Godzilla (2014)
Udgivet 14. maj 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
At kende egne svagheder siges at være en styrke. Det gør nok en omgang “Godzilla”. Filmens svaghed er ligegyldige skabelonmennesker, der klogeligt gøres til tilskuere for et af de mest imponerende filmmonstre, jeg har set. Brøl for et bæst, som overlegent dominerer en film, der befriende simpelt kan reduceres til: Grumt monster vs. klamt monster.
Den plade har kørt i hak på blockbuster-afspilleren i årtier, og er lige så forudsigelig, som Godzilla er stor. Dét ved filmen. Derfor er det heldigt, at det ikke er menneskene, som filmen er interesseret i. Det er Godzilla heller ikke. Den har rigeligt at gøre med at smadre løs på et kæmpeklamt flagemuse-tentakelmonster. En monsterkamp, der er lige så fed, men slet ikke så ironisk og fuld af effekter for sjov som sidste sommers ‘robot vs. monster’-brag i “Pacific Rim”. Nej, “Godzilla” mener det: Dén flagemuse-tentakel skal dø. Dét er alvor.
En pudsig, fin ting ved filmen er, at den faktisk ikke er en genindspilning, men derimod en art efterfølger til den japanske original, der hele tiden respektfuldt rumsterer som referenceramme i periferien af fortællingen. Godzilla har vist sig før, men det har verden glemt og derfor fortsat med at presse naturen, som om intet – Godzilla – var hændt. Det giver en dejligt nostalgisk tyngde. Det, tyngde, er der også i effekterierne. Stofligheden er helt rigtig på CGI-monstrene. Det føles overbevisende, når en bygning pløjes i grus – det er ikke kunstigt plastik. Gid man kunne sige det samme om “Kick-Ass”-skuespilleren Aaron Taylor-Johnsons nye, mærkelige steroidekrop, der er lige så naturlig, som hans præstation er som søn, mand og bombeekspert.
“Godzilla” har en del menneskelige svagheder, men primært masser af monsterstyrke. Det er monstrenes film – vi andre må pænt kigge på, imens en storby med skyskrabere reduceres til et apokalyptisk dukkehus i sammenligning med de brutalt smukke og grumme monstre, som anser menneskeracen for ubetydelige skadedyr i denne omgang monsterlige monster vs. monster.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet