Hundredefodsrejsen
Udgivet 10. sep 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Ahh, madporno. Er der noget mere forførende syndigt end at se dygtige kokke lave uimodståeligt lækker mad? At dømme efter mængden af madprogrammer på tv så er svaret sandsynligvis et nej. Lasse Hallström ser øjensynligt ingen grund til at ændre på en succesfuld strategi og fortsætter derfor sin række af filmatiseringer af bestsellerromaner. Jeg tror bare, vi skal være taknemmelige for, at han indtil videre lader andre om Nicholas Sparks. “Hundredefodsrejsen” er en film, der ikke vil ret meget andet end at behage sit publikum, men det formår den heldigvis også.
I “Hundredefodsrejsen” er den centrale konflikt mellem det krydrede og livsbekræftende indiske køkken og så den mere formelle og subtile haute cuisine fra Frankrig. Hvis man skulle ane, at dette gastronomiske skel spejles i en kulturel forskel, så har man set mindst lige så mange film i denne genre, som jeg har. Familien Kadam er efter en længere omtur gennem det meste af Europa endt i en søvnig, fransk provinsby, hvor de åbner en ny restaurant lige overfor Madame Mallorys Michelinstjernede køkken. Kun adskilt af hundrede fod bryder spændingerne mellem den franske matriark og Kadam-familiens overhoved hurtigt ud i beskidt krig.
Den gode pointe undergraves ydermere af, at man næsten udelukkende har castet engelske skuespillere til en film om indere i Frankrig. Det burde ikke være nødvendigt, selv om de alle spiller godt. Manish Dayal, der er amerikaner, fylder hovedrollen godt ud. Hans tænksomme, næsten introverte facon gør ham til det rolige centrum i filmens kulturelle smeltedigel. Om Puri, som jeg altid glæder mig over at se, leverer til gengæld masser af idiosynkratisk vildskab som familiepatriarken. Han leverer mange af filmens grin. Ikke mindst da han indrullerer hele familien i hans skamløse forsøg på at få kunder i restauranten.
Der er alt for lidt kant i “Hundredefodsrejsen” og dens konflikter løses alt for nemt. Det er efterhånden svært at se, at det er den samme instruktør, som lavede “Mit liv som hund”. Håndværket fornægter sig dog ikke. I kategorien ‘filmisk comfort food’ står den stadig et hoved over de fleste andre. Der er ingen sløve perioder, og man efterlades ikke i samme grad med en tom følelse bagefter, som det alt for ofte er tilfældet. Lækkersulten bliver man dog. Og hvis I vil have mig undskyldt, så skal jeg i gang med at lede efter opskrifter.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet