John Carter
Udgivet 8. mar 2012 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Ramasjang. Af den rigtig kulørte slags. Det er lige præcis, hvad Disneys nye sci-fi-satsning “John Carter” er. Instruktør Andrew Stantons filmatisering af Edgar Rice Burroughs pulp-bøger fra starten af 1900-tallet om borgerkrigsveteranen John Carter, der teleporteres til Mars, er en ganske vellykket og bestemt spektakulær blockbuster. Og der er kød nok på til en sequel.
Krigen på Barsoom, som planetens beboere kalder den, udkæmpes mellem Zodangas røde krigere, ledet af Sab Than (Dominic West), og Heliums hær. Helium-prinsessen Dejah Thoris (Lynn Collins) er lovet bort til Sab Than i håb om en fredelig afslutning på krigen, men hun vil på ingen måde giftes med den rænkespillende røver. Kun mennesket John Carter kan nu redde planeten og den yndige, sværdsvingende prinsesse fra en grum skæbne.
Der er noget hyggeligt og altmodisch over filmatiseringen af Burroughs Barsoom-bøger om John Carter. Forfatteren, der også er ophavsmand til selveste Tarzan, skrev den første fortælling om Carters eventyrlige og romantiske rumfærd i 1912, og den blev løbende udgivet i serielt format. Det serielle er således også filmens akilleshæl. Med et virvar af karakterer – alle med urimeligt umundrette navne som Sab Than, Dejah Thoris, Matai Shang, Tardos Mors og Tars Tarkas – skal man holde tungen lige i munden og for alt i verden ikke blinke med øjnene, hvis man vil gøre sig bare få forhåbninger om at følge med i den (over)komplicerede historie. En lidt for stor del af filmen forløber desværre med klodsede karakterpræsentationer i ét væk. Spilletiden når derfor også op på den forkerte side af to timer.
Kan man se bort fra den myldrende karakter-kakofoni, er John Carter-universet både sjovt og eventyrligt. Visuelt en fantasifuld krydsning mellem klassisk, støvet western og potent “sværd og sandal”-ramasjang – bare på Mars, selvfølgelig. Undervejs popper “Star Wars” op på lystavlen talrige gange, men med det interessante twist, at Burroughs jo opfandt sit gennemoriginale univers helt tilbage i 1912. Lucas har utvivlsomt været på strandhugst i John Carter-bøgerne såvel som i Frank Herberts “Dune”, og det kom der som bekendt rendestilleret filmmagi ud af. Andrew Stantons længe ventede filmatisering er dog ikke af samme, rene destillat – det er John Carter nok for endimensional en helt til. Men med både en god dosis humor, en knuselskelig sidekick og overrumplende, visuelle effekter er “John Carter” et yderst seværdigt blockbuster-bud her til foråret.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet