Monster vs. monster er monsterlig

At kende egne svagheder siges at være en styrke. Det gør nok en omgang “Godzilla”. Filmens svaghed er ligegyldige skabelonmennesker, der klogeligt gøres til tilskuere for et af de mest imponerende filmmonstre, jeg har set. Brøl for et bæst, som overlegent dominerer en film, der befriende simpelt kan reduceres til: Grumt monster vs. klamt monster.

Hele den velkendte monsterfilmsplade spilles ellers fuld, men det gøres hurtigt, nærmest proforma. Bryan Cranstons amerikanske forsker, der, af fanrespekt for den japanske original fra 1954, er placeret i Japan, mister indledende sin kone i en mysti-fystisk atomanlægsulykke. Igennem 15 år søger han konspiratoriske svar med en øjenrullende soldatersøn på sidelinjen, der plotheldigt er bombeekspert og kernefamiliesundt gift med en sygeplejerske. Pladen er altså helt fuld og spændende som banko: Konspirationsfar jagter sandheden om et underjordisk uranmonster, patriotsønnike kæmper for den dumstædige militærledelse imod monstret, da det viser dig, og endelig spiller søde, søde Elisabeth Olsen bekymret kone med øjne som et forsvarsløst dådyr. Bare dog ikke monstertruslen kommer til storbyen, hvor hun bor…

Den plade har kørt i hak på blockbuster-afspilleren i årtier, og er lige så forudsigelig, som Godzilla er stor. Dét ved filmen. Derfor er det heldigt, at det ikke er menneskene, som filmen er interesseret i. Det er Godzilla heller ikke. Den har rigeligt at gøre med at smadre løs på et kæmpeklamt flagemuse-tentakelmonster. En monsterkamp, der er lige så fed, men slet ikke så ironisk og fuld af effekter for sjov som sidste sommers ‘robot vs. monster’-brag i “Pacific Rim”. Nej, “Godzilla” mener det: Dén flagemuse-tentakel skal dø. Dét er alvor.

Den alvorlige stemning mærkes mest markant på den grå-mørke lyssætning, der følger monstrene, hvad enten de er i Japan eller USA. De er nærmest sorttegnede silhuetter, der hele tiden truer eller har truet i den apokalyptiske forfaldsverden, vi her præsenteres for, hvor atomenergi og menneskeligt hovmod selv har bedt om, at naturen nu svarer tilbage i monster style. Sjældent ser vi disse naturens bæster i fuld figur, men derimod kommer vi med militæret for sent til deres hærgen eller ser en kampvognsstor Godzillafod fra børnepespektiv i skolebussen. Dette ‘mindre er mere’-greb varmer effektivt og lokkende op til den store finale med de store naturkræfter, et Rumble in the City.

En pudsig, fin ting ved filmen er, at den faktisk ikke er en genindspilning, men derimod en art efterfølger til den japanske original, der hele tiden respektfuldt rumsterer som referenceramme i periferien af fortællingen. Godzilla har vist sig før, men det har verden glemt og derfor fortsat med at presse naturen, som om intet – Godzilla – var hændt. Det giver en dejligt nostalgisk tyngde. Det, tyngde, er der også i effekterierne. Stofligheden er helt rigtig på CGI-monstrene. Det føles overbevisende, når en bygning pløjes i grus – det er ikke kunstigt plastik. Gid man kunne sige det samme om “Kick-Ass”-skuespilleren Aaron Taylor-Johnsons nye, mærkelige steroidekrop, der er lige så naturlig, som hans præstation er som søn, mand og bombeekspert.