’When you play the game of thrones, you win or you die.' Sådan sagde en truende Cersei Lannister til Ned Stark helt tilbage Sæson 1.

Ramsay Bolton sagde i Sæson 3 til den torturerede Theon Greyjoy: ’If you think this has a happy ending, you haven’t been paying attention.'

De har lovet det fra begyndelsen: Det her ender ikke, som du tror.

Men hvordan slutter man så den største serie nogensinde?

Går man fuldt ud “Ringenes herre”, hvor den bedste, mest ærefulde og retmæssige arving – her Jon Snow – sidder på tronen, som Daenerys frivilligt har givet fra sig, mens alle gladeligt bøjer knæ for kongen?

Det havde været imod ånden i de 73 afsnit. En lykkelig slutning stemmer ikke overens med den stemning, som Westeros er gennemsyret af. Det her er ikke Middle-earth – og Jon Snow er ingen Aragorn.

Kongen vender ikke tilbage som i eventyrene. Heldigvis!

Men “Game of Thrones” er heller ikke 100 procent sortsyn. Selv om den retskafne Ned Stark mistede hovedet for mange år siden, så levede håbet videre sammen med Sansa og Arya.

Nogle vinder, nogle taber. Heldigvis.

Serie-afslutningen med titlen “The Iron Throne” dyrker den melankoli, som afsnit 5 efterlod mig med. ‘De gode’ vandt, men til hvilken pris?

Den gode blev den gale. Ingen er i tvivl. Selv om ingen vil sige det: Nu vil de igen dræbe den på tronen.

Det er historien, der gentager sig. Vi er tilbage til begyndelsen. Før begyndelsen. Helt forfra.

En gal regent. Et oprør. Det store spørgsmål om, hvem der skal sidde på jerntronen, hvis den ildglade Targaryen bliver fjernet.

Har vi intet lært af historien?

Det spørgsmål indkapsler nu “Game of Thrones”, der er en historie om historiefortælling.

I tiden før Sæson 1 var der The Mad King, forholdet mellem Rhaegar Targaryen og Lyanna Stark og forholdet mellem Lannister-tvillingerne.

Et Pandoras kongerige, der langsomt åbnede sig i det store politiske spil om tronen.

Det blev det ved med. Hele vejen igennem. Til vi fik svar på de store spørgsmål. Hvorfor dræbte Jaime den gale konge? Hvorfor læste Jon Arryn om Baratheon-husets hårfarver? Og hvem er Jon Snow egentlig?

Det fik vi svar på, imens “Game of Thrones”-historiebøgerne blev omskrevet sæson efter sæson.

Nye myter og historier er opstået. Nye hemmeligheder. Nu skal fremtiden skrives. Den historie vil blive genfortalt i et fremtidigt Westeros, hvor spillet om tronen utvivlsomt vil fortsætte.

Det er på en måde frustrerende, at vi ikke får den lykkelige, storladne og retfærdige “Ringenes herre”-slutning. Sådan helt afsluttet.

Hvor Aegon ligesom Aragorn accepterer sin skæbne.

På den anden side er det helt i ånden. De fremtidige myter i Westeros har fået nyt brændstof.

Slutningen hverken vandt eller døde, men fandt en mellemvej, der nok ikke kunne være anderledes.

’Når en Targaryen fødes, slår guderne plat og krone, og alle holder vejret.'

Sådan siger Varys til Jon, da The King of the North ankommer til Dragonstone før det sidste slag. 

Varys ved godt med Jon. Men nu tvivler han på Daenerys.

Igennem syv tidligere sæsoner har jeg ikke tvivlet på, hvad vej mønten landede med Dragemoderen. Hun er ikke sin modbydelige bror. Hun er ikke sin gale far.

Men her på næstsidste trin for “Game of Thrones” vælger de at ændre det. 

Hun ser ingen. Nægter at spise. Vil dræbe alle. Som i alle. Uanset hvor meget hendes hånd, Tyrion, forsøger at overbevise hende om andet. 

Det er med blandede følelser, at jeg er vidne til dette karakterskifte. 

Det kommer så pludseligt. Hun har altid før kunnet skelne mellem at være barmhjertig og nådesløs. Vidst hvornår det ene eller det andet var det rigtige.

Nu kommer det onde ud at det blå. 

Det forstærker en tendens her i de sidste par sæsoner. Efter HBO overhalede George R. R. Martins bøger.

Nu er der hurtige, dramatiske plot-twists fremfor lang karakterudvikling. 

Til gengæld virker det efter hensigten. Effekt over årsag. Det tænder en ild op, der heller ikke har hersket i Westeros i et par sæsoner. 

Nu aner jeg ikke længere, hvem jeg skal holde med.

Jeg var før så sikker i min sag. Jeg viftede med flag af ulve og drager og blev sur, når løvens logo blev luftet. 

Nu går jeg ind til næste uges sidste slag i tvivl. Er tronen virkelig det værd?

Det virker, som om Arya forstår mig. Hun vandrer selvsikkert mod The Red Keep. Hun har en remse af navne, der skal krydses af – én af dem sidder på tronen.

En halv time senere render hun forvildet og forvirret rundt i Kings Landing. Blod, støv og ild alle vegne. 

Det er ækelt at være vidne til. Som at se alt det, de kæmpede for i “The Long Night”, siden blive til aske omkring dem. 

Jeg har efterhånden lært med “Game of Thrones”, at det er svært at holde med nogen. Enten dør de, eller også viser de sider, jeg ikke skulle have set.

Efterhånden holder jeg mest med Varys. Han gør, hvad der er bedst for Westeros. 

Og måske er dragedronningen slet ikke det bedste? Gad vide, hvordan mønten lander.

’Never tell them who you really are'. Daenerys har aldrig bedt om noget før. Det gør hun nu. Jon må glemme sit ophav.

Det er den eneste måde, de kan være sammen på. Giv hende kronen, og tag selv Norden. Så får alle, hvad de vil have og kærlighed oven i.

Efter den store krig i “The Long Night”-afsnittet er vi nu tilbage i venteposition. Afsnit 4 er et ‘pause-afsnit’.

De levende sejrede over de døde, men nu venter den sidste krig. Kampen, vi har ventet på. Som seriens titel har lovet. Kampen om tronen.

Men “Game of Thrones” lader os selvfølgelig lige vente. Der er jo trods alt et par episoder tilbage.

Derfor står den i dette mellemkrigstids-afsnit på store etiske spørgsmål om kærlighed og ære. Og hvad slaget skal og må koste.

Og handler i store træk kun om alles nye yndlingspar, Jon og Daenerys.

Jon er jo egentlig den retmæssige konge, men det vil han ikke være. Burde han gøre det? Vil folket hellere have ham? Er han en bedre konge?

Hvad med Daenerys? Hun vil stadig have tronen, men det skal ikke gå ud over de civile. Eller bliver det nødt til det? Er det nødvendigt at lade dem brænde?

Det har været småt med politiske intriger i lange tider i Westeros. Men nu titter de frem igen.

Sådan forsætter dette afsnit med store spørgsmål om krigen, der kommer. Og de helt små, private.

Som The Hound, der kun kan blive glad af én ting. Var der nogen, der sagde Clegane-kamp?

Eller Jaime, der står splittet mellem had-kærlighedsforholdet til søster og en større blond kvinde.

Og bedst som jeg tror, at det bare bliver endnu et klassisk bla-bla-bla-afsnit, så minder Cersei mig lige om, at hun er klar til Jon, Dany og alle de andre.

Med mure og flåder, bemandet med kæmpe spydkanoner, står hun klar. Pludselig er dragekortet ikke lige så entydigt lig med sejr, som det var før. Det største slag venter.

For de fik relativt hurtigt overvundet The Night King, som gennem alle foregående sæsoner har været den største trussel, så vi kunne stå med denne forestående kamp mellem to krigeriske kamphøner. Med den noble kragekonge som en ekstra spiller.

Daenerys har bedt Jon. Nu beder jeg Daenerys og de resterende tronkæmpere.

Lad politik og krig gå hånd i hånd, Gør det nu så vildt, som I lover. I næste uge.

To rystende hænder rækker frem. To drageglasknive bliver resolut smækket i håndfladerne, og kameraet afslører hændernes ejermand. Sams ansigt – mere forskræmt end nogensinde før.

Sådan åbner det hidtil længste afsnit af Sæson 8. Og fra første sekund har det fat i mine følelser.

For ud over at være gennemsyret af nervøsitet som Sam, så har jeg stadig modet og håbet. Som alle de andre, der i den kolde nat står klar til at tage kampen op imod døden.

Og stort er det, da dothrakierne rider ud i natten med flammene sværd.

Indtil flammerne forsvinder og en lavine skyller mod Winterfell.

Det er ikke en lavine af sne.

Straks ændres ansigtsudtrykkene hos de før så modige helte. Nu er det alvor.

Efter to afsnit, der er gået med at vente, kommer det så som lovet. Det store slag. Slaget over dem alle.

Hele vejen gennem den store kamp om tronen har der været store slag. Som “Blackwater”, bastardernes kamp og “Hardhome”.

Det, som alle førnævnte slag har til fælles, er “Game of Thrones”.

Krig er ikke pænt. Krig er modbydeligt. Klamt. Ildelugtende. Grimt.

Det er ikke “Avengers”-pænt, hvor en hær af Chitauri bekæmpes i New York. Pænt orkestreret, hvor alle de gode med selvsikkerhed overvinder horderne.

Det her er noget andet. Det er “Game of Thrones”.

Nu er det grimmere end nogensinde før.

Jon Snow har før været ved at drukne i lig. Nu står han på en slagmark, mens de døde regner ned over de febrilsk kæmpende helte.

Jeg får nærmest kvalme. Jeg kan lugte døden komme.

’Fuck off! We can’t beat them,' nærmest skriger The Hound til Beric. Fuck. Han taler altid lige fra hjertet.

Så redder drageild dem for en stund.

Så svarer de døde tilbage. De er jo ikke mennesker. Der gælder ikke de samme regler som for os dødelige.

Sådan svinger slaget for liv og død. Et skridt frem, to tilbage.

Det er både totalt forløsende endelig at se det, som har været lovet siden allerførste afsnit for over otte år siden, men også fuldstændig nerveflossende at være vidne til.

Alle er bange. Alle kæmper med alt, hvad de har. Ikke “Avengers”-episk, men “Game of Thrones”-grimt-episk.

Og selv om iscenesættelsen af “Battle of the Bastards” stadig er urørlig – endda uden at involvere drager eller døde – så har denne endelig kamp imod den kolde død det største emotionelle kort i hånden.

Jeg har aldrig før i denne serie været så følelsesmæssigt knyttet til et slag.

Sam ligger på en bunke af lig og stikker samtidig de næste ned. Skrigende, som han aldrig har skreget før.

Indvendig skriger jeg sammen med Sam. Kæmp, kæmp, kæmp!

Et af de store selling points hos “Game of Thrones” har altid været realismen i en fantasyverden.

Alle kan dø. Altid. Hele tiden. Som det sker i virkeligheden.

Det samme gælder tiden. Den er realistisk.

Det glemte de i Sæson 7, hvor en ravn kunne flyve fra den nordlige side af muren til Dragonstone og hente en drage eller tre til hjælps på ingen tid.

Og folk kunne nå frem og tilbage, som det passede ind i historien.

Episode 2 handler også om tid. Og om at vente.

Jaime skal dog først lige med ind i heltefolden i Winterfell. Ligesom mange andre skulle det i Episode 1 af denne konklusions-sæson

Kingslayeren forsvarer det, han gør for familie og hus. Og siger så undskyld for de ting, han gør for kærlighed.

Videre. Han er jo god nok. Det ved vi alle efterhånden godt. Også dem inde i skærmen.

Så ankommer Tormund, Beric med flere til Winterfell. Dem vi sidst efterlod til at brænde et skrigende Night King-våbenskjold af.

Vi har til inden solen står op.

Så mødes Daenerys, Jon og alle de andre om bordet til en slagplan. Done.

Og så venter vi. I bedste “Game of Thrones”-stil.

For er der noget, som serien over alle serier er god til, så er det at få tiden til at gå med forholdvis ligegyldig snak og møder.

Som når The Hound sidder alene på muren og får besøg af Arya og konstaterer, at hun er stille. Hun har ændret sig.

Så lidt snak om, at han aldrig har kæmpet for andre end sig selv. Indtil nu. ’Jeg kæmpede da for dig, ikke?' siger The Hound.

Så træder Beric ind. Arya skrider. Der vil hun ikke tilbringe sin sidste tid.

Dette møde er ligesom mange andre scener i dette afsnit. Hyggelige, men ligegyldige.

Og alligevel ikke helt.

For “Game of Thrones” har gennem syv sæsoner lært mig karakterer at kende, som gør, at jeg føler stolthed og bliver lidt rørt.

Det sker denne gang, da Briennes øjne glinser over tre slag på skuldrene med et sværd og rejser sig som Ser Brienne of Tarth. Hun er ikke længere Lady.

Sådan går ventetiden i en lang nat for alle vores helte, der fordriver tiden med hyggelige, meget små øjeblikke, der nok i sidste ende skal vise sig at være ligegyldige. De ved jo alle, hvad der snart kommer.

Sådan er dette afsnit. Små øjeblikke i stor ligegyldighed.

Men så lyder der et horn i det fjerne… Tiden er kommet!

Fra første sekund kunne jeg mærke det. Det gav et sug i maven. Dun dun dundundundun, dundundundun. Det bliver stort!

Så er det nu. Nu skal vi have konklusionen på det største seriefænomen. Nogensinde.

Den følelse lod første times tid i Westeros mig ikke glemme.

Det til trods for at dette første afsnit af denne sidste sæson minder utroligt meget om første afsnit i alle andre af de syv foregående sæsoner.

For der er jo gået lang tid siden, vi fik nyt fra Westeros. Faktisk rekordlænge. Halvandet år.

Derfor står den på opdatering. Som sædvanlig.

Hvor er det nu, hvem er? Hvem er det nu, hvem er? Hvem kan lide hinanden? Vigtigere: Hvem kan ikke?

Det har faktisk aldrig været mere overskueligt end her i begyndelsen på enden.

For nu er alle stort set samlet. I hvert fald i to lejre. Og en tredje, hvis man tæller de onde og kolde med lidt længere nordpå.

Og aldrig har banen været mere overskueligt kridtet op.

Nu har vi de gode i Winterfell. Jon, Daenerys, Tyrion. Alle dem, som man skal holde med.

For dem er der kun én ting, der gælder i denne sæson: Kampen imod The Night King.

Men i Westeros kan ens personlige og politiske interesser som bekendt være vigtigere end dommedag.

Det sørger de udspekulerede sydlandske typer i King’s Landing for, at jeg ikke glemmer.

’Good', smiler altid modbydelige Cersei, da hun får nys om murens fald. Hendes interesser i Jerntronen vægter højere end kampen imod det onde.

Men uanset om man er i syd eller nord, så vil sæbeoperaen Westeros også lege med. Som altid.

I stedet for Catelyn Stark, der i allerførste afsnit tilbage i 2011, tog imod en blond dronning, står nu Sansa og tager imod en endnu mere blond en af slagsen. Med samme høflige gloser og foragt i øjnene.

Nærmest et flashback til begyndelsen. Det hele bindes sammen. Otte års seriehistorie.

Og begyndelsen på enden er som forventet.

En lille opdatering inden helvede kan bryde løs i Westeros endnu en gang. En sidste gang.

Og bedst som jeg troede, at der ikke kunne blinkes tilbage til allerførste afsnit igen, så er der et barn. Med isblå øjne.

Det bliver stort!