Eventyret om krigen

Det var forfærdeligt at være jøde under 2. verdenskrig. Adskillige historietimer, arbejdslejr – og museumsbesøg, “Schindlers liste”, “Pianisten”, “Sophies valg” og “Sauls søn” har hjulpet mig med at forstå Holocausts rædsler. Derfor er der ikke meget, der kan overaske mig, når jeg ser endnu en film om Hitlers krig. Den franske jødeforfølgelsesfilm “Flugten til Nice” er da heller ikke overraskende som krigsfilm. Dog er det overraskende, at den er som en eventyrrejse gennem Midgård med Frodo og Sam. Utrolig mild i forhold til Spielberg og Polanskis ubehagelige udryddelses-skildringer, men til gengæld en glimrende skildring af børn på flugt fra krig og ‘forkert’ religion. Både eventyrlig og barsk.

Eventyrligheden finder vi i begyndelsen. I Paris, som i 1939 optræder idyllisk som Frodos hjem, Herredet. Her bor de to jødiske brødre Joseph og Maurice Joffo i lykkelig idyl. Her render de rundt i de snebelagte, små gader, leger med marmorkugler, går i skole og laver ballade. Deres familie er lykkelig. Så lykkelige. Idyllisk på grænsen til det irriterende. De har en lille, fin barbersalon. Krigens alvor opleves kun ved få soldater i gaderne og skiltet i deres butiksvindue. Jüdisches Geschäft. Lige indtil kravet om jødestjernen bliver indført.

Med jødestjernen indtræder krigens barske alvor. Pludselig bliver Josephs og Maurices forældre for alvor bange og beslutter sig for, at familien skal flygte til Nice. Nu. Alene. Mor og far tager af sted i morgen. Her kommer ondskaben frem i en fed drejning over middagsbordet. De må ikke fortælle en sjæl om deres jødedom på rejsen. Er du jøde? spørger faderen lille Joseph. Nej. Klask. Er du jøde? Nej. Klask. Du skal ikke græde. Er du jøde? Nej! Faderens gentagende slag kommer som et chok. Både for familien og for mig. Pludselig må kærligheden ofres for overlevelse. Uanset hvor mange øretæver, de får, er det bedre end at blive slået ihjel, fortæller faderen, da han undskyldende omfavner sin yngste søn. Vi må jo ikke glemme, hvor meget de elsker hinanden.

“Flugten til Nice” er besynderligt effektiv med sin blanding af sukkersød patos og voldelig alvor. Som en blanding af undervisningsfilm til folkeskolens fjerdeklasser og et roadtrip-eventyr a la “Ringenes herre”. Hvem der er de gode eller de onde, er lige så indlysende som i alle andre film med nazister. Eller orker. To små, naive skikkelser begiver sig af sted på en færd, som de ikke aner, hvor lang eller hvor farlig den vil blive. For flugten går ikke kun til Nice. Hvis Paris er Herredet, er Nice Rivendell. Et paradislignende pitstop, som de må forlade igen efter en lille, lykkelig hvilestund, da den frie zone stopper med at være fri. Eventyrrejsen fortsætter.

Men det fungerer, fordi det eventyrlige hele tiden bliver afbrudt af det realistiske. Som i det øjeblik, Joseph skader sin fod, og storebror som en anden Sam tager ham på ryggen med ordene ’Jeg vil bære dig til verdens ende!' Var det Nice eller Mount Doom, de var på vej til? Det er Nice. For lillebror er altså ret så tung, og Maurice kommer kun nogle få meter med ham, før han må sætte ham ned igen. Tilbage til virkeligheden… Lige indtil de bliver samlet op af en munter mand med en gris, han kalder Adolf. Øf!