Hotel Transylvania 2
Udgivet 7. okt 2015 | Af: paideia | Set i biografen
Lad mig begynde med en undskyldning. Jeg fik vist i min anmeldelse af “Pixels” postuleret, at Adam Sandler kun laver frygtelige film. Der havde jeg for et øjeblik glemt den underholdende “Hotel Transylvania”. Måske fordi den er så forskellig fra de andre af hans film. Sandler lagde i den engelsksprogede udgave stemme til en overbeskyttende far snarere end en pubertær skørtejæger. Det romantiske plot involverede ikke en yngre og langt smukkere kvinde, der falder for en ældre, usympatisk mand. Her var ingen fordomsfulde stereotyper (med mindre man tæller fiktive karakterer som Dracula eller Frankensteins monster med). Og så var den tegnet – præcis som denne toer.
Det er en klassisk konstruktion, vi her har med at gøre, hvor genkendelige situationer placeres i en fremmed kontekst. Den konflikt og den medfølgende morale om, at man skal elske sine børn, uanset hvad de er, koges der desværre monstermeget suppe. Til sidst har stort set hver eneste figur formuleret den pointe, hvilket er ganske unødvendigt. Og trættende. Prædikener hører hjemme i kirken.
De bedste animationsfilm er dem, hvor skaberne bringer noget fra virkeligheden. Dennis slikker konstant det hul i tandrækken, hvor han har mistet sin mælketand. Han stiller også konstant direkte spørgsmål blottet for social bevidsthed, som kun små børn kan gøre det. Det er bittesmå ting, men de giver karakter og troværdighed til figuren. Hayao Miyazaki er den ubestridte mester på det område, hvilket film som “Chihiro og heksene” og “Min nabo Totoro” vidner om. Tartakovsky er ikke på det niveau endnu, men han har fat i den rigtige ende, imens han toner det med det sorte og galgenhumoristiske. Det klæder “Hotel Transylvania 2”.
“Hotel Transylvania 2” bliver næppe nogen klassiker i animationsgenren. Den er ikke så original som den første film og den anmassende morale skæmmer. Det er nok for meget at håbe på, at Sandler fremover holder sig til animationsfilm, men det burde han.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet