En britisk Charles Bronson

Selvtægtsfilm er der nok af. Genren er sandsynligvis primært udsprunget af to ting, nemlig det amerikanske ideal om, at enhver har lov til at forsvare sig selv – og dermed naturligvis bære våben – samt den rodfæstede amerikanske myte om den selvstændige mand, som kan sætte orden i kaos, uanset hvor stor en opgave det så måtte være. Ikke desto mindre handler denne anmeldelse om en britisk selvtægtsfilm, nemlig “Harry Brown” med den altid solide Michael Caine i titelrollen.

Den aldrende eks-marinesoldat Harry Brown lever et ensomt liv i en forstadsghetto i England. Han kone ligger døende på hospitalet, og hans eneste ven, Lenny, er en forskræmt pensionist, som frygter livet uden for sin bolig. Da Harrys kone dør på hospitalet, bryder hans verden sammen, og for at føje spot til skade omkommer også Lenny i et forsøg på at komme nogle af kvarterets bøller til livs. Således kastes Harry mere eller mindre ufrivilligt ud i en kamp mod de utilpassede unge, som gør kvarteret livsfarligt at bo i.

På trods af, at hovedpersonen i denne film er pensioneret soldat ligesom i næsten alle andre selvtægtsfilm, adskiller “Harry Brown” sig fra mængden. Først og fremmest er Harry en gammel mand og kan altså hverken sidestilles med Stallone, Seagal eller Willis. Han nyder ikke kampen, og han kaster ikke om sig med flade replikker – det handler om overlevelse og hævn, og det gør ondt. Michael Caine er som altid god, og han bakkes op af en række skuespillere, der udfylder deres roller fantastisk godt. De mange bøller i filmen undgår de værste klichéer og rammer en attitude og mimik, der tilføjer filmen et meget realistisk præg.

“Harry Brown” er først og fremmest utroligt flot fortalt. En stor del af historien folder sig ud gennem yderst kompetent kameraarbejde. I filmens første kvarter spiller billederne en stor rolle i forhold til at etablere Harrys ensomhed og undertrykte frustration. Billederne ledsages af et fedt lyddesign, som ligeledes bidrager flot til fortællingen. Der er ofte stilhed omkring Harry, men konstant høres trafikken og sirenerne uden for hans lejlighed. Der opbygges således en stemningsmættet intensitet, som langsomt bygger op, mens Harrys latente aggressivitet kommer til udtryk.

Det er nærliggende at stille spørgsmålstegn ved, hvor plausibelt det egentlig er, at en ca. 70-årig går på vendetta mod en ungdomsbande. Realisme er selvfølgelig en sjældenhed i Hollywoods selvtægtsfilm, hvor the good guys sjældent behøver en overbevisende grund til at starte en enmandshær, men den britiske “Harry Brown” lægger med sin socialrealistiske stil op til en historie med lidt mere kød på. Og den leverer. For det virker faktisk som det rigtige valg, når Harry endelig spænder selen og stikker en pistol i bukselinningen.

Det meste af filmen holdes en fantastisk, men subtil intensitet. Noget af denne går desværre en anelse fløjten, da Harry går på togt. Der prikkes hul på frustrationsballonen, og det går ud over filmens overbevisende, trykkende stemning. Det er heldigvis en mindre detalje, som ikke får bugt med en ellers virkelig god film, der absolut fortjener lidt mere opmærksomhed, end den har fået.

Video

Præsenteret i 2.35:1. “Harry Brown” er sandsynligvis ikke nogen nem film at digitalisere. Film, hvis billedside er lige så mørk som dennes, lider ofte af hårde overgange i skyggerne og digital støj, men det er bestemt ikke tilfældet på denne dvd. Der forekommer så godt som intet støj – ud over analoge filmgryn, naturligvis – og kontrasten er meget stabil. Filmens triste farvespektrum gengives glimrende, og der forekommer hverken udtværing eller edge-enhancement. Kun skarpheden kunne være en anelse bedre.

Audio

DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1. Lydsiden er en vigtig medspiller i “Harry Brown”. Konstant høres det barske kvarter, som i et flot udnyttet surroundspor omgiver seeren med den dystopiske meningsløshed, der præger hovedpersonens ensomme hverdag. Det er sjældent, at film med så stærke socialrealistiske præg forstår at bruge lyd som historiefremdrivende element, men det lykkes fantastisk godt i denne film, som desuden byder på et velklingende soundtrack.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på dvd’en.

Når vold bliver det rimelige svar

”Jeg tror ikke, hun ved, om jeg er der længere,” siger den aldrende Harry Brown om sin døende kone, der henslæber den sidste rest af sit liv på det lokale hospital. I det hele taget lader det også til at være den bedste strategi for aldrende pensionister – at leve så ubemærket som muligt i den socialt belastede ghetto, som de bor i.

Snart er Harry enkemand og må leve sin ensomme tilværelse i de trøstesløse omgivelser, hvor tilfældigt forbipasserende overfaldes for sjov, og hvor stoffer sælges ganske åbenlyst. Det er en sørgelig tilstand for den tidligere marinesoldat. Endnu værre er det imidlertid for hans ven Leonard, hvis liv er reduceret til den rene rædsel pga. de lokale bøller, der ustandseligt chikanerer ham på groveste vis. Politiet kan ikke hjælpe, og en dag bliver det for meget for Leonard. Mod den fredssøgende Harrys ønske beslutter han at slå tilbage. Meddelelsen om Leonards livs brutale ende melder sig snart.

Fra da af begynder tingene for alvor at ændre sig, og en af de største fornøjelser ved “Harry Brown” består i at se, hvor subtilt den uforlignelige Michael Caine lader den hengemte personlighed springe frem. I begyndelsen af filmen ligner Harry en mere trist udgave af de fredelige ældre herrer, som Caine har spillet i “The Prestige” eller “Æblemostreglementet”, men som handlingen udvikler sig, begynder hans attitude langsomt at ændre sig, og vi genkender træk fra de hårde negle fra film som “Get Carter” og “Lynaktion Ipcress”.

“Harry Brown” kan da også beskrives som en slags pendant til selvtægtsdramaer såsom “Gran Torino” og “En mand ser rødt”, hvori aldrende actionstjerner må vågne op til dåd, men i modsætning til mange af disse så er de gerninger, han udfører, ikke aldersstridige. Selvom Harry viser sig at være en særdeles handlekraftig herre, så er det mere i kraft af sin kløgt og koldblodighed, at han er i stand til at overliste skurkene.

Tidligere selvtægtsfilm – ikke mindst dem af “En mand se rødt”-slagsen – efterlader tit en dårlig smag i munden takket være deres forsimplede verdensbillede, og en anelse af den bismag følger til dels også “Harry Brown”. Skurkene er ganske endimensionelle, og det er svært ikke at være enig med den gode Harry i, at verden ville være et bedre sted med dem fjernet. Samtidig viser den dog også deres gerninger som noget, der mere er symptomer på en fejlslagen udvikling end en inkarneret ondskab. Filmens problemstillinger er beklageligvis kun alt for velkendte fra ghettoblokkene herhjemme, hvor pensionister uden midler til at flytte er spærret inde i områder, der plages af vold og overfald.