Honning
Udgivet 18. aug 2010 | Af: kilgore | Set i biografen
Intet under, at netop den tyrkiske “Honning” vandt dette års Guldbjørn i Berlin, for som juryformand sad den excentriske tyske instruktør Werner Herzog. “Honning” minder nemlig i mangt og meget om en typisk Herzog-film med lange dvælende naturbilleder, minimal dialog og menneskets forhold til den vilde natur som tematisk omdrejningspunkt.
Der gives tid i “Honning”. Tid til at se en barket mand forberede at bestige et enormt træ. Tid til at se det hårde fysiske arbejde i alt dets svedende anstrengelse. Det er nøgternt beskrivende og sine steder ligefrem poetisk, som da Yusuf i sin barnlige naivitet forsøger at gribe månen, der genspejles i vandoverfladen.
At bygge en fortælling på langsomhed og detaljer frem for tempo og spændingsprogression er absolut ikke et minus, men det kræver så meget desto mere af instruktøren. En handlingsbåret fortælling kan næsten køre af sig selv, men en film som “Honning” kræver derimod, at detaljerne og de dvælende sekvenser er så interessante, at man lader sig hengive til dem. Det stille, hårde liv hos en tyrkisk biavler er nok eksotisk at observere, men genererer ikke den nødvendige fascination, der retfærdiggør næsten to timers spilletid.
En til tider poetisk beretning om den mutte enspænder Yusuf, hans far og mor og livet som fattig biavler i pagt med den vilde natur. ”Less is more” synes at være ambitionen bag “Honning”, men fornemmelsen er egentligt mere ”what you see is what you get”, for noget underliggende isbjerg af mening synes aldrig rigtigt at kunne anes. På filmens egen sagte facon mindes vi dog om, hvor hårdt ændringer i naturen rammer de mennesker, der lever af den, og det er da et ganske hæderligt budskab.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet