Et politisk skyggespil

Roman Polanski må siges at være blandt de instruktører, som har haft mest modgang i sit liv. Moderen blev dræbt i nazisternes koncentrationslejre, hans kone, Sharon Tate, blev i 1969 slået ihjel af psykopaten Charles Mansons disciple, og i flere årtier har den produktive instruktør haft en dom for voldtægt mod en mindreårig i USA hængende over hovedet, hvorfor han ikke har kunnet lave film i landet uden at risikere en fængselsstraf. Al denne modgang har givet Polanski en unik livserfaring, som har været udslagsgivende i forhold til hans virke som instruktør. Uanset om han har beskæftiget sig med krimier, psykologiske thrillere eller den absurde genre, er han blevet hædret verden over for sit filmiske geni, og netop derfor er der en vis vægt bag, når han i “Skyggen” mere end blot insinuerer, at Englands tidligere overhoved, Tony Blair, har ageret som USA’s krigsforbryderiske marionetdukke i forrige årtis såkaldte kampe mod terror.

Ewan McGregors unavngivne karakter bliver hyret til at skrive den tidligere engelske premierminister Adam Langs selvbiografi, eftersom den forrige skribent pludseligt døde under mystiske omstændigheder. Opgaven viser sig at være mere indviklet end som så, for udover at alt skal foregå pakket ind i uendelige lag af paranoide sikkerhedsforanstaltninger, må forfatteren også se sit eget liv blive endevendt af nysgerrige aktører i det storpolitiske spil, som Adam Lang er viklet ind i.

Krimigenren er ikke ny for Polanski, som i 1974 indspillede den hæderkronede “Chinatown” med Jack Nicholson i hovedrollen. “Skyggen” er ikke nær så vellykket, men lander alligevel solidt blandt andre spændingsfilm, der ligesom den selv nok ender i glemmebogen trods udmærkede historier og fin underholdningsværdi. Dele af filmen er skudt i lille Danmark, nærmere bestemt Rømø, og billedsproget lader til at være meget inspireret af nordiske stemninger med stilsikre jordfarver og lettere minimalistiske billeder.

I rollen som politikeren Adam Lang finder vi Pierce Brosnan, der på sine ældre dage er begyndt at påtage sig nogle mere interessante roller end tidligere – her ses der naturligvis bort fra “Mamma Mia!”. Den aura af flødebollethed, der gerne har været kendetegnende for Brosnan, er helt og aldeles forsvundet til fordel for et stærkt portræt af en presset politiker, der gennemgår indtil flere hårde kriser i løbet af filmens 123 minutter. Den samme ros skal Ewan McGregor ikke modtage i denne anmeldelse. Det ville være for hårdt at beskrive hans præstation som dårlig, men det er efterhånden svært at se bort fra, at McGregor har spillet den samme rolle i næsten samtlige film, han har været med i siden “Trainspotting” – den flotte, veltalende og høflige unge mand med skiftevis charmerende, skævt smil og bekymret, rynket pande. Nuvel, måske modtager han aldrig tilbud om andet, men i så fald ville det ikke være urimeligt at forvente enkelte definerende karaktertræk, som kunne adskille de mange roller.

Polanski manøvrerer stilsikkert gennem historien og føjer stille og roligt flere spor til konspirationsdramaet. På trods af filmens rolige fremdrift fornemmes en underspillet intensitet lurende under overfladen. Desværre når spændingen aldrig et forløsende klimaks – fingerneglene har fred i selv de afgørende slutsekvenser, og gennem hele filmen bliver mere end blot stolesædets forreste kant udnyttet. Den stille intensitet bidrager positivt til filmen, men uden et bragende klimaks – eller for den sags skyld et overraskende antiklimaks – skuffer “Skyggen” som genrefilm.

Som celeber kunstner har man et vist ansvar i en demokratisk virkelighed. Derfor er det også på tide, at en af de større instruktører endelig lever op til det ansvar og påtaler de forbrydelser, som er begået af den samlede, vestlige koalition under den ulovlige invasion af Irak. Polanski har aldrig været bange for at åbne munden gennem sine værker, men en politisk intervention i moderne politik er alligevel nyt fra hans side. Måske er det netop en pointe fra Polanskis side, at “Skyggen” undlader et stort, dramaturgisk klimaks og dermed fremstår mere virkelighedsnær i sin kritik, men filmen er nu engang placeret i krimigenrens ramme, og som sådan mangler den det sidste lille penselstrøg for at fuldføre billedet.

Video

Præsenteret i 2.45:1. De nordisk inspirerede farver står klart og flot, så de velkomponerede billeder kommer til deres ret. Skarpheden er udmærket, og der forekommer ingen edge-enhancement. Alt i alt er der kun et enkelt punkt, hvorpå transferet ikke klarer sig alt for godt, og det er i den svingende kontrast. Værre tilfælde er bestemt set før, men “fejlen” er stor nok til at trække ned i den samlede bedømmelse.

Audio

Dolby Digital 5.1 og DTS ES 6.1. Lyddesignet underbygger billedsiden med sin simpelhed. Baghøjtalerne bruges sparsomt og høres næsten kun i scenerne langs de danske strande, hvor vinden river i håret på de medvirkende. Dialogen fremstår tydelig og veldefineret på linie med det sparsomt brugte musik, der primært lader sig høre i fortællingens sidste halvdel.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder tre featuretter med interviews – en med filmens forfatter, Robert Harris, en med skuespillerne og en med Roman Polanski. De sidste to bringer ikke noget særligt på bane, mens den første til gengæld er ganske interessant. Robert Harris fortæller meget levende om sit arbejde med manuskriptet og Polanski, og man fornemmer, hvor meget arbejde og indlevelse, der er gået forud for filmen. Harris fremstår kompetent og på bølgelængde med den filminteresserede seer, og det er en dejligt anderledes oplevelse i forhold til Hollywoods sædvanlige ligegyldige interviews.

Et konventionelt skyggespil

Filmverdenens enfant terrible Roman Polanski skaber altid postyr om sin person, når han er klar med en ny film. Desværre fokuseres der efterhånden mere på en gammel pædofilianklage imod manden end dennes film. Dog kan den polske auteur stadig også formå at skabe opmærksomhed på det store lærred i biografmørkets ly. Senest med “Roman Polanskis Skyggen” – ja, sådan lyder den rædderlige danske oversættelse af originaltitlen “The Ghost Writer” – der indbragte den aldrende regissør prisen for bedste instruktion ved dette års Berlinale.

En britisk ghost writer – en forfatter, der skriver selvbiografier for andre – får tilbudt det lukrative hverv som forfatter på den tidligere britiske premierminister Adam Langs biografi. Den oprindelige skyggeforfatter døde på mystisk vis, og nu har den nye skygge – til trods for sin manglende interesse i politik – indvilget i at færdiggøre biografien på selvsamme skumle amerikanske ø, der blev forgængerens skæbne. Udover korte sessioner med den diabolsk charmerende Lang, så passes skyggen op af to andre skygger i Langs liv – den bestemte kone Ruth og den indtagende assistent Amelia. Skriblerierne vanskeliggøres imidlertid af anklager imod Lang om krigsforbrydelser i samarbejde med USA, da han var i sit embede. Samtidig begynder skyggen at finde indicier, der indikerer, at hans forgænger måske hverken døde ved et uheld eller egen hjælp.

Lad det være sagt med det samme: “Roman Polanskis Skyggen” er en skarptskåret skematisk, ja nærmest overtydelig konventionel thriller, og det på den dejligt klassiske facon. Vi får oplysninger nok til at gætte med, men først da sidste side vendes, indser vi tingenes rette sammenhæng, og hvem butleren egentlig er. Her er ingen hidsigt hektiske “Bourne”-klip til at simulere fart og spænding, og intet balstyrisk blæsende lydspor til at skabe drama. Her er kun det stilfærdigt snigende Polanski-touch, der via få enkle, men effektive greb kan skabe intens paranoia, der hjælpes godt på vej af filmens danske islæt – stemningsmættede Rømø, hvor dele af filmen er optaget.

Der lægges ellers fra land karikeret svagt, hvor genreparodi næsten løber over læben, da alt synes at være og fungere funktionelt fortænkt alene som en slave for plottet. Tåkrummende virker det, da skyggen ved et tilfælde kigger under en skuffe og sørme så finder afgørende og plotpirrende billeder, datoer, dokumenter og naturligvis et telefonnummer til en hemmelig hjælper – det føles for let og for kitsch. Bedre bliver det, da sporene ender som en blind vej, og paranoiaen alene bærer – her smager det en smule af Rosemary i telefonboksen.

Tydeligheden slipper desværre aldrig sit tag i fortællingen, og det virker særligt ærgerligt, at Polanski ikke har trodset romanforlægget, der har for travlt med at lægge sig op af virkelighedens tv-verden og virkelighedens Tony Blair med kone og tilhørende Irak-krig. En kone, der udgør filmens suverænt mest duperende karakter, og som i Olivia Williams’ skikkelse både er tragisk sårbar såvel som fatalistisk beregnende som skyggekvinden. Ewan McGregors skygge er som omdrejningspunkt en mere hul symbolsk størrelse som den politisk uinteresserede, der både som vælger, borger og skyggeforfatter ikke aktivt har fingeren på knappen eller navnet på bogen, men hvis andel eller skyld er lige så stor, hvad enten vi taler kommafejl eller krigsforbrydelser.