Han har været hårdt ramt af coronakrisen. Først blev Tom Hanks indlagt med covid-19, senere blev drømmeprojektet – krigsfilmen “Greyhound” – pillet af plakaten, da biograferne lukkede.

Og “Greyhound” havde bestemt pyntet på biografernes program, men der er den ikke at finde – nu kan den i stedet streames som en Original hos Apple TV+, der har betalt sådan cirka 500 millioner kroner til Sony.

Det har Hanks offentligt ærgret sig over – “Greyhound” er tænkt til biografen. Sådan har Hanks skrevet den, sådan har han spillet den.

“Greyhound” er ellers ikke en klassisk stor krigsfilm – vi er langt fra “Saving Private Ryan”.

Det er nærmere en nervepirrende suspense-thriller, på åbent hav. Tænk “Jaws”, hvor hajen er erstattet af tyske ubåde – “Dødens ubåd”.

På den måde er “Greyhound” spejlbilledet til “Das Boot”, hvor blikket var hos de tyske ubådsfolk dybt under Atlanterhavet.

Denne gang er havblikket hos de amerikanske søfolk om bord destroyeren med titlens kaldenavn. Den grå vagthund skal beskytte en krydsende konvoj imod nazisternes ulve, ubådene.

Hverken mere eller mindre er der i “Greyhound”. Det er intens jagt på ubåde på åbent hav anført af en kaptajn så god som Tom Hanks – han afslutter telegrambeskeder med et tak, maden indtages først efter et amen – hvis der da ellers er tid til mad!

Det er der ikke i “Greyhound”, som er en komprimeret oplevelse fordelt over de dage, der udgør vagthundens vagt over konvojen.

For der er konstant et kobbel naziulve på færde, hvilket effektfuldt understreges af et hylende sonar-lydspor, mens torpedoerne hvisler om både for- og bagbord.

Presset er stort og dilemmaerne mange – redde venner i vandet eller forhindre et nyt angreb?

Der er ikke meget tid til overvejelser eller at lære mange af besætningsmedlemmerne at kende på den korte spilletid, der primært består af ordre og angreb.

Det intense format klæder Tom Hanks, som for længe har hængt fast i 1990’ernes helstøbte historiefortælling. “Greyhound” er én historie – ikke Historien.

Men bestemt en amerikansk historie. Om eneren, der gør en (lykkelig) forskel, hvorimod ubåds-broren “Das Boot” aldrig fandt meningen i 2. verdenskrig, mens den hyldede hele besætningen – det brogede mandskab.

Meningen med coronakrisen er også svær at finde. Selv gode enere som Tom Hanks bliver ramt – og gode biograffilm bliver henvist til TV+.