What the fuck! Det var den følelse, jeg havde forventet. Hvorfor? På grund af Pascal Laugier. Med “Martyrs” fra 2008 vendte og drejede han min mave og ikke mindst mit hoved. What the fuck?!

Samme følelse vil Laugier sætte mig i igen med “Ghostland”. Han vil igen forsøge at skabe en pandoras æske, der bliver ved med at åbne sig med wtf-momenter. Dog i form af en mere straight forward bøh-gyser.

Hvor han i 2008 bød på ekstrem voldelig, psykologisk spiritualitet, står den nu på en mere klassisk psykologisk gyser.

Mor og døtre arver en tantes landejendom, men galninge overfalder dem i deres hjem. Dog klarer de den, men kun den ene datter, Beth, slipper fysisk og psykisk væk fra hjemmet.

Mange år senere er søster Vera blevet sindssyg af overfaldet, og mor prøver desperat at hjælpe hende. Men what the fuck? Alt er måske ikke, hvad det ser ud til.

Pascal Laugier har endnu engang opdelt sin film i to. “Martyrs” startede som klamt, psykologisk gys og tog pludselig en spirituel drejning, der gjorde den fremragende.

Det samme forsøger han med “Ghostland”. Første del er god. Det er det psykologiske gys. Hvad sker der med Vera? Hvad sker der med huset? What. The. Fuck?

I anden halvdel bliver det psykologiske skubbet en til side. I stedet kommer slip-væk-gyseren. Hvor første del var skræmmende mystik, så er anden halvdel mere baseret på action-jumpscares.

Før var det mystikken om, hvorfor døren til kælderen stod åben. Nu er det et spørgsmål, om der står en galning midt i gangen. Bøh!

Dog er alle hoppe-gysene retfærdiggjort. Det er ikke bare en kat, der skræmmer heltene. Det er ikke billigt. Det er en reel trussel, der siger bøh. En trussel, som Laugier har etableret som klam og skræmmende.

Truslen er traditionel. Nærmest alt for traditionel. De to galninge er henholdsvis en mand i dametøj og langsom kæmpe med talefejl.

Ligesom Buffalo Bill og Leatherface. De har en fetisch for dukker, hvilket landhjemmet selvfølgelig er fuldt af. Og selvfølgelig kører de i en lastvogn fyldt med slik og hører klamt happy-go-lucky-musik.

Men Laugier kan ikke lade være med at vende og dreje en smule. De er ikke bare mordere. De er fuldstændig forskruede. Når kæmpen griber fat i en dukke og snuser til skridtet, så ved jeg, at det er fucked up. What the fuck?!

Den spirituelle dybere mening med mareridtet har Laugier dog lagt på hylden. Det er en skam. Det havde hævet niveauet. Det havde gjort den bedre end god.

I stedet er Laugier kun ude på at skræmme. Det gør han godt. Bedre end de fleste.

Men selv om mareridtet er skræmmende og forstyrret, så savner jeg det ekstra, som “Martyrs” havde.

Men selv om jeg havde håbet på flere udbrud, så fik Laugier mig alligevel til at sige det, som jeg havde håbet: What the fuck!?