Usjov bølgegang

Når man nu ved, hvor mange talentfulde mennesker i filmlandskabet, der kæmper for at få chancen til at lave film, og som har nogle glimrende ideer at byde ind med, så er det lidt surrealistisk at se Hollywood atter og atter propper millioner af dollars ind i det ene mere dødssyge manuskript efter det andet.

Nyeste eksempel på det er “Drengerøve”. Filmens manuskript – som er skrevet af Adam Sandler – her været på vej til lærredet i over ti år, hvilket man godt kan undre sig over, når man ser resultatet, for der er end ikke sporet af en original tanke. Spørgsmålet er ikke, hvorfor det ikke er blevet filmatiseret for længst, men derimod hvorfor det overhovedet er blevet filmatiseret i det hele taget?

Filmen handler om en gruppe midaldrende mænd, der alle har det tilfælles, at deres barndomstræner netop er død, og de beslutter sig derfor for at mødes igen med familierne for at genopleve de gamle dage for en stund. Handlingen centrerer sig om Sandler selv, der spiller rollen som rig Hollywoodproducer og øjensynligt er den person, som det er meningen, vi skal identificere os med, men det er temmelig vanskeligt, når han behandler alle andre så umådeligt nedladende. Han har en ide om, at en weekend på landet kan få ungerne til at holde op med at være sådan nogle ”forkælede møgunger”, men som det lidet charmerende udtryk antyder, trænger han langt mere til en tur over knæet end børnene nogensinde har gjort.

Sandlers figur er gift med Salma Hayek, der er modedesigner og står over for at skulle fremvise sin nye kollektion i Milano, men som alligevel beslutter sig for at droppe det og blive ved familien. For som hun siger, er det jo bare ”endnu et modeshow.” Jeg er ret sikker på, at hvis Karl Lagerfeld havde en lignende indstilling, så var han for længst en færdig mand i branchen. Med på holdet er også Kevin James, som spiller en umiddelbart succesfuld forretningsmand, samt hans kone spillet af Maria Bello, der ellers burde være en alt for god skuespillerinde til at være med i så ringe en film. Chris Rock er en lettere fimset og underkuet husbond, og Rob Schneider er en lille mandsling med sjovt hår og en usædvanlig smag for ældre kvinder.

Niveauet for humoren er lavt, og når jeg skriver lavt, så mener jeg virkelig lavt. Kager smides i hovedet på folk, en person falder med ansigtet først i en lort ikke én men to gange, voksne mænd pisser i poolen, og brystmælk sprøjtes i hovedet på uheldige individer. Selv “Far til fire”-filmene fremstår helt modne i det her selskab. Endnu mere belastende er dog den ondskabsfulde tone, der lurer gennem filmen. Tykke, gamle, skaldede, grimme – alle typer, der ikke passer ind i standardskabelonen, bliver der gjort nar af. Hvis ikke filmen var så inderligt ligegyldig, kunne man næsten tro, at den var et stykke nazi-propaganda.