Frit fald
Udgivet 27. apr 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Det tragiske ved folk, der går i hundene, er ofte ikke så meget det, at de selv går til grunde – hvor trist det i sig selv ellers måtte være – men lige så meget det forhold, at de som regel efterlader sig en enorm negativ arv til den næste generation, som må forsøge på at finde vej ud af den sørgelige skygge, der er kastet.
I de sidste mange år har Louise boet hos sine bedsteforældre, mens moderen har afsonet en længere fængselsdom. Louise har efterhånden fået skabt en nogenlunde normal teenagetilværelse og står på mange måder over for at skulle finde sin egen identitet nu, hvor det voksne liv så småt presser sig på med alle dets krav, omvæltninger og nye følelser. At være en møghamrende forvirret teenager er en del af hele overgangen, men i Louises tilfælde er der måske endnu mere grund end sædvanligt til at være usikker, og da moderen løslades fra fængslet, vækker det en overvældende nysgerrighed og en længsel hos den unge pige.
“Frit fald” er instrueret og skrevet af Heidi Maria Faisst, der tidligere har stået bag spillefilmen “Velsignelsen”. Hun har også skabt den fremragende kortfilm “Frederikke”, der var en del af børnefilms-pakken “Farlige film”, og som viste, at hun har en sjælden evne til at lade fortællinger udspille sig i børnehøjde. Det talent har hun taget med sig i “Frit fald”, hvor det ikke mindst er filmens følelse af autenticitet, der overbeviser. Man føler, at persongalleriet er fyldt af typer, man forholdsvist let kunne støde på i den virkelige verden, og det er ikke mindst den fornemmelse, der river én ind i fortællingen. Til gengæld kniber det med nogle af historiens mere plotdrevne sider, som fremstår en anelse uklare og umotiverede. Ikke mindst et overfald på en person hen imod slutningen er filmet lidt klodset, således at man faktisk i et stykke tid ikke er helt sikker på, hvem og hvad det sker for.
Det er i stedet i selve miljøbeskrivelsen, at filmen viser format, og med til den overbevisende tone er det forhold, at hele rollebesætningen er uhyre velspillende. Duperende er ikke mindst Frederikke Dahl Hansen, som til trods for sin unge alder virker komplet troværdig i hovedrollen.
Det er en barsk, usminket virkelighed, vi præsenteres for i “Frit fald”, og man fyldes ofte med væmmelse over begivenhederne, men samtidig også med et håb om, at den unge pige trods alt klarer sig gennem alle strabadserne og kommer ud på den anden side som et stærkere og klogere menneske. Alternativet ville næsten ikke være til at bære.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet