Robert Pattinson er den mest enlige far i universet.

I begyndelsen af “High Life” går han rundt med sin datter på armen. De pludrer, pjatter, spiser, sover. Græder. Lærer at gå. Almindelige far- og babyting.

Jordnære hverdagssysler i udkanten af galaksen.

Lidt praktisk husarbejde, mens barnet er parkeret foran fjernsynet. Det kender alle vist til. Her skal der bare ikke renses tagrender, men repareres rumskib. Sådan er det at være alenefar på et firkantet fartøj et sted i det ydre rum.

Det er en god begyndelse. Hvis det da giver mening at tale om begyndelse, midte og slutning i “High Life”, der er skabt i det samme ydre klipperum som slutningen i “Rumrejsen år 2001”.

Fortid, nutid og fremtid flyder ind og ud af hinanden uden advarsel eller forklaring.

Plottet er splintret og driver vægtløst omkring i alle retninger. Vi må selv gribe stumperne, når de svæver forbi.

Der danner sig efterhånden et billede af, at Pattinson og pigen er de sidste overlevende på en rumekspedition med retning mod et sort hul. Missionen er straffeaktion, hvor livstidsfanger er forsøgskaniner for videnskabelige eksperimenter.

Erindringsglimt af en ung pige, der lufter hund i en skov, antyder, hvilken grum forbrydelse der ligger bag Pattinsons rumeksil.

Og nu har han altså, som den russiske rumhund Laika, kurs mod døden mellem stjernerne.

Rejsen er en selvmordsmission, selv om deltagerne vist nok blev lovet noget andet. Ingen returbillet.

Den endelige destination er et sort hul, men det er andre, mere kropslige åbninger, der trækker i rumskibets gale videnskabskvinde Dr. Dibs, spillet af Juliette Binoche.

Med lange, sorte Rapunzel-fletninger indkræver hun jævnlige sædprøver fra de mandlige rejsende, som hun planter i deres kvindelige modparter.

Hun er besat af idéen om at bringe nyt liv ind midt i alt det dødsdømte.

Vi ser hende også selv tage en ordentlig solotur i rumskibets dertil indrettede ‘fuck box’. En sci-fi-sexmaskine med glimtende dildo og rodeo-rystelser i sædet.

Kropsvæskerne fosser i det hele taget gennem “High Life”. Det er sci-fi til kødet og kroppen. Ikke kølige tankeeksperimenter.

Den eneste, der stædigt holder på safterne, er Pattinsons Monte, der derfor får tilnavnet Munken.

Men som begyndelsens babyscener afslører, bliver rumcølibatet brudt. Det er svært at gå i kloster, når man allerede er i fængsel.

“High Life” er bedst i de stille scener med far og datter. Her er der liv og varme og kærlighed, selv om det hele er dødsdømt fra starten.

En lille uskyldig, der opstår blandt alle de fordømte. Lidt håb midt i håbløsheden. Ligesom den grønne have, der vokser midt inde i det ellers klinisk kolde rumskib.

Instruktør Claire Denis fastholder stædigt, at “High Life” ikke er science-fiction, fordi kernen er så jordnær. Det er selvfølgelig noget pjat.

Se bare på de mere klassiske rumscener, hvor nærkontakt med sorte huller vrider og drejer virkeligheden.

Her er “High Life” også en smuk påmindelse om, at man kan lave stemningsfuld sci-fi for en budgetbrøkdel af “Interstellar“.