Kvalitetsbevidst kriminalthrillerOpkomlingen Ryan Gosling viste for nyligt sit uvurderlige værd i den prægnante, men trods alt ikke helt velsmurte “Half Nelson”. Også i retssalsdramaet “Fracture” tilbyder den unge og kompetente skuespiller imidlertid lovende takter, ikke mindst i samspillet med den noget mere rutinerede modspiller og også væsentligt ældre rotte i faget, Anthony Hopkins. Sammen agerer de nemlig drivkraften i en i øvrigt kvalitetsbevidst kriminalthriller helt uden svinkeærinder.

Sammen indgår de to karakterskuespillere i det efter traditionelle forskrifter flot snedkererede stykke kriminaldramatik, hvor dog kun en mindre del af handlingen er henlagt til selve domshuset. Optakten hertil er den indebrændte og aldrende flyingeniør Ted Crawfords drabsforsøg på hustruen, der til gengæld for lange afteners fravær fra den arbejdsomme gemal har kvitteret med en affære med den væsentligt yngre detektiv Nunally. Udåden bliver naturligvis hævnet af den forsmåede ægtefælle, som i første omgang vedkender sig anklagerne om lovbruddet.

Det er det udgangspunkt, den unge og fremadstormende advokat William Beachum har at arbejde med i sin sidste sag for sin snart forhenværende arbejdsgiver, et hæderskronet advokatbureau, der af det offentlige beskikkes til sagen. Med et karriereløft i sigte kaster Beachum sig derfor ud i den sag, der på papiret ser let og ligetil ud. Den anklagede har jo bedyret sin skyld, men så enkelt går det imidlertid ikke. Crawford beslutter sig nemlig for selv at føre sin sag, forsvare sin handling og giver derved den hovne advokatspire kam til sit hår, alt imens denne indleder et seksuelt forhold til sin kommende arbejdsgiver, den solidt tilknappede Nikki Gardner, som på overfladen gør alt efter bogen. Men også hun har sine utilstrækkeligheder.

I “Fracture” er det en gennemgående rød tråd, at enhver handling har konsekvenser. Således får det konsekvenser for Jennifer Crawford, at hun bedrager sin mangeårige ægtefælle. Det er heller ikke uden omkostninger, at ægtefællen Ted forsøger at komme hende til livs, ligesom William Beachums fejltrin på karrierestigen såvel som i kærlighedslivet får afgørende betydning for kommende meritter hos det velrenommerede advokatfirma Wooton Sims. På den måde er “Fracture” et vaskeægte retssalsdrama, for forbrydelse betaler sig som bekendt ikke, hvilket må være fortællingens ypperste morale.

Bærende for den rutinerede amerikanske instruktør Gregory Hoblit er sammenstødet mellem den anklagede og anklageren, her Anthony Hopkins’ udspekulerede Ted Crawford og Ryan Goslings selvcentrerede William Beachum. Det er med andre ord en bølgende kamp mellem forsvarer og anklager, hvor omdømmet for begge parter er på spil, og alle kneb øjensynligt gælder både under og imellem retssalsmøderne. Filmen udvikler sig mest af alt også til en rigtig mandedyst. Hvem tager mon det næste træk? Ingen har lyst til at tabe, alle vil vinde. Det gælder Crawford, der forsvarer sin kriminelle handling i det amerikanske retssystem. Det gælder Beachum, der med en sejr kan bevise sit værd over for den kommende arbejdsgiver, og det gælder så sandelig også for Nikki Gardner, der har taget Beachum under sine vinger, men udelukkende for egen vindings skyld i selvsamme advokatfirma.

Magtkampen og forventningens pres fra Beachums kommende arbejdsgiver og djævlens advokat med kvindeligt islæt – Nikki Gardner – tvinger denne ud i en række moralske dilemmaer, der sætter den unge fremadstormende advokat på en række store prøvelser med i hvert fald én væsentlig pointe: Er det etisk forkasteligt at benytte illegale metoder til at bevise sandheden for den jury, der i sidste ende i ren og skær uvidenhed vil være tungen på vægtskålen? Med et er retfærdighedens verdensorden ikke blot sort og hvid for Beachum, der sideløbende forsøger at få styr på både karriere og kærlighed.

“Fracture” bevarer filmen igennem et solidt greb om sit publikum, er velkonstrueret og tillige solid underholdning. Der gemmer sig et par overraskende tvists undervejs, og sikkert er det i hvert fald, at fortsætter unge Gosling sit stormløb mod stjernerne som her, varer det ikke længe, før det mål er nået. Handlingen rummer enkelte troværdighedsproblemer, men det er dog mindre fodfejl, der på ingen måde fratager oplevelsen af en stærk dramatisering. Who dunnit-tesen er allerede fra start helt elimineret. Vi ved godt, at Ted Crawford stod bag mordforsøget på sin utro hustru. Men om det lykkes ham at bedyre sin uskyld eller ej er nu alligevel stof nok til kriminaldramatik af allerhøjeste karat.

VideoPå billedsiden fremstår “Fracture” i et skarpt anamorphic widescreen 2.35:1-format, der generelt understreger en prangende æstetik. Der er ikke nævneværdige tilfælde af edge-enhancement, udtværinger eller i øvrigt digitale forstyrrelser. Ligeledes rummer filmen en god farvetemperatur, og trods enkelte udsving er også kontrasten solid. Alt i alt et fremragende transfer.

AudioOgså lyden gør sig ganske godt i form af de engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby Surround 2.0-lydspor. Dialogen er således tydelig hele vejen igennem og uden den mindste snert af overstyringer. Den stemningsfulde underlægningsmusik flyder godt ud i alle kanaler, hvor også flere vellykkede lydpanoreringer påkræver deres udelte opmærksomhed. Atmosfæren er desuden godt gennemarbejdet og rummer adskillige dejligt distinkte lydeffekter. Intet mindre end et fortræffeligt lydspor.

EkstramaterialeSvageste led er ekstramaterialet, der først og fremmest rummer trailere for udgivelser af “Det gyldne kompas”, “Rush Hour 3”, “Hairspray”, “Shoot ’em up” samt naturligvis “Fracture”. Herudover kan én stjerne tillægges en række slettede scener samt alternative slutninger. Men mere er der imidlertid heller ikke at komme efter.

Stilsikker thriller med Hopkins og Gosling i frontAlle mennesker har et punkt, hvor de kan knækkes, selvom det ikke altid er lige synligt. Selv den mest hårdføre person har udsatte steder – tænk bare på myten om Akilleus. Dette synes at være grundtanken i Gregory Hoblits fermt sammenstrikkede thriller, der på trods af sin veloplagte legen med plottets udfald og gode skuespillerpræstationer måske nok er lidt for stringent i sin ærbødighed overfor genren. Men helt gennemskuelig bliver den aldrig, og underholdningen er sikkert indlejret i alle filmens delelementer.

Ingeniøren Ted Crawford (Anthony Hopkins) anklages for at have skudt sin egen kone, der havde en affære. Den unge og ambitiøse hotshot-advokat Willy Beachum (Ryan Gosling) får tildelt sagen og tror, at det er en slam dunk. Alt peger i retningen af Crawford. Det viser sig dog, at han er mere udspekuleret end først antaget, for pludselig står politiet og mangler mordvåbenet, og uden det kan Crawford ikke dømmes. Beachum er nu i den situation, at han må vælge mellem at grave dybere i sagen, som ikke længere er lige til, eller at sigte mod sit nye job hos et succesfuldt advokatfirma, hvor bl.a. den smukke kollega Nikki Gardner (Rosamund Pike) kan hjælpe ham med at komme til tops – hvis ellers han er villig til at slække på sin moral. Snart er rollerne byttet om, og Beachum må sande, at Crawford er en uhyggeligt skruppelløs modstander, der ikke sådan lader sig slå ud.

Instruktøren Gregory Hoblit debuterede i 1996 med den veltænkte thriller “Primal Fear”, der blev Edward Nortons gennembrud. Der er mange lighedspunkter mellem “Primal Fear” og “Fracture” ud over det åbenlyse retsals-plot, men hvor den førstnævnte primært var centreret omkring retsalen, så lykkes det “Fracture” at lade det meste af spændingen foregå udenfor domslokalet.

I de to altafgørende hovedroller har Hoplit fundet et solidt match mellem Anthony Hopkins og Ryan Gosling, der begge går til den med stort engagement og synligt overskud. Det klæder Hopkins at prøve kræfter med en decideret skurkerolle, for selvom ikonet Hannibal Lecter spøger i krogene, så er Crawford anderledes sociopatisk i sit afskyvækkende overmod, der helt er drænet for enhver form for identifikation fra tilskuerens side. Hannibal kunne man ikke undgå at holde med i hans (overdrevne) intellektuelle vid og sylespidse sarkasme, men Crawford-karakteren er en uhyggelig menneskelig psykopat, der ikke påkalder sig nogen sympati.

Ryan Gosling har en ungdommelig charme, hvilken han formår at anvende til både det komiske – som når den selvsikre Beachum forsøger at begå sig blandt de rige, trods sin åbenlyse proletar-herkomst – og det seriøse og næsten intenst autoritære. Bedst er scenerne dog i filmens første halvdel, særligt det første møde mellem Beachum og Crawford, hvor de skarpe bemærkninger flyver som perfekt servede bolde gennem luften.

Plottet er måske nok en anelse ordinært, trods forsøget på at hive hovedkarakterens sjælekvaler ind i form af valget mellem ‘folket’ (den konkrete sag og de mennesker den har berørt) eller ‘pengene’ (de rige og succesfulde advokater, der lokker fra det store firma) – for Beachums vedkommende et spørgsmål om, hvor hans moral befinder sig. En konstruktion ikke ulig Keanu Reeves’ kvaler i “Djævelens advokat”, men her dog mere nede på jorden, trods enkelte kiksede forsøg på at indskyde en klæg morale om, at magt korrumperer.