Ren magi

Der er en overvældende bittersød følelse i “Illusionisten”, der fortæller om en tryllekunstner, som håbløst holder fast i de gamle former i en verden, der rykker mod mere larmende og overfladiske af slagen.

Den beskrivelse kunne lige så vel handle om filmens skaber Sylvain Chomet, der også trodser tidens begejstring for larmende 3D-computer-eventyr til fordel for et grundigt håndværk og en følsomhed, som man kun sjældent støder på nu om stunder, og som har hårde odds i det moderne selskab. Men tag ikke fejl: Dette er et værk, der er alt mulig grund til at sætte tid af til.

“Illusionisten” tager udgangspunkt i et manuskript, som den franske komiker Jacques Tati færdiggjorde i 1956, men som han aldrig fik bragt til lærredet – måske fordi emnet lå ham for nær (historien er efter sigende inspireret af hans vanskelige forhold til sin egen datter), eller måske fordi han indså, at det egnede sig dårligt som almindelig film. Tati havde allerede skabt sin elskelige komiske figur i “Hr. Hulots ferie”, som altid kunne genkendes på sin pibe, den lange regnfrakke og de lidt for korte bukser, og selvom hovedpersonen i “Illusionisten” hedder Tatischeff, så er der ingen tvivl om, at det er selvsamme Hulot, der danner grundlag for ham. Her indtager han rollen som den aldrende tryllekunstner, der bittert må erkende, at tiden er til larmende rock, og som bliver fravalgt ved den ene sceneoptræden efter den anden.

Han ender i stedet i en lille flække i Skotland, hvor han tiltrækker sig opmærksomheden hos en ung kvinde, der er så betaget af hans evner, at hun følger ham tilbage til storbyen. Som var hun hans datter tager han hende under vingerne, og da han ser hendes begejstring over alle de tilbud, som udstillingsvinduerene lokker med, anskaffer han hende de ønskede sager, skønt han knap nok har penge nok til at betale for maden.

Fortællingen kunne umiddelbart være taget lige ud af en af Chaplins stumfilm, men her krydres den også med Tatis nostalgiske tone og en nøgtern realisme, der aldrig nogensinde var sluppet fra tegnebrættet, hvis Disney-folkene havde siddet ved roret. Sylvain Chomet har tidligere skabt den herlige “Trillingerne fra Belleville”, men hvor god den end var, så er “Illusionisten” på et helt andet plan. Tegningerne er fra først til sidste proppet med en detaljerigdom og uimodståelig charme, der kan tåle sammenligning med Hayao Miyazakis film. Tatis legende univers havde allerede noget tegnefilms-agtigt over sig, men netop historien om “Illusionisten” passer sandsynligvis bedst som netop tegnefilm, hvor følelsen af at kigge ind i en for længst tabt verden bliver endnu mere overvældende. At filmen er stort set uden tale spiller ingen rolle. Billederne fortæller historien med en umiddelbar uskyldighed, som dialog aldrig ville kunne gøre efter.