Game of Thrones – Sæson 3
Udgivet 25. mar 2014 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray






“Game of Thrones” giver mig åndenød. Ikke kun fordi den leverer uforudsigeligt, nerveflænsende drama i særklasse, men særligt fordi jeg frygter, at vi aldrig får en ordentlig afslutning på HBO’s gribende tv-saga. Hvorfor? Jo, ser du… Den prisslugende fantasy-føljeton tager udgangspunkt i George R.R. Martins hædrede romanserie på syv bind (de sidste to er endnu ikke udkommet), og sæson 3 er baseret på blot den første halvdel af Martins tredje bog. Ganske vist er seriens fanskare i rivende vækst, men kan man overhovedet forestille sig, at “Game of Thrones” kan overleve adskillige års eskalerende omkostninger forårsaget af stigende special effects-krav og skuespillere, som formentlig forlanger mere og mere lukrative kontrakter i takt med, at tv-seriens popularitet vokser?

Da denne 3. årgang begynder, er der stadig fuld gang i krigen mellem Westeros’ nordlige og sydlige folkefærd. Den ærefulde Stark-slægt kæmper mod den sleske, skruppelløse Lannister-familie, alt imens alskens klaner ser til fra sidelinjen og tumler med deres egne kattepiner og ambitioner. Vil du have et mere fyldestgørende handlingsreferat? Hvor mange timer har du til rådighed? Her er virkelig mange sideløbende historier og karakterer. Endda for mange, hvilket er min eneste større anke mod “Game of Thrones”: Persongalleriet er simpelthen så stort, at flere af de centrale skikkelser ofte har svært ved at bunde i mængden, og visse figurer (store såvel som små) forsvinder tilmed så længe, at man næsten mister tilknytningen til dem og (regelmæssigt) glemmer deres navne og forhistorier. Det er en rigtig god idé at have en notesblok ved hånden, mens man følger med.

I de første par sæsoner blev Jaime skildret som en nærmest narcissistisk nar. Jovist, han havde et lettere afvæbnende glimt i øjet, men med både ord og handlinger fik han sat blodet i kog hos publikum. Men adskilt fra sin tryghedszone og sine underdanige undersåtter begynder en anden Jaime at træde frem – en anderledes angrende, samvittighedsfuld mand. Vi indser, at han ikke er den ensidigt ondskabsfulde satan, vi måske troede, han var. Han er et menneske af kød og blod som alle os andre, der ligeledes har både forcer og brister. “Game of Thrones” er gudskelov blottet for endimensionale slyngler og helgenagtige helte. Alle har styrker eller skyggesider, der tiltrækker os – fordi vi ønsker at se dem sejre, eller fordi vi drømmer om en velfortjent afklapsning. Og så snart vi tror, at vi kender alt til en bestemt person, så tager han/hun en drejning på samme måde som Jaime. Held og lykke med at forudse manuskriptforfatternes mægtige twists!

Og, bevares, med sine overdådige billeder, kostumer, kulisser og effekter støber “Game of Thrones” et flot, forunderligt univers, man gladelig fortaber sig i, men det gør man først og fremmest, fordi man kan leve sig ind i alle de menneskelige konflikter bag facaden – brødre og søstre, der går til kamp for eller med hinanden; slagne sønner, der tørster efter deres fædres anerkendelse; syndere og bedragere, der ønsker tilgivelse; mænd og kvinder, der mærker hjemve, krige og kærlighedskvaler tære på sjælen… Det er stærke sager, og jeg håber for Guds skyld, at vi får lov til at nyde mange sæsoner endnu før den uundgåelige, vemodige afsked med en af kongerne i tv-historiens tronsal.

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Warner Bros. og HBO har været kloge nok til at fordele sæsonens ti afsnit over hele fem BD-skiver, hvorfor de ikke har været tvunget til at nedregulere billedkvaliteten for at kunne klemme adskillige afsnit ned på hver disk. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at “Game of Thrones” ser fuldkommen fantastisk ud i HD. Skarpheden er altid i top, og detaljerigdommen er forbløffende. Hvis man fryser billedet, kan man formentlig tælle alle snefnuggene på tøjet i de scener, der foregår nord for Westeros’ mægtige mur. Farverne er altid troværdige og appetitlige – lige fra de kølige nuancer, der præger Westeros’ snelandskaber, til de varmere farver i rigets solbeskinnede hovedstad, King’s Landing. Kontrasten er upåklagelig, jeg bemærkede ingen snavs eller edge-enhancement, mens mild banding forekommer så sjældent, at en topkarakter alligevel hives hjem.
Der findes ikke mange tv-serier, der lyder lige så godt som “Game of Thrones”, og udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor tager kegler. Serien har et virkelig gennemført lydunivers. Fjern fuglekvidder og småsnak får metropolen King’s Landing til at føles stor og levende, mens hyppige vindpust i alle kanaler konstant minder os om den bidende kulde i de iskolde, nordlige territorier osv. Lyden har en solid bund, og panoreringerne er simpelthen eksemplariske – når hestene rider forbi kameraet eller en pil bliver skudt mod linsen, kan man nærmest fornemme dyret og projektilet passere sofaen i hjemmebiografen, fordi lyden svæver så ubesværet og nøjagtigt fra højtaler til højtaler. Hver eneste replik kommer klokkeklart igennem, og rumklangen er altid lige i øj… øh, øret.

På disk 1 finder vi dokumentarerne “A Gathering Storm” (14 min.) og “New Characters” (10 min.). I den førstnævnte video opremser skuespillerne den foregående sæsons begivenheder (og personligt satte jeg stor pris på at få sæson 2 genopfrisket, før jeg gik i krig med sæson 3), mens den anden dokumentar – som titlen antyder – ser nærmere på de nye karakterer, som introduceres i føljetonens 3. årgang. På disk 4 finder man dokumentaren “The Rains of Castamere Unveiled” (47 min.), der møjsommeligt gennemgår skabelsen af sæsonens niende (og bedste) episode, der indeholder den blodige og allerede legendariske Red Wedding-sekvens. Undervejs får man også adgang til endnu flere korte videoklip omhandlende afsnittets produktion. Det hele er enormt interessant.
På disk 5 finder man endnu flere godter. “Roots of Westeros” er en interaktiv guide til Westeros-riget, som via billeder, tekst og videoer gør seeren klogere på seriens omfattende univers. Vælger man “Histories and Lore” på diskens menu, så får man adgang til en stribe korte videoer, hvori flere af “Game of Thrones”-karaktererne diskuterer nogle af de vigtigste begivenheder fra Westeros’ fiktive historie. Dokumentarerne “Inside the Wildlings” (7 mfin.) og “The Politics of Marriage” (9 min.) ser nærmere på hhv. karaktererne nord for muren og de mange bryllupper, der spiller en væsentlig rolle i seriens plot. På skiven finder man også i alt 15 minutters slettede/forlængede scener, som alle er seværdige (hvilket man ellers meget sjældent kan sige om slettede scener).

Der er tilmed blevet produceret en interaktiv episodeguide til hvert afsnit. Hvis man aktiverer guiden, så bliver man præsenteret for en masse informationer om bl.a. figurerne og stederne i de forskellige scener. Sejt. Desuden medfølger trailere og resumeer til samtlige afsnit. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.







Den 3. sæson af “Game of Thrones” er omtrent lige så fremragende som de to forrige (en anelse bedre end sæson 2, men ikke helt så helstøbt som sæson 1). Jeg ville dog ønske, at man havde turdet skrotte et par karakterer og sidehistorier, så seriens mest interessante figurer og handlingsforløb havde fået mere tid og plads til at ånde. Men hvert eneste afsnit bugner af bedårende billeder, glimrende skuespil og dragende drama drevet af fascinerende karakterer, man enten elsker eller elsker at hade, så jeg er trods alt godt tilfreds og glæder mig helt vildt til seriens kommende, fjerde sæson.
Hvert afsnit ser hamrende godt ud i HD, og lydkvaliteten er også helt i top. Desuden er her talløse timers velproduceret, dybdeborende ekstramateriale. Så selvom jeg måske ikke synes, at selve sæsonen fortjener topkarakter, så er udgivelsen som helhed så tæt på at være perfekt, at det ville være galimatias ikke at slynge seks stjerner efter den.
Se også: Filmz TV: “Game of Thrones”-interview med Nikolaj Coster-Waldau
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet