Hostel
Udgivet 27. apr 2006 | Af: kaduffo | Set i biografen
Konceptet ligner til forveksling oplægget til Eli Roths debut “Cabin Fever”. Og selv om de grusomme uhyrligheder i “Hostel” angiveligt skulle være viderebroderinger på autentiske begivenheder i Thailand, er plottet alt andet end originalt. De tre backpackeres oplevelser i det mareridtsagtige Østeuropa, der for øvrigt får selv den mest følelseskolde turistguide til at tabe parykken, minder mest af talt om en genindspilning af lavbudget mesterværket “Motorsavsmassakren”. I modsætning til sin berømte forfader er “Hostel” imidlertid metervare af laveste karat. Eli Roth henter særligt billige point på en perfid drengerøvehumor og afklædte skønjomfruer i hobetal og formår først meget sent i historien at levere filmens fundamentale vare.
Det er tydeligt, at Roth så umådeligt gerne vil vise sin helt store cadeau til et par af de læremestre, der igennem tiden har vist ham vejen. Desværre får det også filmens egentlige fokus til at drukne i selvforherligende rygklapperi og småkrukkede hentydninger. Og det er ærligt talt synd. For Roth får da immervæk, i hvert fald i glimt, vist, at han har evner, og han har talent til at fortælle historier, hvor de dybeste afkroge af det menneskelige forfald bliver udstillet til frit skue. Meget tyder på, at han er en bemærkelsesværdig kapacitet til at skabe rædsel og gru, der formodentligt vil få tolvfingertarmen til at vende sig af rædsel hos selv de mest inkarnerede gyserfanatikere. Desværre har han endnu ikke haft mulighed for at vise det.
De sørgelige rester drukner nemlig i stereotyp drengerøvshumor, klichefyldte handlingsgange og narcissistiske henvisninger til fortidens skrækmestre. Det udvikler sig dog direkte infantilt, når de gumpetunge karakterer desuden tumler rundt og, på baggrund af et usselt skrevet manuskript, bruges som marionetdukker til at tegne et billede af kulturelle fordomme amerikanere og europæere imellem.
“Hostel” er et direkte gudsjammerligt men ikke desto mindre meget tydeligt forsøg på at skabe en kultklassiker ala “Motorsavsmassakren” og “Evil Dead”. Det skinner igennem i et stykke film, der understreger, at det ikke altid er nok at kende de rigtige mennesker og så i øvrigt have viljen, for at lave en vellykket film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet