Fisse slår far!

Før Filmz’ læsere kommer for godt i gang med denne anmeldelse af en af årets største kassesucceser, er det på sin plads at lægge kortene på bordet: Jeg er kæmpe fan af “Klovn”. Hvert eneste afsnit af de to første sæsoner – som uden tvivl er de bedste – har været på skærmen i min bolig mindst otte-ni gange, og de efterfølgende sæsoner har også taget deres tørn. Jovist, idéen er tyvstjålet fra Larry Davids tv-serie “Curb Your Enthusiasm”, hvilket næppe er en hemmelighed, men Frank Hvam, Casper Christensen og Mikkel Nørgaard har tilpasset Davids koncept til det danske publikum med så stor indfølelse, at jeg ikke tøver med at kalde serien for noget af det bedste fiktion, dansk tv nogensinde har set. Så er det sagt.

Som trofaste seere af serien ved, har Frank og hans kæreste, Mia Lyhne, længe forsøgt at få et barn. Nu er Mia gravid, men hun overvejer at få en abort, da hun er usikker på, om Frank evner at være far, hvilket i sidste ende kan blive enden på deres forhold. Denne nyhed kommer på et noget ubelejligt tidspunkt, mens Frank og Casper står for at skulle på Tour de Fiss' – en lang kanotur på Gudenåen, hvor den især for Caspers vedkommende står på druk og hor. I sin desperation kidnapper Frank Mias 12-årige nevø, Bo, for at give ham en god tur og dermed bevise, at han har masser af far-potentiale. Det passer knap så godt ind i Caspers planer, og han gør det klart for Frank, at hvis valget står mellem en god oplevelse for Bo eller et godt knald, så er der ingen tvivl: Fisse slår far!

De to komikere har med deres efterhånden unikke position i branchen fået fat på et ganske fortrinligt ensemble. Jørgen Leth, Ole Michelsen, Michael Bertelsen og Bent Fabricious Bjerre – her i rollen som bordelejer – er blot et lille udvalg af de mange prominente personligheder, der, i rollerne som sig selv, jonglerer elegant med de mere eller mindre illusoriske idéer, danskerne har gjort sig om deres personer. Eksempelvis bliver vores forestilling om Jørgen Leth som den gamle gris sat på spidsen, da han giver Frank særdeles upassende råd om seksuelle udskejelser som (ud)løsningen på hans og Mias problemer.

De to hovedpersoner undviger aldrig selv den ‘farlige’ leg med medieidentiteter. Både Casper og Frank fremstår i bund og grund som enormt usympatiske mennesker, og er det ikke i sig selv noget af en præstation at lave så stor en serie-succes med utiltalende frontfigurer? Især Caspers figur bliver mere og mere ubehagelig. Gennem serien og frem til “Klovn: The Movie” går han fra at være en noget egocentreret kendis til at være et usandsynligt dumt svin. Han har med sin utroligt veludviklede karakters mimik og morsomme intoneringer altid været en stor force for franchisen.

“Klovn: The Movie” er på mange måder ‘bare’ et langt afsnit. Alligevel sniger der sig hist og her nogle virkemidler ind, som gør filmen mere… filmisk, i mangel af bedre ord. Musikken bruges mere dramatiserende end normalt, og en enkelt gang eller to droppes det normalt så naturlige replikskifte og de virkelighedsnære situationer til fordel for nogle mere klassiske drama-elementer. Det føles dog ganske naturligt og har måske i virkeligheden været med til at få filmen til at føles mere ‘rigtig’ i biografens mørke.

Som Frank selv siger på dvd’ens kommentarspor, er han ikke den store drama-skuespiller, og det hænder da også, at han overspiller nu og da. Det er dog en mikroskopisk kamel at sluge i en film, som med et velskrevet og uhyggeligt stramt narrativ forfører og fornøjer gennem samtlige af de 94 kosteligt pinlige minutter.

Video

Præsenteret i 16:9. Billedsiden er udgivelsens eneste alvorlige kritikpunkt. Den eneste grund til, karakteren ikke ender helt nede i bunden af skalaen, er den rimeligt stabile kontrast, som da også er en af de vigtigste ting i et ordentligt transfer. Hudtonerne tenderer ofte mod det gullige, og langs mørke kanter – som fx skuldrene på de medvirkendes jakkesæt – ser billedet af og til mærkeligt pixeleret ud. Der forekommer desuden en god portion digital støj, hvilket til en hvis grad er forventeligt, når man tager den semi-dokumentaristiske stil i betragtning. Det gør dog ikke støjen pænere at se på.

Audio

Dolby Digital 5.1 og DTS. Dvd’en leverer et lydspor, der er en lille smule over gennemsnittet. Dialogen er krystalklar, og alle elementer er fint separeret. Musikken er til tider en aaaanelse til den diskante side, men har langt det meste af tiden en fin klang. Baghøjtalerne udnyttes fornuftigt til atmosfæriske elementer, og især i scenerne på Skanderborg Festival er der en god fornemmelse af omgivelserne.

Ekstramateriale

Der er så sandelig ikke skortet på bonusmaterialet på denne dvd. Først og fremmest kan man læne sig tilbage og se filmen igennem endnu en gang, med med kommentarspor fra herrerne Hvam og Christensen. Overordnet set er sporet både hyggeligt og morsomt, om end det engang imellem er en smule tamt. Desværre er filmens originallyd ikke mixet ordentligt ind mellem kommentarerne, men det er i småtingsafdelingen. Der er også et par featuretter om fx Bent Fabricius Bjerres feterede bordel, Castello Alleycat, samt en bunke bloopers, som mest af alt består af klip af Hvam og Christensen, der ikke kan holde masken. Og så er der naturligvis dokumentaren “Bag i Klovn: The Movie”, som flere fans nok allerede har set på TV2 Zulu.

Komiske pinagtigheder

Græde, grine eller blot krumme tæer til den helt store guldmedalje? Det er velmulighederne i tv-serien “Klovn”, hvor der kastes så mange grænseoverskridende situationer ind over publikum, at man nærmest chokeres til at le.

Det er da også selvsamme opskrift, som med “Klovn: The Movie” er bragt på det store lærred, og i biografen har man nu muligheden for at få udstillet præcis, hvor billig ens humoristiske sans i bund og grund er, når de mange optrin serveres på den rette måde. Der er lagt op til de sædvanlige pinligheder, men med rykket fra tv-stuen og ind i biografsalene har filmskaberne haft mulighed for at blive endnu mere udpenslede i ydmygelserne. ”Kan det da blive meget værre?” tænker man måske, men herfra kan det allerede nu godt afsløres, at det kan det sagtens.

I denne omgang er den evigt kuede og situationsfornemmelse-blottede Frank kommet i en ekstraordinær situation, da det afsløres, at hans kvindelige modstykke, Mia, er gravid. Mia er imidlertid i tvivl om, hvorvidt Franks faderegenskaber nu også er pålidelige nok og da Frank kort efter med vanlig finesse træder gevaldigt i spinaten, bliver det pludselig meget magtpålæggende for ham at demonstrere sit store faderpotentiale. Han beslutter sig derfor noget uovervejet for at “låne” en dreng til en planlagt kanotur med Casper.

Det huer dog ikke just Casper, som har sat næsen op efter en tur med læssevis af fisse, nu konen ikke er med, og dermed lægges der an til en del uoverensstemmelser, mens Casper forsøger på at nedlægge alt på sin vej, og Frank forsøger på at være et godt forbillede. De to ting går selvsagt ikke godt i spænd. Sammenstødet mellem de højre bestræbelser og de mere primitive drifter er den slags, som utallige amerikanske drengerøvskomedier er baseret på, men i forhold til de grovkornede, men trods alt altid moralsk opbyggelige beretninger så giver “Klovn”s danske baggrund filmen mulighed for at gå endnu hårdere til værks. Som resultat er de lede vitser endnu ledere og de dumme svin endnu dummere.

En af de groveste er naturligvis Casper, hvis lumre natur konstant bringer parret i fedtefadet, hvorimod Frank Hvam næsten har gjort det tomme, opgivende udtryk til sit varemærke. Hans tankeløse og skvattede personlighed burde strengt taget få én til at foragte ham, men han er så blank en størrelse, at man aldrig rigtig kan få sig selv til det. Han forsøger grundlæggende at gøre alt det rigtige, men er – som en slags grov spøg fra Vorherres side – blevet udstyret med så usandsynlig ringe dømmekraft, at selv de mindste prøvelser bliver for meget. Hans trods alt mere sympatiske fremfærd i filmen bliver dog også det, som får den store historie til at virke, og man tager sig selv i at håbe, at det hele nu alligevel ordner sig for ham – selvom alt undervejs tilsyndeladende tyder på det modsatte.