Vidunderligt oldschool thriller

En mand kører hen til et kæmpe betonbyggeri. Han parkerer sin varevogn på øverste etage, trækker en enorm riffel ud af lastrummet og læner sig ud over rælingen. Pludseligt drænes lydsiden for alt undtagen snigskyttens sagte åndedræt, alt imens vi gennem geværets sigtekorn ser adskillige mennesker flere hundrede meter borte, der stilfærdigt gennemlever hverdagens rutiner. De jogger, lufter hunden, spiser is… intetanende om det skarpladte våben, der peger på dem. Intensiteten er næsten ubærlig. Der er ingen musik til at fortælle os, om eller hvornår helvedet bryder løs. Ingen lydeffekter, der kan distrahere os fra den alarmerende og altoverdøvende tavshed. Bang! Pludseligt trykkes der på aftrækkeren. En mand kollapser. Bang! Folk begynder at skrige. Bang! Skytten fortsætter ufortrødent, indtil fem tilsyneladende tilfældige mennesker er blevet majet ned. Der klippes til sort, lige da morderen skyder en ung kvinde, der desperat og forgæves forsøger at flygte med en lille pige i armene.

Således starter Christopher McQuarries “Jack Reacher”: Med en af de mest dristige og nervepirrende scener, jeg mindes at have set i en amerikansk mainstreamfilm. Sekvensen er især chokerende i kølvandet på de mange tragiske massakrer, der har præget nyhedsfladen de seneste år. Men frygt ej… McQuarrie har ikke begået en usmagelig spændingsfilm, der forsøger at tirre nerverne ved at eksploitere virkelige ugerninger. Han har derimod skabt en af de absolut bedste thrillere i årevis.

Politiet finder hurtigt frem til en ekssoldat, som sandsynligvis er gerningsmanden, men han nægter at udtale sig. I stedet skriver han blot “Find Jack Reacher” på et blankt stykke papir. ”Hvem fanden er Jack Reacher?” spørger statsadvokaten (Richard Jenkins, ufejlbarlig som altid), mens en nedslået politibetjent svarer, at Reacher er en forhenværende militærbetjent, før han tilføjer: ”Han er som et spøgelse. Ham finder du ikke,” lige før Reacher (i skikkelse af Tom Cruise) fluks træder ind i lokalet og annoncerer sin ankomst. Det er en fantastisk introduktion, for samtidigt med at McQuarrie øjeblikkeligt fastslår, at Reacher er en forbavsende fremsynet badass, fastslår instruktøren også, at filmen vil bevare jordforbindelsen og en indtagende, selvironisk distance.

McQuarrie og hans skuespillere balancerer ubesværet på skillelinjen mellem humor og alvor hele vejen igennem. Men filmens største force er dens kløgt. Eftersom den engelske forfatter Lee Child har skrevet minimum én Reacher-roman om året siden 1997, frygtede jeg ærlig talt, at historien ville føles som et rutinepræget samlebåndsprodukt, men mine bange anelser fordampede hurtigt. Jovist, flere af genrens varemærker forekommer undervejs – lige fra skuddueller og biljagter til velkoreograferede slåskampe – men her er noget så sjældent som en moderne thriller, der stoler så meget på sit publikums intellekt og koncentrationsevne, at den aldrig deler sine actionscener op i talløse, mikroskopiske bidder, at den aldrig forvarsler sine twists i god tid, og at den aldrig tyer til krampagtig, nedladende pædagogik i sine dynamiske dialoger.

Med sit dejligt dvælende fortælletempo og sine uhyre raffinerede actionsekvenser (især den musikblottede biljagt er eminent) minder “Jack Reacher” mere om klassiske 70’er-thrillere som “Dirty Harry” og “Tre døgn for Condor” end de mange hyperaktive spændingsfilm, der er udkommet de seneste årtier. I takt med at Reacher og hans partner, advokaten Helen (en veloplagt Rosamund Pike), langsomt optrævler sandheden bag den makabre massakre, diskes der konstant op med spændende drejninger (hvoraf ingen føles forcerede), og ud over en allerhelvedes karismatisk helt rummer filmen også den allerbedste form for skurke: Dem, man elsker at hade. Den ene spilles tilmed af den tyske instruktør Werner Herzog(!). Et dristigt skuespilvalg i en film, der bugner af vovemod.

Bøgernes tilhængere leverede nærmest et kollektivt ramaskrig, da Cruise blev offentliggjort som manden, der skulle spille deres højtelskede helt. Child beskrev Jack Reacher som en muskuløs, relativt ung og omtrent to høj meter høj kamphane. Cruise fyldte 50 sidste år, og med sin højde på 1,69m er han ikke just fysisk intimiderende. Men selv ikke superstjernens sofaspring eller Scientology-tilbøjeligheder kan dulme hans medfødte, indtagende karisma, og det er en fornøjelse at se Cruise brillere som en mere ubehøvlet og gæv ordenshåndhæver end godmodige actionhelte som Maverick og Ethan Hunt. Jeg ville dog have ønsket, at McQuarrie havde gravet nogle spadestik længere ned i Reachers enigmatiske fortid og psyke, men det bliver der jo god tid til at gøre i en eventuel fortsættelse.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. “Jack Reacher” ser nøjagtig lige så godt ud i HD, som en relativt dyr og nyproduceret Hollywood-thriller bør. Detaljerigdommen er enorm fra start til slut. Man kan nærmest tælle samtlige hår og porer på skuespillernes ansigter. Kontrasten er upåklagelig, billedsiden har et helt tilpas grynniveau, og de appetitlige, jordnære farver er med til at give filmen det 1970’er-lignende look, som McQuarrie og hans fotograf stilede efter, og som vækker varme minder om film som førnævnte “Dirty Harry” og “Tre døgn for Condor”.

Audio

I fremtiden vil biljagten i “Jack Reacher” være en af de allerførste sekvenser, jeg afspiller, når jeg skal demonstrere hjemmebiografens kunnen over for familien og vennerne. Sjældent har jeg hørt en bilmotor brumme så højt og flot som den i Reachers knaldrøde Chevrolet, og når bilen suser forbi kameraet, er det lige før, man kan mærke vindstødet. Panoreringerne er generelt glimrende, og resten af filmen lyder også fremragende. Samtlige lydeffekter, replikker og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og støj forekommer aldrig. Og under filmens mere dramatiske sekvenser – såsom den førnævnte biljagt – går lydsidens finere nuancer aldrig tabt. Baghøjtalerne leverer en masse subtile lydeffekter, der gør det lettere for tilskueren at leve sig ind i scenerne, og musikken hverken overdøver eller overdøves. Diskens DTS-HD Master Audio 7.1-mix er simpelthen suverænt.

Ekstramateriale

Instruktøren Christopher McQuarrie og Tom Cruise har indtalt et enormt underholdende og informativt kommentarspor til filmen. D’herrer holder ingen pauser undervejs, og de spilder hverken deres eller vores tid på lange, kedsommelige komplimenter til kollegaerne. I stedet gennemgår de tankerne bag og skabelsen af næsten hver eneste scene på både detaljeret og underholdende vis. Komponisten Joe Kraemer har også indtalt et kommentarspor til filmen. Når musikken ikke optræder, diskuterer Kraemer sit score og sit samarbejde med McQuarrie, og når filmen tager musik i brug, forsvinder Kraemers stemme, hvorved lytteren får en unik mulighed for at nyde Kraemers udmærkede kompositioner.

Derudover er her tre korte dokumentarer. “When the Man Comes Around” (27 min.) beretter om skabelsen af filmen, og de interviewede filmmagere og skuespillere (deriblandt McQuarrie, Cruise, Werner Herzog, Richard Jenkins og den vidunderlige Robert Duvall) kommer faktisk med flere interessante anekdoter. De taler bl.a. åbenhjertet om deres frygt for, at fans ville reagere negativt på hyringen af Cruise til hovedrollen, eftersom han slet ikke matcher Lee Childs signalement af den tårnhøje, muskuløse Reacher i bøgerne. “You Do Not Mess with Jack Reacher: Combat & Weapons” (11 min.) fokuserer på tre af filmens actionscener (desværre er biljagten ikke en af dem), og i “The Reacher Phenomenon” (11 min.) taler den velformulerede Childs om sin succesfulde bogserie og dens heroiske hovedperson. Han diskuterer bl.a. bøgernes fans og Reachers alder og navn.

Vidunderligt oldschool thriller

En mand kører hen til et kæmpe betonbyggeri. Han parkerer sin varevogn på øverste etage, trækker en enorm riffel ud af lastrummet og læner sig ud over rælingen. Pludseligt drænes lydsiden for alt undtagen snigskyttens sagte åndedræt, alt imens vi gennem geværets sigtekorn ser adskillige mennesker flere hundrede meter borte, der stilfærdigt gennemlever hverdagens rutiner. De jogger, lufter hunden, spiser is… intetanende om det skarpladte våben, der peger på dem. Intensiteten er næsten ubærlig. Der er ingen musik til at fortælle os, om eller hvornår helvedet bryder løs. Ingen lydeffekter, der kan distrahere os fra den alarmerende og altoverdøvende tavshed. Bang! Pludseligt trykkes der på aftrækkeren. En mand kollapser. Bang! Folk begynder at skrige. Bang! Skytten fortsætter ufortrødent, indtil fem tilsyneladende tilfældige mennesker er blevet majet ned. Der klippes til sort, lige da morderen skyder en ung kvinde, der desperat og forgæves forsøger at flygte med en lille pige i armene.

Således starter Christopher McQuarries “Jack Reacher”: Med en af de mest dristige og nervepirrende scener, jeg mindes at have set i en amerikansk mainstreamfilm. Sekvensen er især chokerende i kølvandet på de mange tragiske massakrer, der har præget nyhedsfladen de seneste år. Men frygt ej… McQuarrie har ikke begået en usmagelig spændingsfilm, der forsøger at tirre nerverne ved at eksploitere virkelige ugerninger. Han har derimod skabt en af de absolut bedste thrillere i årevis.

Politiet finder hurtigt frem til en ekssoldat, som sandsynligvis er gerningsmanden, men han nægter at udtale sig. I stedet skriver han blot “Find Jack Reacher” på et blankt stykke papir. ”Hvem fanden er Jack Reacher?” spørger statsadvokaten (Richard Jenkins, ufejlbarlig som altid), mens en nedslået politibetjent svarer, at Reacher er en forhenværende militærbetjent, før han tilføjer: ”Han er som et spøgelse. Ham finder du ikke,” lige før Reacher (i skikkelse af Tom Cruise) fluks træder ind i lokalet og annoncerer sin ankomst. Det er en fantastisk introduktion, for samtidigt med at McQuarrie øjeblikkeligt fastslår, at Reacher er en forbavsende fremsynet badass, fastslår instruktøren også, at filmen vil bevare jordforbindelsen og en indtagende, selvironisk distance.

McQuarrie og hans skuespillere balancerer ubesværet på skillelinjen mellem humor og alvor hele vejen igennem. Men filmens største force er dens kløgt. Eftersom den engelske forfatter Lee Child har skrevet minimum én Reacher-roman om året siden 1997, frygtede jeg ærlig talt, at historien ville føles som et rutinepræget samlebåndsprodukt, men mine bange anelser fordampede hurtigt. Jovist, flere af genrens varemærker forekommer undervejs – lige fra skuddueller og biljagter til velkoreograferede slåskampe – men her er noget så sjældent som en moderne thriller, der stoler så meget på sit publikums intellekt og koncentrationsevne, at den aldrig deler sine actionscener op i talløse, mikroskopiske bidder, at den aldrig forvarsler sine twists i god tid, og at den aldrig tyer til krampagtig, nedladende pædagogik i sine dynamiske dialoger.

Med sit dejligt dvælende fortælletempo og sine uhyre raffinerede actionsekvenser (især den musikblottede biljagt er eminent) minder “Jack Reacher” mere om klassiske 70’er-thrillere som “Dirty Harry” og “Tre døgn for Condor” end de mange hyperaktive spændingsfilm, der er udkommet de seneste årtier. I takt med at Reacher og hans partner, advokaten Helen (en veloplagt Rosamund Pike), langsomt optrævler sandheden bag den makabre massakre, diskes der konstant op med spændende drejninger (hvoraf ingen føles forcerede), og ud over en allerhelvedes karismatisk helt rummer filmen også den allerbedste form for skurke: Dem, man elsker at hade. Den ene spilles tilmed af den tyske instruktør Werner Herzog(!). Et dristigt skuespilvalg i en film, der bugner af vovemod.