Ingen bryder sig om dig

Der findes en sketch i “Casper og Mandrilaftalen”, hvor sportsmunken Tore Ellen Hanhøj med skarpt klippet frisure og en stærk tilbøjelighed til tysseri skal forklare brydesportens finesser for Casper Christensen. Han understreger igen og igen, at brydning ikke har det fjerneste med sex at gøre, imens hans medhjælpere Tore og Jes filtrer deres blege kroppe og røde brystvorter ind i hinanden. “Foxcatcher” er lidt den samme oplevelse: et blik på sporten, som både glad leg og dødelig alvor krydret med et stænk af godt, gammeldags, muskelsvulmet mandebegær.

Ser man bort fra de associationer som “Mandrilaftalen” så effektivt skød ned, kan brydningen lige så godt være udtryk for en stor portion indestængt vrede. Det er ikke til at se, om Mark Schultz smadrer sin brors næse med vilje, eller om det bare var et uheld under voldsom træning. Channing Tatum er olympisk guldvinder, men i sportsikonernes hjemland er det lige meget, når han ikke kan udtrykke to ord om det. Dave Schultz derimod… Mark Ruffalo er en veltalende all american guy med trænerambitioner og en smuk familie. Familiens stolthed.

Så da John E. du Pont tilbyder Mark et arbejde på sit nystartede Foxcatcher-brydehold, er svaret indlysende. Channing Tatum underbider sig mut i læben som en elitesportsmand, der ikke er meget mere end det. Det er rutineret lave. Steve Carells slebne og usmageligt rige hesteavler omvender den pressede Schultz med helikopterture og kokain. Steve Carell fanger bag sin tunge makeup de små tics og detaljer, der viser du Pont som en påstået patriot, der i virkeligheden er drevet af sit eget begær efter pokaler og måske et stort varmt bryderkram.

I den sammenhæng skal ‘rutineret’ forstås som et præcist håndværk med upåklagelige skuespillere. Den virkelige, tragiske historie om brødrene Schultz og deres samarbejde med en af landets rigeste mænd er så utrolig, at det har ligget lige til højrebenet at lave en film om det. Hvorfor det skal være så jævnt fremstillet, er mere uvist. Nuancerne i brødrenes kamp er hurtigt aflæst, det er ambitioner vs. familie, og mere udfoldes egentligt ikke. Den excentriske rigmands psykiske problemer falder tilbage på fraværet af moderkærlighed. Det er muligvis sandt, men gentagelsen af pointer, der er sevet ind, trækker tænder ud af dramaet

Det er en stille film, hvor udsøgte billeder af rødbrune skove glider over i grå sne og svedige sportshaller i lange vedholdende indstillinger. Stilheden skaber en stemning i “Foxcatcher”, der bedst kan beskrives som rugende. Resultatet er, at de små udsving i fortællingens konflikter skaber et uventet chok, når katastrofen indtræffer. Sat op mod et allestedsnærværende klavertema og nogle alt for typiske biopic-scener bliver Bennett Millers afvisning af traditionel spændingsopbygning filmens bedste kort.