Alt andet en tandløs underholdning fra Adam Sandler

Lad mig begynde med en undskyldning. Jeg fik vist i min anmeldelse af “Pixels” postuleret, at Adam Sandler kun laver frygtelige film. Der havde jeg for et øjeblik glemt den underholdende “Hotel Transylvania”. Måske fordi den er så forskellig fra de andre af hans film. Sandler lagde i den engelsksprogede udgave stemme til en overbeskyttende far snarere end en pubertær skørtejæger. Det romantiske plot involverede ikke en yngre og langt smukkere kvinde, der falder for en ældre, usympatisk mand. Her var ingen fordomsfulde stereotyper (med mindre man tæller fiktive karakterer som Dracula eller Frankensteins monster med). Og så var den tegnet – præcis som denne toer.

Hvis jeg skal være streng imod Sandler, så vil jeg gætte på, at meget af æren tilfalder instruktør, Genndy Tartakovsky, der ellers er mest kendt for animationsserier til tv “Dexters Laboratorium” og den roste Star Wars-serie “Clone Wars”. Heldigvis er det også ham, man har hevet fat i, da der skulle laves en “Hotel Transylvania 2”. Den foregår syv år efter den første. Monstrene skjuler sig nu ikke længere, men er blevet en slags berømtheder, og hotellet har nu også en stor del menneskegæster. Draculas datter, Mavis, og den stenede backpacker Jonathan er blevet forældre. Lille Dennis ligner umiddelbart sin menneskefar, men bedstefar Dracula håber alligevel på, at han er en ægte vampyr, der kan føre familienavnet videre.

Det er en klassisk konstruktion, vi her har med at gøre, hvor genkendelige situationer placeres i en fremmed kontekst. Den konflikt og den medfølgende morale om, at man skal elske sine børn, uanset hvad de er, koges der desværre monstermeget suppe. Til sidst har stort set hver eneste figur formuleret den pointe, hvilket er ganske unødvendigt. Og trættende. Prædikener hører hjemme i kirken.

“Hotel Transylvania 2” har selvfølgelig også, som man måske kunne forvente, en hel del plat toilethumor. Men der er også dygtig situationskomik, hvor præcis komisk timing og gode replikker leveres med et skarpt blik for øjeblikke, vi alle har oplevet. Det er tåkrummende pinligt. Som da Jonathans forældre introduceres. Far siger stort set ikke to sammenhængende ord, mens mor i nervøs befippelse konstant plaprer om sig med ufrivilligt racistiske udsagn.

De bedste animationsfilm er dem, hvor skaberne bringer noget fra virkeligheden. Dennis slikker konstant det hul i tandrækken, hvor han har mistet sin mælketand. Han stiller også konstant direkte spørgsmål blottet for social bevidsthed, som kun små børn kan gøre det. Det er bittesmå ting, men de giver karakter og troværdighed til figuren. Hayao Miyazaki er den ubestridte mester på det område, hvilket film som “Chihiro og heksene” og “Min nabo Totoro” vidner om. Tartakovsky er ikke på det niveau endnu, men han har fat i den rigtige ende, imens han toner det med det sorte og galgenhumoristiske. Det klæder “Hotel Transylvania 2”.