Karatehug og cocktailkjoler

Det er ikke mere end et lille halvt år siden, at virusthrilleren “Contagion” havde premiere, men allerede nu er hyperproduktive Steven Soderbergh klar med endnu en film, “Haywire”, den 25. fra instruktørens hånd siden debuten “Sex, løgn og video” i 1989. “Haywire” leverer veldoseret action uden det store omsvøb, og filmens slagkraftige, kvindelige hovedrolleindehaver, Gina Carano, slår på tæven så englene synger.

I filmens første scene ankommer Mallory Kane (kampsportsmesteren Gina Carano) alene til en diner et sted i staten New York. Få øjeblikke senere træder en mand ind. ”Lort,” mumler hun for sig selv. Aaron (Channing Tatum), som er mandens navn, tager plads i hendes bås og forsøger at overtale hende til at komme med sig. Uden held. Sekundet efter kyler han en kopfuld skoldhed kaffe i fjæset på hende og knuser derefter koppen mod hendes hoved! Mallory overmander Aaron i en heftig slåskamp og brækker afslutningsvis hans ene arm, inden hun flygter i bil sammen med en tilfældig gæst fra dineren.

I bilen forklarer Mallory baggrunden for den voldsomme episode. Hun er hemmelig agent, og det samme er Aaron med den nu brækkede arm. De arbejder ikke for staten, men er hyret af et privat bureau, ledet af den såkaldte Kenneth (Ewan McGregor). Senest har Kenneth sendt Mallory på en mission i Dublin, hvor hendes opgave blot var at udgive sig for at være gift med den britiske agent Paul (Michael Fassbender). Men da Paul forsøger at slå hende ihjel, forstår Mallory, at hun ikke længere kan vide sig sikker på noget eller nogen, og så går den vilde jagt/flugt for alle involverede parter.

Gavtyvcharmen fra især Soderberghs “Oceans”-film fornægter sig ikke i “Haywire”. Bag det uendelige og dødelige dobbeltspil, som er de privathyrede agenters hverdag, fornemmer man instruktørens næsten legesyge tilgang til historien og dens karakterer. Der er smil på læben, når Antonio Banderas pulser cigar og stryger fingrene igennem fuldskægget – en verdensmand klædt i hør, der trækker i alle trådene. Allestedsnærværende Michael Fassbender er skøn i rollen som den nederdrægtige, men forbandet lækre dobbeltagent Paul. Her er det ikke så meget den sunde, æblekindede kampsportspige Gina Carano, som det er filmens mænd, der er sexobjekter. Det er da også Fassbenders sixpack og den rigeligt veltrænede Channing Tatums åbne bæltespænde kameraet fokuserer på. Hvilken skøn afveksling!

Vanen tro hos Soderbergh er listen af ikke bare stjerneskuespillere, men også dygtige skuespillere, imponerende i “Haywire”. Banderas, McGregor, Fassbender, Bill Paxton, Michael Douglas og sågar franske Mathieu Kassovitz er alle at finde i både større og mindre roller. Det til trods, er det alligevel Gina Caranos Mallory Kane, der rager op over olympen. Carano er tidligere superstjerne i den såkaldte MMA-liga (Mixed Martial Arts), hvor hun siden 2006 har flexet misundelsesværdige mavemuskler og pareret cirkelspark. I “Haywire” overlades det med den bare hud som nævnt til Fassbender, mens Carano får lov til at gøre det, hun er bedst til: Sparke røv. Det er med andre ord ikke for Caranos evner udi skuespillets forfinede kunst, at man skal se Soderberghs seneste.