Jarhead

InstruktionSam Mendes

MedvirkendeJamie Foxx, Jake Gyllenhaal, Scott MacDonald, Lucas Black, Peter Sarsgaard, Laz Alonso, Chris Cooper, Brian Geraghty, Damion Poitier, John Krasinski, Jocko Sims

Længde118 min

GenreDrama, Drama, Krig, Krig

IMDbVis på IMDb

I biografen13/01/2006

Anmeldelse

Jarhead

6 6
Lad tavsheden brede sig, så knappenålen kan gøre sin skarpe, højlydte entré: den 40-årige engelske teaterinstruktør Sam Mendes, med sølle tre filmiske værker på sit CV, overvejer vitterligt at lægge filmkarrieren på hylden. Tanken om aldrig mere at skulle se et sammensurium af levende billeder sammenvævet af den talentfulde angelsakser er næsten ubærlig. Især efter at have set “Jarhead” – Mendes’ tredje fuldtræffer efter mesterværket “American Beauty” og den underskønne, underholdende og undervurderede “Road to Perdition”. Med nogle af Amerikas mest talentfulde filmiske mirakelmagere på slæb har Mendes i “Jarhead” skruet en rørende, tankevækkende og stærkt mindeværdig krigsfilm sammen.
Man bliver ofte mindet om David O. Russells fantastiske golfkrigsdrama “Three Kings”, der, ligesom “Jarhead”, ofte går en fin balancegang imellem det komiske og det seriøse. Men Mendes’ ben står lidt mere solidt plantet på jorden, og filmens stærke sans for autentisk troværdighed via dens sandfærdige bogforlæg hjælper også på sagerne. Den nu afdøde mesterfotograf Conrad L. Hall gav både “American Beauty” og “Road to Perdition” uforglemmeligt velkomponerede billesider. Nu er det en anden mesterfotograf, Roger Deakins, der står bag kameraet. Deakins’ stil er mere barsk og håndholdt – helt i trit med fortællingen og atmosfæren. Fra de benhårde træningslejre til ørkenens hærgede slagmarker, hvor tropperne for første gang overværer krigens begrædelige følger, er “Jarhead” stopfodret med sensationelle skud. Filmens sidste skud er endda en af de mest mindeværdige filmiske udtoninger i mands minde. Og klippeguruen Walter Murch giver filmen et permanent medrivende flow uden slinger i valsen.

Ligesom filmens unge tropper vil de fleste filmgængere nok forvente en malstrøm af eksplosioner, tanks og missiler. Forståeligt, da trailere og andre reklamekampagner synes at have lagt op til dette. Men Mendes og co. har andet i tankerne. Ligeledes synes krigen i Kuwait ikke at leve op til soldaternes forventninger om krig og ødelæggelse – inspireret kraftigt af de krigsfilm de har set. Officer Andrew Swofford (Jake Gyllenhaal) slår et kedeligt faktum fast: hovedemnet i lejren er onani.

Vi ser antallet af ankomne tropper i den mellemøstlige region stige og stige i hundredtusindvis, uden der synes at være belæg for det. Der bliver holdt taler og militærprøver for at holde gejsten oppe, men det hele synes at være ligegyldigt. Som måske den første film af sin slags nogensinde, viser “Jarhead” den effekt, som afmagt, venten og mangel på handling (til forskel for uetiske bedrifter, mareridtssituationer og døde i hobevis) har på soldatens sindstilstand. Flere af soldaterne synes at være mødt op, fordi de føler sig fremmedgjort på egen jord. At de også her bliver frarøvet muligheden for at bidrage og gøre en forskel virker tragisk. Ørkenen trænger sig på, og frustrationer, uvidenhed og voldsomme uheld og fejltagelser er de værste fjender.

Gudskelov er “Jarhead” fri for monoton prædiken om Bush seniors stabs motiver for at gå i krig med Saddam. Mendes og manuskriptforfatter William Broyles Jr. (som selv har været soldat) er ikke interesseret i belærende historieundervisning. Det er ikke hovedpointen med Swoffords bog, der ligger til grund for filmatiseringen. “Jarhead” er ikke udelukkende ment som en veltimet klagesang her i forbindelse med golfkrig nummer to, men primært som et knivskarpt karakterdrama. Det handler om afmagt og ligegyldighed… om en gruppe unge mænds forsøg på at gribe en chance, de aldrig nogensinde får. Blandt soldaterkammeraterne finder man naturligvis en enkelt idealist, som spydigt beskylder regeringen for at tæppebombe det krigshærgede land for oliens skyld. Men kritikken af Amerikas krigsintentioner er ellers solidt plantet i bagsædet, selv om filmen da bestemt har nutidig relevans.

I december måneds “Brokeback Mountain” slog Jake Gyllenhaal sin status som en af verdens bedste unge aktører fast. Takket være ham fungerer sympatiske og karismatiske Swoffords afmagtsbetonede, desillusionerede sindstilstand som det perfekte talerør mellem filmen og publikum. Jamie Foxx er desuden tilbage i Oscar-mode efter at have cruiset på autopilot (også bogstavelig talt) i “Stealth”. Som lederen af Swoffords kompagni er han på én gang morsom, enerverende og manisk. Men det er i særdeleshed Peter Sarsgaard, der skiller sig ud. En skuespiller, som støt og fortjent bevæger sig op ad både kritikernes og producenternes ønskelister. Han spiller Swoffords bedste soldaterven, Troy, med en hjerteskærende intensitet.

Med så mange karakterer i kurven, kunne man let have frygtet, at en masse kedelige stereotyper ville være blevet inkluderet for måske at spare tid på karakterudvikling. Men garanteret grundet sin mangeårige erfaring med skuespillerensembler på teaterscenen, har Mendes formået at give enhver karakter sin egen røst. Det er det mest håndgribelige og spændende persongalleri i en krigsfilm i årevis. Det føles en anelse bedraget og endda nedladende at klassificere “Jarhead” som værende en “krigsfilm”, grundet alle de fordomme der følger med en sådan betegnelse.

“Jarhead” er et tiltrængt friskt pus til en genre, der efterhånden har fyret flere dødkedelige klicheer af end der er patroner i et Gatling-maskingevær. Billederne breder sig i bevidstheden som napalm på en tør kornmark. Replikkerne gnaver sig igennem brystkassen som ustoppelige projektiler. Skuespillet slår fødderne væk under én som en uforudset landmine. Det er kun januar, og vi har allerede en solid kandidat til titlen: årets bedste film.

Trailers

Kort om filmen

Anthony Swofford er blot 20 år, da ordren til at beskytte amerikanske interesser i en fjern ørken ankommer. Han og hans kammerater tager af sted til en krig, som de er blevet trænet til, men ikke har nogen anelse om, hvordan vil forløbe. Deres lejr ligger midt i ørkenen, hvor daglige marcher og reglementeret hydrering er de eneste adspredelser, mens brevene hjemmefra stadig oftere fortæller om frafaldne kærester. Ordren til angreb er næsten en befrielse, men hvad der møder dem på den anden side af den kuwaitiske grænse, kunne ingen have forberedt dem på.