Musical uden X-faktor

Eftersom de to første “High School Musical”-tv-film blev astronomiske hits, var det kun forståeligt, at Disney valgte at udsende seriens tredje kapitel i alverdens biografer. Men hvis man tror, at ambitionsniveauet er blevet skruet op, fordi budgettet er større end tidligere, og fordi det hvide lærred nu er blevet endestationen i stedet for den mindre flimmerkasse, så tager man desværre grueligt fejl. “High School Musical 3: Senior Year” kan bedst beskrives som en genindspilning af den første film – blot dyrere, længere og kedeligere end originalen.

Ligesom i den første film skal seriens mandlige hovedperson, den unge basketballspiller Troy, oparbejde modet til at indrømme over for både sig selv, vennerne og farmand, at han agter at forfølge en karriere som sanger. Skurkene og dilemmaerne er de samme som altid (misundelige popdivaer, trivielle skænderier mellem elever og forældre osv.), og karaktererne har ikke udviklet sig det mindste. De middelmådige sange driver på ingen måde den papirtynde historie fremad, humoren er ikke-eksisterende, og der sker simpelthen alt for lidt til, at “High School Musical 3: Senior Year” kan bære at vare knap to timer. Man efterlades overordentlig træt og udmattet.

Den eneste væsentlige forskel på føljetonens første og tredje del er moralen. Den første film var en velmenende hyldest til valgfriheden, mens “High School Musical 2” nærmest blåstemplede janteloven, og seriens tredje kapitel insinuerer, at det er vigtigt at forlade skolegangen på direkte kurs mod stjernerne og de store dollartegn – hvilket nærmest er en diametral modsætning til den første films prisværdige budskab. Pointen illustreres især under sangen “Now or Never”, der antyder, at hvis man ikke har opnået kolossal succes før udgangen af 3. g., så er ens liv allerede så godt som slut. Pudsigt nok er det også filmens mest iørefaldende nummer, og derfor også et af de få, der ikke ryger direkte i glemmebogen.

“The Boys Are Back” er endnu en sang med både et højt tempo og et fængende omkvæd, men resten af de musikalske indslags tekster er ofte decideret komiske (Cause if my heart breaks, it’s gonna hurt so bad) eller lige lovlig uoriginale (Oh, no mountain’s too high enough, ocean’s too wide), og selve musikken er sød, melodisk og komplet uinteressant. De unge skuespillere er udmærkede og ganske sympatiske, men de får desværre ikke lov til at gøre meget andet end at spæne rundt, danse og storsmile som en flok junkier på Prozac. Og seriens ophavsmænd har desværre endnu ikke sunget på sidste vers – en “High School Musical 4” er allerede i støbeskeen.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. De to forrige “High School Musical”-film så fantastisk ud i HD, og det samme gør trilogiens seneste kapitel. Kontrast- og farvegengivelsen er eminent. Farverne er meget mætte, men trods alt troværdige og lækre. Den knivskarpe billedside har en forbavsende appetitlig, celluloidagtig tekstur, og hverken utilsigtet gryn eller snavs forekommer. Edge-enhancement dukker indimellem op, men heldigvis i et overkommeligt omfang.

Audio

“High School Musical 3: Senior Year” er filmføljetonens klart dyreste kapitel, så derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at den lyder meget bedre end sine forgængere. Dialogscenerne lyder langt bedre end de tilsvarende sekvenser i de foregående film, men en lidt mere livlig atmosfære og et større dynamikområde havde trods alt været velkommen. Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix imponerer dog for alvor under musiknumrene, hvor tonerne gengives klokkeklart, og brugen af LFE-kanalen og adskillige fabelagtige panoreringer fryder. De mere stilfærdige sekvenser lyder også mere end hæderligt takket være ofte opfindsom brug af baghøjtalerne, og dialogen er tydelig og har en behagelig rumklang. Børnefamilier kan desuden glæde sig over inkluderingen af et dansk Dolby Digital 5.1-mix.

Ekstramateriale

Trailere til “Pinocchio”, “Bedtime Stories”, “Up”, “Space Buddies” og “Klokkeblomst og den forsvundne skat” medfølger. Det samme gør otte slettede scener og 11 musikvideoer (inklusive én på dansk). De saksede sekvenser, som alle virker overflødige, introduceres af instruktøren Kenny Ortega, der lægger ud med at udtrykke sin ærgrelse over, at filmen ikke endte med at blive tre timer lang. Jøsses. Flere af de tre minutters fraklip er ganske muntre, og de ca. 30 minutters dokumentarer vil formentlig fornøje fans, mens mange andre sandsynligvis vil finde det svært at modarbejde kvalmen, når skuespillerne skamroser hinanden og praktisk talt bryder ud i tårer under snakken om deres sidste optagedag.

Man kan vælge at se en karaokeudgave af filmen, hvor ordene farvelægges i takt med, at de synges, så man let kan synge med. Og dvd-udgivelsen af “High School Musical 3: Senior Year” medfølger også, hvilket gør BD-udgivelsen til et attraktivt tilbud til de fans af filmen, som kun ejer en dvd-afspiller, men også overvejer at købe en Blu-ray-afspiller. Ekstramaterialet (bortset fra musikvideoerne) præsenteres i 1080p.

Dancing on the ceiling

”Hvorfor vil du dog udsætte dig selv for det?”. Sådan lød den spontane reaktion fra en af mine venner, da jeg fortalte om min intention om at se begge tidligere High School Musicals som en forberedelse på at anmelde den nye. Det er måske ikke et så overraskende spørgsmål. De fleste voksne kender kun filmene meget periferisk og kun som de der kvalme Disneyfilm fra fjernsynet, som husstandens yngste medlemmer af uvisse årsager ser.

At filmene primært er beregnet til det yngre publikum og er meget amerikanske på den temmelig overfladiske måde er korrekt. De er dog heller ikke helt blottet for charme, og den første har i hvert fald et par ganske pudsige observationer, som holder stik uanset, hvilken skole der er tale om. Den handler om basketball-holdkaptajnen, der opdager, at han faktisk har en del evner for og lyst til at synge i skolens musical. Det må man jo som bekendt ikke, hvis man tilhører sportskliken, og den konflikt samt den uundgåelige kærlighedshistorie er filmens grundlæggende emne.

Alt blev jo naturligvis ordnet i slutningen, men takket være filmens succes på tv-skærmen kom der en helt igennem rædsom fortsættelse, og nu har konceptet så drevet det til en biograffilm. Handlingen har dog ikke ændret sig meget, og filmen handler stort set om det samme blot med den forskel, at det er det afsluttende år, og vore hovedpersoner nu ser lidt usikkert frem til det voksne liv.

Historien er på mange måder en genfortælling af “Grease” og lignende high school-komedier, men den er dog mere Grease Light end Grease Lightning. Her er enhver form for kant eller substans blevet fjernet, og i stedet præsenteres vi for en verden uden alvorlige teenagerproblemer. Der er ingen tidlige graviditeter, bumser, mobning, racisme eller slagsmål. Alle de renskurede velopdragne unge mennesker er fuldstændig løsrevet fra virkeligheden og lever i en tilværelse, der er så konfliktløs og afseksualiseret som et Anders And-blad. Som voksen tilskuer er det uundgåeligt en noget surrealistisk oplevelse at se mennesker agere i et univers, der er mindre modent end den gennemsnitlige Pixar-film.

Musiksiden af filmen fyldes op af diverse glatte popsange, der er af stærk svingende kvalitet, men alligevel ganske hæderlige. Dansestykkerne er også kompetent udført, men kommer dog hurtigt til at fylde lige lovlig meget. Behøver stort set hvert eneste nummer at slutte med en fællessang og gruppedans? Når vi sidst i filmen endelig når frem til den egentlige musicalopsætning, virker den ret lille og som et antiklimaks i forhold til de showoptrædender, der har været undervejs.