Hardcore
Udgivet 13. apr 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
”Henry ind i landskabet, han bukker takker og går ud igen,” og sådan fortsætter det. Per Højholts digt fra 1968 lærer os ikke så meget om Henry, men lader ham vælte rundt på siderne i sprogbevidste krøller. “Hardcore” skyder på samme måde en mand ved navn Henry lige ind i billedet, men hvor Højholts systemdigt slutter uden varsel, er filmen nødt til at binde en historie sammen og forklare sammenhængen. Desværre bliver Film-Henrys tur rundt i landskab, galskab og våbenskab aldrig til mere end sit stilbevidste computerspilsudtryk.
Den abrupte opvågnen i et laboratorium er som taget ud af et 3D-skydespil. Man bydes velkommen til verden, får testet sine evner og flygter over hals og hoved, da spillets boss bryder ind og bortfører den pæne lægedame. Man er alene og hårdt såret og helt på røven, da en hjælper dukker op ud af ingenting, lover at fortælle alt og giver det næste checkpoint samt et par store håndvåben. “Hardcore” lever som sådan op til alt, hvad computerspilbranchen har enorm succes med at levere. Men der er et lille minus: man kan ikke spille med.
Der kan være en slags metaleg i dumheden og det overfladiske, men den forsvinder, når “Hardcore” ikke kan lade være at tage sig selv seriøst. Den oprindelige treminutters musikvideo kunne smadre rundt i anarkistisk leg, mens det virker, som om overgangen til spillefilm betyder tung, tung strygermusik og overkompliceret verdensherredømmeplot. Indlevelsen skal tvinges ind, og det samme skal humoren via Sharlto Copley, der her har fundet et godt projekt til sin lidt maniske stil.
P.O.V er en sjov ide, men det bliver også en smule anstrengt i længden. Jeg følte mig hensat til de der 3D-film, der var populære i halvfemserne, hvor en tur i en minevogn eller livet som hockeypuck blev underbygget af rystende sæder. De vidste, at effekten røg efter en 10-minutter, og når “Hardcore” overser det, er det et problem, at historien ikke er bedre. Vi har for længst kunnet hæve gøbben i “Half-life”, “Dishonoured” eller “Bioshocks” brillant udtænkte universer, så hvorfor nøjes med at se nogle andre spille “Doom”?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet