Moderen, datteren og helligånden

Det er ikke så tit, at en film skildrer fundamentalistisk, sydtysk katolicisme i en form så streng, at man skulle tro, kirkefaderen Augustin ham selv havde stået bag kameraet. Alene det er vel grund nok til at give “Korsvejen” en chance. Den henter sin titel fra den katolske andagt til minde om Jesu lidelse og død. De 14 ‘stationer’ på Kristus vej fra Pilatus til Golgata indrammer skildringen af den fjortenårige Marias liv som pligtopfyldende katolik. 14 stillestående scener med titler som ‘Jesus dømmes til døden’ og ‘Jesus falder første gang’. Intet bryder med formen undervejs, og alligevel er det en medrivende og provokerende film, Dietrich Brüggemann har lavet

“Korsvejen” går lige ind i kirkerummet og viser den unge pater i gang med indoktrineringen af unge konfirmand-aspiranter. Apokryfe tekster om ørkenbeduiner bliver efter kirkens ferme omformulering helt tydelige: ‘Popmusik og sodavand er satans værk’. Det kristne offer er sjovt nok altid det, der passer lige i den gruppe, som man taler til – teenagere skal give afkald på kager og kærlighed, forældre skal beredvilligt ofre deres børn til Gud. De lærde har 2000 års øvelse i teologisk trylleri, så der skal meget til at stå imod, hvis man er en skrøbelig fjortenårig pige, der bare gerne vil gøre glad.

Kameraet rykker sig sjældent, og hvis der klippes, er det gemt godt. Der er ikke overladt noget til fantasien, når Maria krymper sig under sin stærkt katolske mors høgeblik. Jeg sad selv lidt uroligt i sædet en gang imellem, bange for at være blevet opdaget i et eller andet. Scenerne giver hverken skuespillere eller tilskuere en pause. Det er realistisk filmkunst af høj kvalitet på den måde at blive revet med ind i biler, gymnastiksale og lægekonsultationer og tro fuldstændig på Marias lidelseshistorie.

For konfirmationen er på ingen måde et svært opnåeligt slutpunkt, men bare et skridt på vejen i det offer Maria har tænkt sig at gøre. “Korsvejen” tegner sikkert en figur, der er opdraget og åndeligt ‘guidet’ helt op i himlen. Lea Van Acken spiller imponerende som et blegt, blålæbet hylster af et menneske, der taber den sidste tråd til et godt jordisk liv, da hun ikke må gå med i et konkurrerende kirkekor. Fordi de synger gospel.

Overfor står et af den slags mor-portrætter, der stryger op (eller ned) på niveau med Norma Bates eller Margaret White fra “Carrie”. Franziska Weisz er uhyggelig, især fordi portrættet ikke bare er ladet med ondskab og forstyrret religiøs overbevisning, men også til tider viser en grundlæggende tvivl på kirkens vrøvl. Heldigvis er hun omgivet af milde gejstlige, der ligegyldigt om de oplever tragisk død eller lykkelig dåb, altid trækker på skuldrene, mumler noget med ’guds vilje' og propper vafler i munden på hinanden.