Den store flugt

Det er et næsten som at se en smuk BBC-dokumentar. Æstetikken er i hvert fald ramt i de store luftskud af uendeligt blåt hav med en lille hvid prik i midten. Men så kommer man tæt på og ser, at prikken ikke er en nuttet hval-familie på migration, men et badekar af en båd proppet til randen med flygtninge. Ai Weiwei opsætter verdens uendelige humanitære kriser næsten som et naturfænomen. En kværnende konstant, der skubber til titlens “Human Flow” og forplanter sig ud i 140 kaotiske minutter. Det er langt, tragisk og med kun et spinkelt håb om bedring. Film og virkelighed ligner hinanden.

Ret hurtigt står det klart, at “Human Flow” allerede er foruroligende gammel. FN-udsendinge ved Lesbos taler om, hvad der mon sker i 2016. Der opstår et slags chok pr. flashback i erkendelsen af, at vi ikke er kommet nærmere en løsning – Tyrkiet vil nu ud af deres asylaftale med EU, Storbritannien siger so long til det hele, og Tyskland drejer gæt selv i hvilken politisk retning. Nok derfor prøver Ai Weiwei at gøre det til et spørgsmål om humanisme. Der er meget få konkrete forslag i de forskellige interview, men en del store FN-ord om lighed og broderskab. Hvis man holder realpolitik foran sig som sit mantra, bliver man nok ikke omvendt af “Human Flow”. Eller også skal man netop se en mand bryde fuldstændig sammen foran sin families daggamle gravsted.

Idealisme kontra realisme. Det falder lige ned i den debat, der popper op med jævne mellemrum om rimeligheden i, at kunstnere diskuterer politik og samfund. Vi har bare åbenlyst at gøre med en fyr med, uden sammenligning i øvrigt, lidt mere systemkritisk tyngde end Medina. I kraft af sin status som kinesisk dissident er Ai Weiwei til alle tider konkret påvirket af undertrykkelse og politisk magtmisbrug. Det, man kan diskutere, er hans evne til at iscenesætte et værk uden sig selv i fokus. Der er mange sekvenser, hvor kameraet filmer Ai Weiwei, der filmer med sin telefon, hvorefter der klippes til dens rystede nærbilleder. Helt tæt på Weiwei, der tilbyder varm te, Weiwei, der køber frugt, Weiwei, der trøster en grædende kvinde.

Det er imidlertid en petitesse, og hans tilstedeværelse er ikke så distraherende, at den overordnede fortælling afspores. Til det er billederne simpelthen for voldsomme, den følelsesmæssige påvirkning for stærk. Skidt med at “Human Flow” er redigeret hulter til bulter og sejler løst rundt mellem urolige kontinenter, mistænkelige politiske ledere og desperate humanitære udsendinge. Ja, det kunne faktisk ligne en tanke, at Weiwei ikke prøver at arbejde sig frem mod et narrativt klimaks, men bare lægger en ny scene i halen på den sidste. For hvor skal man overhovedet begynde? Den regnfulde depression i en makedonsk flygtningelejr, hjemvendte afghanere i byer af pap eller brændende oliefelter i Irak? De enkelte dele er større end den upræcise sum, men helt lige i det enorme ubehag, de hver især vækker.

Man kan ikke gradbøje tragedie, når den præsenteres så direkte, men det er vel et eller andet sted det, der sker, når politikere prioriterer. Er det værst at være afrikaner eller syrer lige nu? “Human Flow” er en slags dokumentation af afstanden mellem et håndtryk fra en leder i Bruxelles og en håndsrækning til en halvdød sudaneser i Middelhavet. Det første har reel betydning, det sidste er et quick fix, som redder fra druknedøden, men ikke fra en status som andenrangsmenneske. Forskellen her er så massiv og konstant, at man mørnes over tid. Der er allerede vist tusinder af de billeder, som Ai Weiwei stiller op, men man er stadig ikke immun over for deres pågående styrke.