Hostel

InstruktionEli Roth

MedvirkendeJay Hernandez, Derek Richardson, Eythor Gudjonsson, Barbara Nedeljakova, Jana Kaderabkova, Jan Vlasák, Lubomir Bukovy, Takashi Miike

Længde94 min

GenreGyser, Gyser

IMDbVis på IMDb

I biografen28/04/2006


Anmeldelse

Hostel

2 6
Ved første øjekast synes plotudviklingen i Eli Roths “Hostel” i foruroligende grad at ligne den bløde mellemvare af Tobe Hoopers udødeliggjorte motorsavsmassakre og splatter koryfæet “From Dusk till Dawn”. Sidstnævnte havde Quentin Tarantino som manusforfatter. I denne omgang må Tarantino imidlertid nøjes med titlen som executive producer, om end et enkelt klip fra “Pulp Fiction”, ganske vist med slovakisk synkronisering, har formået at snige sig ind på det østeuropæiske gæstgiveri.
Tre ungdommelige backpackere af henholdsvis amerikansk og islandsk herkomst turnerer de europæiske lande og stæder for at tage del i fest, billige bajere og hurtige knald, da en anden backpacker en sen nattetime indvier dem i, at den østeuropæiske metropol Bratislava kan tilbyde et hostel, hvor storbarmede og underskønne kvinder beredvilligt spreder ben for deres rejsende gæster. De tre bonkammerater er ikke længe om at vende snuden østpå for at indtage det påståede slaraffenland af ungmøer. Men selv om profetien i første omgang viser sig at være sandfærdig og luften er tyk af amoriner, udvikler sex og bare bryster sig med eksplosiv fart til død og splatter. Kampen for overlevelse skulle hermed være indledt.

Konceptet ligner til forveksling oplægget til Eli Roths debut “Cabin Fever”. Og selv om de grusomme uhyrligheder i “Hostel” angiveligt skulle være viderebroderinger på autentiske begivenheder i Thailand, er plottet alt andet end originalt. De tre backpackeres oplevelser i det mareridtsagtige Østeuropa, der for øvrigt får selv den mest følelseskolde turistguide til at tabe parykken, minder mest af talt om en genindspilning af lavbudget mesterværket “Motorsavsmassakren”. I modsætning til sin berømte forfader er “Hostel” imidlertid metervare af laveste karat. Eli Roth henter særligt billige point på en perfid drengerøvehumor og afklædte skønjomfruer i hobetal og formår først meget sent i historien at levere filmens fundamentale vare.

Roths “Cabin Fever” blev indspillet for uendeligt få midler, men formåede alligevel, trods de meget blandede modtagelser, at indtjene i omegnen af 100 mio. dollars. Så det kan komme som noget af en overraskelse for det brede flertal, at bare den mindste smule af den indtjente pengesum ikke er blevet kanaliseret videre til produktionen af “Hostel”, der i hvert fald bærer lige lovligt tydeligt præg af for lave produktionsomkostninger.

Det er tydeligt, at Roth så umådeligt gerne vil vise sin helt store cadeau til et par af de læremestre, der igennem tiden har vist ham vejen. Desværre får det også filmens egentlige fokus til at drukne i selvforherligende rygklapperi og småkrukkede hentydninger. Og det er ærligt talt synd. For Roth får da immervæk, i hvert fald i glimt, vist, at han har evner, og han har talent til at fortælle historier, hvor de dybeste afkroge af det menneskelige forfald bliver udstillet til frit skue. Meget tyder på, at han er en bemærkelsesværdig kapacitet til at skabe rædsel og gru, der formodentligt vil få tolvfingertarmen til at vende sig af rædsel hos selv de mest inkarnerede gyserfanatikere. Desværre har han endnu ikke haft mulighed for at vise det.

De sørgelige rester drukner nemlig i stereotyp drengerøvshumor, klichefyldte handlingsgange og narcissistiske henvisninger til fortidens skrækmestre. Det udvikler sig dog direkte infantilt, når de gumpetunge karakterer desuden tumler rundt og, på baggrund af et usselt skrevet manuskript, bruges som marionetdukker til at tegne et billede af kulturelle fordomme amerikanere og europæere imellem.

“Hostel” er et direkte gudsjammerligt men ikke desto mindre meget tydeligt forsøg på at skabe en kultklassiker ala “Motorsavsmassakren” og “Evil Dead”. Det skinner igennem i et stykke film, der understreger, at det ikke altid er nok at kende de rigtige mennesker og så i øvrigt have viljen, for at lave en vellykket film.


Trailers

Kort om filmen

Tre venner – to amerikanere og en islænding – er på backpacking-tur i Europa. De skal score, og de skal drikke. I Amsterdam får de et tip om, at der er rigtig mange flotte babes i Slovakiet. Så de tager til det ukendte land, checker ind på et hostel, og alt er bare fedest. Indtil islændingen forsvinder. Og indtil den ene amerikaner forsvinder. Kort sagt: Indtil et blodbad og et mareridt af gysende horror og splatter folder sig ud for den overlevende amerikaner…