Forår, sommer, efterår, vinter… og forår
Udgivet 8. jun 2006 | Af: Benway | Set i biografen
Et godt eksempel på en film der udtrykker mere end hvad der umiddelbart kan beskrives, er den sydkoreanske “Forår, sommer, efterår, vinter… og forår”. Filmen er en fabel om livets forskellige stadier, betagende smukt illustreret via forskellige årstider. Hver enkelt årstid udgører et kapitel hvori vi følger en munks udvikling fra dreng til aldrene mand.
I “Sommer” er drengen blevet en ung mand. En mor ankommer til klosteret med sin syge datter i håb om at finde en kur via lægeurter eller bøn. I pigen bliver den unge munk for første gang konfronteret med kærligheden og snart føler han en lyst han ikke før har kendt til. Den gamle munk advarer ham at med begær følger der en destruktiv besiddertrang, men den unge munk er alt for forgabt i pigen til at lytte og måske er lysten til hende også længselen efter verdenen hinsides søen.
Filmens budskaber, symboler og fortælling er naturligvis kraftigt inspireret af Buddhisme, men alligevel er filmen langt fra buddhistisk dogmatisering (Ki-duk Kim er da heller ikke selv buddhist, men katolik). I stedet bruger den temaerne til at udtrykke nogle almene menneskelige sandheder om livet, den måde vi handler på og hvilke konsekvenser det har.
“Forår, sommer, efterår, vinter… og forår” er et værk der har den frækhed at forlange tålmodighed af tilskueren, men det er en aftale man har alt mulig grund til at indgå, for den tid man investerer får man igen i tifold. Efterhånden som handlingen skrider frem er det imponerende hvor megen engagement i figurerne filmen vækker, og hvor dybt bevægende den udvikler sig.
Den hypnotisk smukke billedside og de skarpe kapitelopdelinger er medvirkende til at filmen føles som et formfuldendt digt, hvor rytmen bærer tilskueren. Langt fra at virke som en serie yndigt sterile postkort fremstår naturen i stedet som en levende del af personerne.
At kunne omhandle så universelle temaer som kærlighed, ånd og tilværelsens evige cyklus uden at forfalde til hverken sentimentalitet eller camp, er en imponerende bedrift og “Forår, sommer, efterår, vinter… og forår” er en enestående film og rendyrket filmkunst. Den fortjener fuldt ud betegnelsen mesterværk, selvom jeg, som en anden zen-buddhist, frygter at selv ikke den benævnelse helt udtrykker præcis hvor fremragende et værk den er.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet