man savner virkelig et kommentarspor og nogle mere dybdeborende dokumentarer. Dokumentarerne præsenteres i 1080p.

Denzel Washington uden autopilot

Vi skal helt tilbage til år 2000 for at finde en traditionel spillefilm instrueret af Robert Zemeckis. Siden da har han kun stået bag det, som en af mine venner forleden i en lidt nedladende tone kaldte “tegnefilm”. Til gengæld var performance capture-filmene “Polar-Ekspressen” (2004), “Beowulf” (2007) og “A Christmas Carol” (2009) en forudsætning for, at nyere film som “Avatar” og “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” overhovedet kunne lade sig gøre. Nu har manden bag klassikere som “Forrest Gump” og “Tilbage til fremtiden” langt om længe igen sat sig i en rigtig instruktørstol uden for det virtuelle filmstudie, og allerede fra den første scene i “Flight” står det klart, at Zemeckis stadig kan sit kram.

Whip Whitaker (Denzel Washington) er en erfaren pilot, som desværre har et galoperende alkohol- og narkomisbrug. Indtil videre er det dog lykkedes ham at holde misbruget skjult for andre end sine nærmeste kolleger, men det får en brat ende den dag, hans fly får en defekt og styrter ned med 102 personer om bord. På trods (eller måske nærmere på grund) af sin påvirkede tilstand holder Whip hovedet koldt og nødlander på mirakuløs vis det ødelagte fly, så tabet af menneskeliv begrænses til fire passagerer og to besætningsmedlemmer. Efterfølgende bliver han naturligvis hyldet som en nationalhelt, men via den obligatoriske blodprøve får havarikommissionen sandheden om hans misbrug at vide. Og så er fanden løs, og folkehelten står pludseligt til livsvarigt fængsel for seks grove tilfælde af uagtsomt manddrab.

Filmens første halve time er et fantastisk studie i eminent spændingsopbygning, neglebidende action og ekstremt overlegent skuespil fra Denzel Washingtons side. Han tager et par baner kokain til morgenmad, hælder i al hemmelighed vodka i sin juice under en briefing af passagererne og er indbegrebet af cool i cockpittet under nødlandingen. Jeg ville frygte at få Whip som pilot på min flyvetur, men det er fedt at se Denzel køre med klatten. Kontrasten til situationen efter ulykken kunne derfor næppe være større. Nu er helten blevet en selvmedlidende og aggressiv mand, der søger trøst i flasken og forsoning med sin ekskone og teenagesøn. To ting, der harmonerer meget dårligt, fordi det var drikkeriet, der i sin tid ødelagde deres forhold. Washington er stadig en eminent skuespiller, når han får den rigtige rolle, og der er ikke en finger at sætte på hans indsats og efterfølgende Oscar-nominering. Manuskriptforfatteren John Gatins skal til gengæld være mere taknemmelig for sin nominering.

Ikke dermed sagt, at det er et dårligt manuskript. Det halter bare lidt. Det er uundgåeligt, at filmen falder i tempo efter den hæsblæsende indledning, men herefter håbede jeg, at den ville fokusere på det interessante dilemma, at Whip nu kun skal straffes, fordi han var påvirket af alkohol og stoffer. Hvis han havde været ædru og clean, var det måske gået helt galt! I stedet vælger filmen at koncentrere sig om Whips misbrug og kampen mod dæmonerne. Samtidig introduceres vi for to lidt ligegyldige bipersoner: Narkomanen Nicole (Kelly Reilly), som Whip indleder et problematisk forhold til, og pusheren Harling (John Goodman), som er Whips ven og faste leverandør af hvidt pulver.

Nicole er tydeligvis sat i verden, så hun og Whip kan hjælpe hinanden ud af mørket, men det bliver bare ikke rigtigt til noget, og Washingtons karakter kunne uden større krumspring have taget den samme rejse og lært de samme ting uden hendes tilstedeværelse. Lidt mere afgørende for plottet er pusheren Harling – men desværre på en irriterende deus ex machina-facon. Og figuren, der er meget karikeret og minder om en tjekket udgave af The Dude fra “The Big Lebowski”, er primært det komiske indslag i et ellers alvorstungt drama. Det fungerer ikke optimalt, selvom John Goodman fyrer den af på alle cylindre og isoleret set er ekstremt underholdende.