I udkanten

”Slap nu af, Brian,” siger gutterne på bodegaen på klingende københavnsk. Eller i hvert fald med en dialekt, der er langt fra det Jylland, hvor ‘Æ’ betyder ‘Et’´eller ‘En’. Men de sidder netop på æ bodega et sted i udkanten af hovedlandet. Det er René Frelle Petersens debutfilm ligeglad med. Her kan alt ske. Hård socialrealisme kan skifte til Morten Korch kan skifte til crazy comedy kan skifte til en slags “Thelma & Louise”. “Hundeliv” kan det hele. Og alligevel ingenting.

Det begynder bedst. Som en slags dansk “Winter’s Bone”, hvor hovedrollens Julie Brochorst Andersen er udstyret med ternet trailer-trash-skjorte præcis som forbilledet Jennifer Lawrence var det i gennembrudsfilmen fra 2010. Dengang var farmand forsvundet i et uhyggeligt, gråt udkantsmiljø, hvor folk spiller banjo eller det, der er værre. Det samme gælder dette danske ben, Sofia. Hendes far er forsvundet, måske død – hun ved ikke besked. Men det gør andre i den creepy udkant, der domineres af den incestklamme voldsmand af en onkel, som Henning Valin Jakobsen har gjort så djævelsk, at “Hundeliv” næppe bremser fraflytningen fra den rådne banan.

Den her grålige udkant er et fedt miljø. Fyldt med campingvogne, autoophuggere, bodegaer og tarvelige byfester. Her kunne en udmærket “Danish Bone” sagtens udspille sig. Med Sofias jagt på sandheden om sin far. Måske endda lave den større pointe om ondskaben i udkanten. Hvorfor er den blevet så rådden? Det gætter Frelle Petersen aldrig på. Her er folk bare onde og dumme. Her må man væk fra. Her vil datteren Olivia bare så gerne til byfest, men patriarken siger nej, som næsten kun en farbror fra Morten Korchs Bakkegård kan sige nej. De onde bonderøve skyder derpå på Allan Hydes smukke Ib Mossin med luftgevær. Bare for at vise at det er dem, der bestemmer over udkanten. Og byfesten.

Derfra tager “Hundeliv” og pigerne flugten. Et par sovepiller i en tunmousse senere så er der fri bane. Nu er de on the road. Som Thelma og Louise. Sofia vil finde sin far, der vist nok er en følsom poet. Hun har i hvert fald fundet et gammelt digt, som han har skrevet. Han er nu ikke særlig følsom. Men krigstraumatiseret og skide skør. Sidder på et landsted med riffel og et tomt køleskab. Alexandre Willaume spiller meget. For meget. Han spiller den mentalt ustabile farmand som Mads Mikkelsens Arne fra “Blinkende lygter”. Introvert, aggressiv og glad for at skyde. Han vil ikke have noget med pigerne at gøre. Indtil han vil. Her kan alt jo ske.

Mødet imellem den komisk introverte skydegalning og så de socialrealistiske piger er et sjældent mærkeligt filmmøde. De kommer fra hver deres film. Han er gak og mejer gerne flasker og bonderøve ned med sit halvautomatiske gevær. Pigerne derimod kommer fra lussinger og et hårdt liv med et oprigtigt ønske om noget bedre. Han er til at grine over, de er til at tude over. Og jeg græd da også af grin, men det var, som da Willaume spillede gyserskurk i “Over kanten”, mest af det, der skete, og ikke med det.