Kolbøttefabrikken
Udgivet 29. maj 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Galskab er drivkraften bag megen stor kunst. Og den lidt mindre. Både blandt dem, der laver den, og dem, der optræder i den. Hvad ville aftenfladen på Kanal 5 være uden psykisk afvigende typer, der bruger så lang tid på at udføre rituelle mord, at de glemmer at løbe væk. I deres forskruethed vimser de i stedet rundt omkring politiet overbevist om, at ingen kan regne ud, at de har kvalt en mand i kagedej, fordi han i 1982 ikke gav rabat på et stykke pæretærte. (Kære CSI, dén får I gratis). Nej, interessen for syge hjerner har altid været stor, fordi det gyser lige lidt ekstra, når menneskets ukendte sider bryder igennem det normale. Det paradoksale er, hvis man skal tro folkene bag “Kolbøttefabrikken”, at interessen for virkelighedens syge kan ligge på et meget lille sted.
Sådan lægger man op til det store kulturclash. Ole Boisens overlæge er velmedicineret og doserer lige vel meget medicin til patienterne på sin afdeling. Hvilket hjælper i en uhørt lille grad. Det er især her, filmen stikker kniven ind og sandsynligvis trækker på instruktør Morten BH’s egne erfaringer med psykiatrien. For miljøet (og systemet) skildres, i al sin ubehjælpsomme, kommunale vælde, så nøgternt og umorsomt, at det er lige til at grine ad. Et lidt skræmt grin, for man har på fornemmelsen, at virkeligheden har banket på, når instruktør og skuespillere har improviseret scener frem. Tænk at være fuldstændig dopet af medicin, mens Mia Lyhne med sit mest monotone drev i stemmen holder morgengymnastik for Simon Jul og Zlatko Buric. Det er på en gang absurd og tragisk.
Men hey, man får sgu lyst til at snakke med Paprika. Det er en virkelig fin præstation, hvor øjnene afslører, at der ligger en eller anden alvorlig smerte under alle de hennafarvede tørklæder. Lidt ligesom Jack Nicholson i “Gøgereden” har hun lynhurtigt sympatien. Og det er ikke kun, fordi filmen behandler det klassiske spørgsmål om, hvem der er de skøre i et skørt system, men også fordi hun lægger en varme og en meget genkendelig tvivl ind i en ret irriterende karakter. Men så stopper sammenligningerne også. For selvom historierne er meget ens, er Milos Formans klassiker et drama med en komisk undertone og “Kolbøttefabrikken” en komedie på en alvorlig baggrund. Men det bliver aldrig sindsygt (undskyld) sjovt.
Den deciderede farce holdes konstant nede af det alvorlige emne, og den roligt fremadskridende handling bygges op om pudsige situationer snarere end klassiske jokes. Som drama fungerer filmen stærkt, og når min grådighed efter grin ikke tager overhånd, bliver jeg mindet om, hvorfor Paprika Steen er det tætteste Danmark kommer på en diva, og hvorfor hele Danmark kan citere Zlatko Buric, selvom ingen påstår at kunne forstå, hvad han siger. Han er god. Filmen er hverken helt vanvittig eller helt god, men selvom den får premiere i et forår, der åbenbart er dedikeret psykisk sygdom på alle medieplatforme, skiller den sig ud. Det er en af de mere seriøse og vellykkede skildringer af, hvordan det gale kan skabes af et helt normalt system.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet