Immortals
Udgivet 1. dec 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Krisen har ganske vist lagt sit ubehagelige greb om den græske økonomi, men om ikke andet så kan landet bryste sig af at have en ufattelige rig kulturarv, som hele den vestlige verden har nydt godt af. At så megen filosofi, videnskab og historiefortælling bygger på den græske kulturskat, kan man dog ikke ligefrem mærke af “Immortals”, der ganske vist baserer sin historie på den oldgræske mytologi, men som ikke desto mindre præsenterer en af de mest idiotiske og usammenhængende film, som undertegnede længe har overværet. Har grækerne det ikke hårdt nok i forvejen?
Synet tilhører oraklet Phaedra, der har evnen til at se ind i fremtiden, skønt næsten ingen synes at være særlig interesseret i at vide, hvad hun ser. Det må nu alligevel være frustrerende, når man nu engang har fået talentet. Hun er endvidere jomfru – hvilket bliver gentaget så mange gange i dialogen, at man mere eller mindre ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før uskyldigheden ryger sig en tur.
Endnu mere latterlig er dog selve udformningen af de forskellige personer, der spænder lige fra bodypaintede muskelmænd over kæmpe-misfostre med hammere og præstinderne i perfekt make-up. Førstepræmien i latterlig udklædning går dog uden tvivl til gudernes tætsiddende guldrustninger, der får dem til at ligne deltagere i en gay-parade. Hvordan skuespillerne har kunnet sige deres replikker uden konstant at flække sammen af grin, er mig en komplet gåde.
Et par gode actionscener kunne have reddet meget, men “Immortals” hører beklageligvis til den gruppe actionfilm, hvor de monotone CGI-slagsmål synes at forsætte i det uendelige, uden at man på nogen som helst måde opfatter en følelse af fare undervejs. Skurk på skurk bliver hakket i småstykker, men jeg kan i al oprigtighed ikke komme i tanke om et eneste mindeværdigt drab under hele filmen. Det samme kan siges om papmache-persongalleriet, der er så livløst, at det ikke kunne rage én mindre, hvem der lever eller dør, og det er i det hele taget ufatteligt, hvor mange kræfter der er lagt i et så forvrøvlet og selvmodsigende manuskript. Selv “300” fremstår som den rene “Citizen Kane” ved siden af.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet