Storbymennesker med forvirrende dagsorden

Instruktøren af “Carnage”, Roman Polanski, har altid haft store odds imod sig. Hans egen tilværelse har været lige til en spillefilm, og intet, han kan sætte på det store lærred, vil kunne overgå de skandaler og begivenheder, der har hersket i hans eget liv – ikke engang “Carnage”, der er en lettere holdningsløs satire over dannet adfærd, og som savner det bid, man forventer af en mand som Polanski, der burde have livserfaring og talent nok til at gøre næsten hvad som helst interessant.

Fire mennesker sidder i en lejlighed i Brooklyn. To ægtepar. De har hver især en søn, og disse er kommet op at slås, hvilket har resulteret i en flækket overlæbe og to ødelagte tænder hos det ene offer. Nu skal det diskuteres, hvad der skal gøres med de to drenge, og hvor skylden ligger. Hvad der starter som en civiliseret (om end forceret) samtale om, at der skal tales et alvorsord med den anklagede dreng, ender i løftede pegefingre mod hver enkelt person i rummet, og en heftig diskussion om opdragelse, ansvar, korrekt opførsel og ægteskab. Måske har de to børn gjort hinanden fortræd, men det skal snart vise sig, at de voksne ikke er meget bedre. I stedet for vold tyer de til voldsomme ord, men det gør bestemt ikke situationen mere kultiveret.

Det store højdepunkt i “Carnage” er uden tvivl Christoph Waltz (som sædvanligt, fristes man til at sige). I rollen som den nedladende og karrierefikserede Allan er han ganske enkelt fantastisk. Waltz har et eller andet med at sige sine replikker på den helt rigtige måde, og ord, der hos enhver anden ville virke almindelige eller måske endda overflødige, bliver i hans varetægt bidende og sommetider direkte festlige. Den mand er et fund for filmverdenen, så lad os håbe, at han bliver i mange, mange år endnu.

Det er tilmed også Waltz’ Allan, der modvilligt er filmens helt og sandsiger. For hvem skal vi ellers give denne titel? Jodie Fosters irriterende Penelope eller Kate Winslets fraudulente Nancy? Eller måske den lalleglade Michael, spillet med sædvanlig godmodighed af John C. Reilly? Hvor er det dog forresten dejligt at se Reilly i andet end de lalleglade komedier, han oftest bakser med. Men nej. Ingen af dem vækker nogen særlig sympati, og i mangel af bedre må vi sætte vores lid til Allan, der måske er besat af at tale i sin mobiltelefon, men i det mindste har overblik nok til at forstå, at der ikke er meget mening med hele denne suppedas.

Det påtrængende spørgsmål i “Carnage” er nemlig, hvad meningen egentlig er. Det virker, som om filmen har en vis pointe, men den kommer dog aldrig helt frem i lyset. Skal vi have sympati for nogen af disse fire hovedroller, eller er de bare omvandrende parodier, der skal få os til at væmmes over det moderne liv og hulheden i den civiliserede opførsel, som filmen flere gange henviser til? Eller måske eksisterer “Carnage” udelukkende for at få os til at vende blikket indad og se, hvordan vi forholder os til hinanden? Det er, som om filmen vil lidt af det hele, og derfor finder den aldrig fast fodfæste. Derimod skaber filmen en del forvirring omkring sin egen dagsorden, og tilbage sidder et uforløst publikum, der ikke har fået tilfredsstillende svar på spørgsmål, der kun er antydet.