Tolerance er en (uhyggelig) dyd

Tolerance er i højsædet i denne nye film om venlige, flinke, tåbelige og elskelige monstre, der ofte tager på ferie i Transsylvanien, hvor de for en gangs skyld kan være i fred for de krigsliderlige mennesker – et godt, børnevenligt tema og en god historie, der desværre ikke bliver fortalt helt så godt, som man kunne have håbet på.

Handlingen finder sted i det skræmmende Transsylvanien, hvor Grev Dracula har åbnet et hotel for sine venner – andre monstre, der ofte flygter til hotellet, hvor de kan få fred for de skræmmende mennesker, der ikke vil dem noget godt. Denne isolerede tilværelse passer greven godt, indtil hans datter, Mavis, vokser op og er nysgerrig over for den store, vide verden og de mennesker, der er i den. Midt i det hele indtræder Jonathan ved en fejl i hotellet: Et ungt, uskyldigt og blåøjet menneske. For at bevare freden ser Dracula nu ingen anden udvej end at forklæde ham som monster over for de ægte af slagsen. Men selvfølgelig bliver tingene komplicerede, da Jonathan møder Draculas datter, og varme følelser opstår.

“Hotel Transylvania” er en film for børn, der dog også henvender sig til voksne. Der bliver leflet en smule for de kære små med træge jokes om ildelugtende prutter og deslige, men heldigvis bliver rollingernes voksne biografkompagnoner ikke fortrængt. Samtidig sidder de danske oversættelser af filmens sange ofte lige i skabet – fyldt med så mange muntre popkultur-referencer, at man bliver helt varm om hjertet. Desværre har de mange prædikener om menneskelig tolerance ikke den helt samme effekt. “Hotel Transylvania” er en film, der gerne vil gøre børn klogere på tolerance og antiracisme, hvilket er et ædelt og nobelt foretagende. Det er bare ikke så nobelt, at det bliver gjort med en løftet pegefinger imellem alle vittighederne.

Og måske skyldes det en manglende tiltro til de yngre tilskueres koncentrationsevne, men “Hotel Transylvania” synes sommetider at finde sit eget plot kedeligt og ræser derfor gennem nogle af de sidehistorier, der havde gavnet af mere fokus. Eksempelvis virker Dracula ved første øjekast grundigt irriteret over den naive Jonathan, men efter blot én enkelt, forhastet scene er han pludseligt blevet knægtens allerstørste fan. Disse kaotiske, uoverbevisende scener er et klart bevis på, at folkene bag filmen har tænkt mere på sjove sketches end på at skabe en sammenhængende historie.

Til filmens fordel skal det så siges, at de fleste af disse sketches vitterligt er sjove, og selvom filmen er hamrende sukkersød, er den da ganske gemytlig. De fleste interesserer sig jo for vampyrer nutildags (ja, i “Hotel Transylvania” får “Twilight” selvfølgelig også lige et hug med på vejen), og som en andet “True Blood”-afsnit benytter “Hotel Transylvania” lejligheden til at introducere samtlige monstre, der nogensinde er blevet skildret i både bøger, vandrehistorier og film, og især de forskellige jokes om onde mennesker kontra søde monstre er svære ikke at trække på smilebåndet af.