Ung krig

Helt tilbage i 1966 skrev Klaus Rifbjerg manuskript til den danske film “Der var engang en krig”, der som hovedperson havde en dreng, som fantaserede sig over i en bedre virkelighed, hvor han var en sej knægt, der skød tyske soldater på stribe og inkasserede beundrende blikke fra pigerne.

Den australske “I morgen da krigen brød ud” dykker på mange måder ned i den samme historie, men hvor “Der var engang en krig” entydigt betragtede bedrifterne som ren fantasi, så udlægges dagdrømmen mere alvorligt i denne film.

Her følger vi en lille gruppe venner i Australien, der beslutter sig for at tage på en tur langt ud i vildmarken, men mens oplevelserne, erotikken og løsrivelsen fra forældrenes skørter stille og roligt er begyndt at banke på, så vælter en anderledes dramatisk virkelighed pludselig ind over dem, da landet invaderes af en fremmed magt, og gruppen med et presses ind i de voksnes rækker. Tilbage i byen erfarer de, at befolkningen er blevet indespærret i lejre, mens der skydes til højre og venstre af besættelsesmagten, som samtidig er i færd med at sende yderligere køretøjer ind i landet. Med ét må den lille gruppe gøre op med sig selv, om de vil forsøge på at redde deres eget skin ved at gemme sig ude i ødemarken, eller om de vil prøve på at slå igen.

Præcist hvilket land, der har invaderet Australien, bliver aldrig specifikt nævnt, selvom de fremmede soldater alle er asiater, men det spiller nu også en mindre rolle i filmen, der først og fremmest handler om de unges udvikling. Fortællingen vækker stærke minder om den amerikanske Patrick Swayze-film “Red Dawn” fra 80’erne, der mere eller mindre havde samme historie, men som ikke desto mindre var en bedre film takket være en mere overbevisende miljøskildring og skuespillere. Til sammenligning har “I morgen da krigen brød ud” fyldt rollerne ud med skuespillere, der ser ud, som om de er med i en teenage-slasher. Der er den forkældede rigmandsdatter, den rebelske lømmel, sportsidioten, den indadvendte nørd osv. Det er nu engang meget svært at tage hele herligheden alvorligt, når fyrene har perfekt udformede muskler, og pigerne konstant fiser rundt i stramme minishorts.

Det er på mange måder synd, for ellers har filmen meget spændende at byde på. Først og fremmest er selve historien om de unge, der må vågne op til dåd, ganske fængende, og selvom action-scenerne er temmelig overdrevne og ofte vildt urealistiske, så er de medrivende og veludførte. Meget af æren for det skal utvivlsomt tilskrives Stuart Beattie, der både har stået for manuskriptet og instruktionen. Han spillefilmsdebuterer hermed ret så overbevisende og holder handlingen centreret om det tab af uskyld og de barske beslutninger, som de unge må tvinges til at tage. God er også Caitlin Stasey i hovedrollen trods de ikke altid lige velklingende replikker.