ID:U(troværdig)

Det er ikke meget mere end en måned siden, at undertegnede i anmeldelsen af “Værelse 304” udtrykte sin tiltagende træthed over den stadige strøm af uopfindsom socialrealisme og endeløse ægteskabsdramaer, som dansk film gang på gang disker op med.

Alene af den årsag er der grund til at sætte pris på en film som den danske “ID:A”, der ligger meget langt væk fra de vanlige leverpostej-film, der bliver sprøjtet ud, og i stedet er noget så “udansk” som en thriller om hukommelsestab. Der er sågar actionscener med i filmen – og her gik jeg næsten og troede, at de var blevet forbudt i danske film.

“ID:A” åbner med lidt af en genreklassiker: En ung kvinde vågner ved en flodbred uden nogen erindring om, hvem hun er, eller hvad hun laver der. Med sig har hun en taske med 2 millioner euro og en pistol, hvilket selvsagt hurtigt giver anledning til alle mulige spekulationer. Det siger næsten sig selv, at man ikke kan være i besiddelse af så mange penge, uden at nogen leder efter dem, og ganske rigtigt viser der sig også at være nogle banditter i hælene på vores hovedperson. Snart er hun på vej til Danmark, hvor fortidens hemmeligheder venter.

Meget mere skal ikke afsløres her, eftersom en så stor del af denne slags films appel netop består i, at man ikke ved, hvordan det hele hænger sammen. Ikke overraskende fungerer filmen da også langt bedst i de dele, hvor mysteriet får lov til at stå så ubesvaret hen som muligt. “ID:A” er instrueret af Christian E. Christiansen, der har gjort det godt herhjemme med solide genrefilm som “Råzone” og “Zoomerne”. Han var senest manden bag den amerikanske teen-gyser “The Roommate”, der ganske vist blev haglet ned af stor set samtlige anmeldere, men som ikke desto mindre gik direkte ind som nummer 1 på den amerikanske boxoffice-liste.

At Christiansen har et vist greb om genrefilmene, bevidner sammensætningen af “ID:A” om, og det er unægteligt også sjældent, at danske film er forsynet med så mange visuelt blændende skud, som vi ser her. Den første halvdel af filmen – hvor vi stadig er lykkeligt uvidende om sagens rette sammenhæng – fungerer ganske glimrende, så det er en enorm skuffelse, da anden halvdel viser sig at være næsten ét stort langt og temmeligt kedeligt flashback, hvor vi får fortalt hver eneste hamrende ligegyldige årsagssammenhæng i udpenslede detaljer, hvilket ikke mindst bliver et problem, når de nu er så vildt utroværdige som her. Man lader hurtigt tankerne flyde mod film som Liam Neeson-thrilleren “Unknown Identity”, der ligeledes består af vrøvl i lange baner, men som i det mindste er fornuftig nok til at springe hurtigt over de dele, der ikke hænger sammen.