Host, The (2013)
Udgivet 28. mar 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Klichéerne står i kø i denne filmatisering af “Twilight”-forfatteren Stephenie Meyers seneste roman, “The Host”. Ukritiske piger, der husker “Twilight”-filmene med stor glæde, vil formentlig elske denne historie om Wanda og Melanie, der er fanget i samme krop, mens vi andre vil korse os over elendig dialog og et dilettantisk manuskript.
Der er noget ulogisk ved handlingen i “The Host”. Hvis det er så nemt for Wanda at få menneskelige følelser, så burde det vel også være nemt for andre? Samtidig kan disse sjæle vel ikke være så hulens onde, hvis det netop er så nemt for dem at få følelser? Vores skurk i filmen giver sig hurtigt i kast med at affyre pistoler og dræbe, og det er på trods af tesen om et fredeligt folk. Med andre ord, er der noget her, der ikke helt hænger sammen. Og så er det da også underligt, at menneskene ikke bare tager kontaktlinser på, når de skal udgive sig for at være sjæle. Det kunne spare dem en hel del besvær.
Mange gange kommer der heller ikke en konklusion på de ting, der foregår i filmen. Mange af modstandsbevægelsens folk tager i starten ikke godt imod Wanda/Melanie, hvilket ikke er overraskende. Problemet er, at vi aldrig får en konklusion på deres had, som bliver ved gennem hele filmen. I manuskriptet er der nemlig masser af set-ups, men sjældent nogle ordentlige pay-offs, og det er besynderligt, for drejebogen er forfattet af instruktøren Andrew Niccol, der stod bag den udmærkede “In Time”.
Budskabet om tolerance over for alle sjæle – menneskelige såvel som fremmede – er altid et værdigt omdrejningspunkt. Derfor er de scener, som har det budskab som kernepunkt, også de mest interessante i “The Host”. ”Hun er ikke et menneske,” siger et menneske til et andet i en af filmens nøglescener. ”Og derfor skal vi være umenneskelige,” bliver der svaret. Det er bare ærgerligt, at næsten intet andet i filmen fungerer – lige fra den sløve instruktion til de utallige ligegyldige skuespillerpræstationer, der alle vil gå over i glemslen, hvis vi altså ser bort fra Saoirse Ronans indsats. Ronan beviser endnu en gang, at hun kan hive selv det værste materiale bare en smule op fra afgrunden (vi kan vel alle huske makværket “The Lovely Bones”?). “The Host” vil nok vække begejstring hos de unge piger, der elskede “Twilight”, men alle andre skal nok holde sig væk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet