Grønne Hjerter
Udgivet 26. apr 2006 | Af: Benway | Set i biografen






De tre overnævnte eksempler er selvfølgelig alle typiske og temmelig udslidte historier der alligevel bruges ustandseligt. Hvis man skal slippe af sted med at bruge en af skabelonerne, kræves det at man smider et eller andet element ind, vi ikke har set før, eller alternativt, at der er særdeles charmende skuespillere eller flotte billeder til at distrahere fra banaliteterne.

De tre personer der er omdrejningspunkterne i historien er trussetyven Epo (Hassan Preisler), den viljesvage Dingo (Stanislav Sevcik) og den fornuftige Farfar (David Rousing). De er alle grønne bude i det indre København, alle omkring 30 år og ikke helt så voksne som de burde være. Tværtimod holder de fast ved deres sorgløse liv: At drikke, score naive kvinder og fiske i bar røv. Farfar står foran at skulle giftes med Helle (Christine Albeck Børge), som ivrigt planlægger deres kommende bryllup.

Undervejs bliver handlingen afbrudt af nogle underligt påklistrede sekvenser med særdeles anmassende musik, hvis tekst har en irriterende tendens til at skærer plottet ud i pap i stedet for at løfte det. Skuespillet er af stærkt svingende karakter, dog har Christine Albeck Børge nogle virkeligt fine øjeblikke – særligt en konfrontationsscene med hendes kommende husbond, som formodentlig er filmens stærkeste scene og desværre en af de få rigtigt vellykkede. Derudover suppleres rollelisten bl.a. af Gry Bays kronisk liderlige figur, der om ikke andet tjener til at fastholde hendes image.







“Grønne Hjerter” er overraskende lidt sjov i betragtning af emnet. Man skulle da i det mindste tro at de meget lidt maskuline grønne cykeldragter kunne bruges mere effektivt. Historien er en tyndbenet affære, hvor klichéerne står i kø. Det hjælper ikke at personerne er så flade og usympatiske at det er svært at interessere sig for deres skæbne. De tre hovedpersoners udvikling til voksne mennesker er ligeledes ikke bevægende, eftersom den ikke er motiveret af en større ansvarsbevidsthed eller en erkendelse af at de har handlet forkert, men udelukkende af at deres egne behov er blevet anderledes.
Til trods for de gode intentioner, så er “Grønne Hjerter” desværre ikke blevet en god film. Der mangler slet og ret kød på historien og komik i hjulene. Det her er uheldigvis en særdeles flad punktering.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet