En ulv i kvindeklæder

John Edgar Hoover var en interessant mand. Han overlevede otte præsidenter som chef for FBI, anholdte gangstere i 1930’ernes depressionsramte USA, optog John F. Kennedys sidespring på bånd, sendte trusselsbreve til Martin Luther King og iklædte sig sin mors kjoler, mens han græd af skam over sine homoseksuelle tilbøjeligheder. “J. Edgar” burde altså have været en interessant film. Det er den bare ikke.

Fortællingen om J. Edgar Hoover tager udgangspunkt i udarbejdelsen af hans erindringer, og med den aldrende Hoover fortællerstemme som guide bliver vi ført igennem fire årtier, hvor kampen mod gangsterne i Chicago, kidnapningen af Charles Lindberghs baby og heksejagten på kommunisterne fylder mest. Leonardo DiCaprio spiller titelrollen og leder tankerne tilbage på sin glansrolle som Howard Hughes i “The Aviator”, dog uden at nå helt de samme højder. Dertil er manuskriptet og dialogerne simpelthen for middelmådige. Naomi Watts er sjældent anonym som Hoovers personlige sekretær, hvorimod Armie Hammer, der spillede Winklevoss-tvillinerne i “The Social Network”, er overbevisende som Hoovers højre hånd og forbudte kærlighed, Clyde Tolson.

”Vi må aldrig sænke vores parader,” erklærer Hoover på et tidspunkt i filmen. Et mantra, som FBI-chefen selv efterlevede til det yderste, både professionelt og privat. Det havde nu klædt filmen, hvis dens instruktør, Clint Eastwood, selv havde sænket sine parader en smule og gået mere i kødet på sin hovedperson. Eastwood kan være en fremragende instruktør, men han mangler i høj grad fokus i “J. Edgar”. Har han villet lave et historisk eller personligt portræt af Hoover? Svaret synes at ligge et sted midt imellem, og det gør desværre, at man aldrig bliver revet med af fortællingen, men snarere bliver irriteret over, at filmen aldrig rigtig ved, hvad den egentlig vil.

I det hele taget er der lidt for meget venstrehåndsarbejde over “J. Edgar”. Handlingen er gumpetung og forvirrende, da der alt for ofte bliver sprunget i tid og rum, og det havde gjort filmen langt mere interessant, hvis Eastwood havde skåret ned på de historiske aspekter og i stedet fokuseret mere på forholdet mellem Hoover og Tolson. Det er klart her, filmens hjerte ligger begravet, og forholdet mellem knudemanden J. Edgar og Clyde er hele nøglen til at forstå mennesket, der sad en halv menneskealder bag FBI-kontorets tykke mure.

Der, hvor filmen dog virkelig knækker, er i den katastrofale brug af gammelmand-makeup, der får hovedpersonerne til at ligne voksdukker fra et rædselskabinet. Især Clyde Tolson ligner noget, der er trukket op af den sorte lagune, og den katastrofale makeup gør, at enkelte scener, der skulle have været rørende og dramatiske, ender som ufrivilligt komiske.