Syngende terror

Halvvejs gennem “Hannah Montana – Filmen” fik jeg det pludselige indfald, at det hele var en eller anden LSD-påvirkets syge mareridt. Det er selvfølgelig ikke det, filmen skal forestille at være, men på en eller anden bizar måde ville det hele give betydelig mere mening.

Som det er, er filmen en underlig størrelse. Den er en så rendyrket Disney-film af en så gennemført forlorenhed, at den nærmest ligner en slags parodi på genren og synes at eksistere fuldstændig i sit eget sære “My Little Pony”-agtige univers. Filmen er selvfølgelig heller ikke beregnet til sådan en som undertegnede. Den er tiltænkt de småpiger, som trofast ser Hannah Montana-serien i fjernsynet, spiller Hannah Montana-spil på deres Nintendo Wii og læser Hannah Montana-bøger i skæret af deres lilla Hannah Montana-lampe.

Historien er en slags krydsning mellem en superheltefilm og “High School Musical”. Den følger pigen Miley, der lever et dobbeltliv som almindelig teenager om dagen, men som bliver til popstjernen Hannah Montana om natten. Hendes virkelige identitet er hemmelig, hvilket ikke mindst er mirakuløst i betragtning af, at hendes kostume blot består af en blond paryk, som af uransagelige årsager åbenbart er nok til, at hun ikke bliver genkendt. Superman skiftede i det mindste personlighed, når han blev Clark Kent. Hannah og Miley opfører sig derimod fuldstændig ens.

Den splittede pige er imidlertid blevet lidt af en selvtilfreds Paris Hilton-type, så for at få lidt familieværdier banket ind i knolden på hende igen, tager hendes far hende tilbage til hjembyen, hvor det simple countryliv skal lære hende noget om beskedenhed, sammenhold, værdien af hårdt arbejde og den slags. Filmens handling er kort sagt en af de sædvanlige travere, som man støder på med jævne mellemrum. Senest så vi præcis den samme skabelon i “Wild Child”, som dog alligevel var en betydelig mere helstøbt oplevelse end denne.

Billy Ray Cyrus (ham med slageren “Achy Breaky Heart”) spiller faderen, og hans rigtige datter udfylder hovedrollen som Miley, om end hun leverer mere energi end ligefrem talent til rollen. Musikken fylder meget i historien, der mest føles som en rammefortælling, som blot skal tjene til at give hovedpersonerne anledning til at synge. Det ville såmænd også være til at leve med, hvis ikke sangene var så gennemført rædselsfulde, som de er, og på trods af mængden er der ikke en eneste mindeværdig melodi i skramlekassen.